STONE SOUR + THE PRETTY RECKLESS
DEN GRÅ HAL
15.11.17
af Matilde Schmidt
Foto: Japs
Mobilfoto: Matilde Schmidt
Hvis alt skal være fair, så skal jeg måske starte med at skrive, at jeg siden Stone Sour-koncerten blev slået op, har glædet mig som et lille barn til jul. Og i går aftes blev det endelig jul for lille Matilde. Mørkt, regnfuldt og koldt helt ind til benet bevægede jeg mig ud på Christiania. Jeg havde aftalt at have en medskribent til koncerten, Mille på 21 år, en god vens datter og en kæmpe The Pretty Reckless-fan. Hvad er bedre end at give ordet til en fan, som kender musikken og bandet indgående, fremfor en mavesur halvgammel anmelder, der, som udgangspunkt, bare hader kvindelige forsangere i den hårde rock og metallen? Vi, en flok metaltosser, mødtes til varm kakao på Nemoland. På netop Nemoland, får man serveret Københavns bedste varme kakao med frisk flødeskum, og kakaoen alene, er turen til Christiania værd. Heldigvis var vi var fulde af varm kakao, for efter at have forespurgt i døren, hvor en ydmyg og forventningsfuld musikanmelder skulle gå ind henne, måtte den tænderklaprende anmelderprinsesse stå i kø med pøblen, og vi sitrede alle, af lige dele kulde og forventning. Efter en kø der gik længere ud af Fristaden, end den var lang indenfor ’murene’, kom vi endelig ind i varmen. Egentlig er det vel hippietanken, der også her er slået igennem på Christiania og helt ind i Den Grå Hal, at ingen er vigtigere end andre, heler ikke prinsessen-på-ærten-anmelderen, og vi nåede da også lige ind, inden opvarmningen begyndte. Den Grå Hal var fyldt godt op allerede, og efter en aldeles serviceminded og effektiv garderobe, hvis altså man havde de 20 kr. i kontanter, bevægede vi os ud i hallen. Der var desværre ingen kortbetaling eller mobilepay flere steder, men en Metalized-anmelder er naturligvis mere beredt, end en pigespejder på landslejr, så ingen personlig brok herfra.
Opvarmningsbandet The Pretty Reckless leverede efter min mening i godkendt koncert, og selvom jeg som udgangspunkt hader kvindestemmer i metal, så var jeg ovenud underholdt og der var kun få steder, jeg tænkte ’luk nu, søster lystig’, for mage til rå, hæs og fængende stemme skal man lede længe efter. Jeg vil dog lade min gæsteanmelder, Mille, føre pennen, og resultatet kan læses under anmeldelsen af det vi egentlig kom for… Stone Sour
STONE SOUR
Efter en pause med populærmusik på anlægget, går der nærmest en engel gennem salen da musikken og lyset slukker, publikum er så spændte af forventning, at man kan mærke energien i Den Grå Hal denne onsdag aften. Mine egne forventninger er helt i top; endelig skal jeg se Stone Sour live, et band jeg i den grad har på min favoritliste. En båndet udgave af YSIF, men starthilsnen ’Hello, you bastards’ sagt med russisk accent bød os alle velkommen, akkurat som på Stone Sours nyeste albumudgivelse Hydrograd. Ind kom et veloplagt band, med en storsmilende og friskfyragtig Corey Taylor som den altafgørende faktor for denne koncerts succes. Med tæt fuldskæg og langt løst garn, hoppede Taylor rundt og bød velkommen, i en kaskade af pyroteknik og med en konfettikanon på armen. Intet var sparet væk, selvom Den Grå Hal jo er et forholdsvis lille spillested, for et band som Stone Sour. Ingen kunne være i tvivl om, at det her ikke var en tour for pengene, det har er en tour fordi Stone Sour, og i særdeleshed Corey Taylor, bare ikke kan lade være. Musikken er det vigtigste, og Taylor opfordrede til fællessang, til næstekærlighed og til at give den gas. De første to numre bandet spillede, mens tågerne af pot, skunk og hash stille steg i vejret i Den Grå Hal, er hentet fra Hydrograd, og salen var allerede godt oppe at køre, da den gamle Stone Sour klassiker ”Made Of Scars” lagde salen fuldstændig ned. Corey Taylor fremviste med stolthed sine ar for forsamlingen, og det virkede som om samtlige arrede mennesker i København var myldret ud på Christiania, for alle at blive bekræftet via musikken i, at der absolut ikke er noget i vejen med at have fået ar af livet. Det blev en livsbekræftende koncert, vi stod så tæt, at sidemandens puls blev ens egen. Corey Taylor delte heftigt ud af sine vandflasker, oversprøjtede publikum, for derefter at smide flasken ud til de svedige masser, så også forsangeren (mund)vand kunne man mærke løbe ned ad panden. Alt smeltede sammen til en intens svedig masse der bare flød sammen, band og publikum, røg og vand! Den intense og hjertevarme stemning bredte sig fra scenen til publikum og retur. Jo mere crowden var med, stigende fra nummer til nummer, jo mere smilede Corey Taylor og resten af Stone Sour. Numre som ”Do Me A Favor” og ”30/30-150” kunne have undværet Taylor helt, så heftigt sang publikum med.
Der var mange kvinder til stede i Den Grå Hal, og ofte er de i selskab med deres mænd eller kærester, men denne aften observerede jeg usædvanligt mange grupper af veninder på tur, og det er fantastisk at se dem myldre frem. De fremmødte kvinder kunne især høres på ”Hesitate”, og selvom denne anmelder er en kvinde, så var det måske det ene nummer hvor jeg var gået på toilettet, havde jeg turde forlade min plads lige foran scenen. Faktisk må jeg rose mine medpublikummer, for sjældent har jeg haft et bedre ’crew’ at feste med. Alt hvad vi investerede af energi og klapsalver i festen, fik vi tifold retur fra Stone Sour, og den synergi der opstår under den slags koncerter er bare magisk og alt for sjælden. Corey Tayloer er en performer af de største vi har, og evnen til at takke både band, fans og holde den gode stemning kørende, den evne, må mange i musikbranchen misunde energibundet fra Des Moines, Iowa. Som tidligere nævnt var det ikke sparet på hverken pyrofontæner eller konfettikanonen, hvilket vidner om, at publikumsoplevelsen går forud for indtjeningen. Vi får lov at få nyeste single fra Hydrograd, ”Rose Red Violent Blue (This Song Is Dumb & So Am I)”, som er et fedt nummer fra den nye skive, og Stone Sour leverede den med stor entusiasme og energi. En trommesolo bliver fyret af kortvarigt, hvorefter Corey igen-igen spørger til vores velbefindende. Vi har det stadig forrygende, og sådan er hele aftenen, Corey spørger og vi svaret glade og lykkelige tilbage.
Hele bandet optræder i øvrigt med en overbevisning som gør, at man bliver både betaget og blæst bagover, alle har skørt hår (hvis de da har hår) og ingen har pakket sig selv væk, alle engagerer sig med publikum, og alle ser ud til at deltage i festen, der varmede det kolde København et par grader op. En synligt rørt Corey Tayler erklærer faktisk, at;
– Hvis resten af Europa [Red.: publikum] er lige så gode, bliver det den bedste fucking Stone Sour Tour nogensinde.
Og herefter får vi den skønne dystre og tunge ”Cold Reader” fra debutalbummet Stone Sour, guitaren har vist fået 7 strenge, og er stemt i den brune tone, og her bliver Stone Sour virkelig magiske for mig.
Vi får alle de hits vi skal have, vi får magi ud af musik og eneste minus er, at under afslutningsnummeret, ”Fabuless” er der bøvl med mikrofonen, så Taylors vidunderlige stemme når ikke ud over rampen, trods de oppustelige stadion-maskotter, der også optræder i videoen til nummeret. En ellers superfed afslutning på årets bedste Københavnske koncert 2017. Jeg kan næsten ikke vente på Stone Sour, eller Corey og Slipknot, igen kommer til København.
SÆTLISTE:
YSIF (BÅNDET)
TAIPEI PERSON/ALLAH TEA
KNIEVEL HAS LANDED
MADE OF SCARS
REBORN
SAY YOU’LL HAUNT ME
30/30-150
HESITATE
TIRED
ROSE RED VIOLENT BLUE (THIS SONG IS DUMB & SO AM I)
DO ME A FAVOR
COLD READER
GET INSIDE
SONG #3
THROUGH GLASS
EKSTRA NUMRE:
GONE SOVEREIGN
ABSOLUTE ZERO
FABULESS
THE PRETTY RECKLESS
Af Mille
The Pretty Reckless er et band der har været fremme siden 2009, men optrådte for første gang i Danmark i Den Grå Hal onsdag aften, som opvarmning for Stone Sour.
Publikum består af en bred vifte af forskellige typer mennesker, som nu står stille og venter inden koncerten, samtidig med at folk trækker lige så stille op mod scenen.
Da lyset bliver dæmpet kommer der høje tilråb fra publikum, flere end forventet.
Showet begynder med sangen ”Follow Me Dow”. En ret speciel sang at starte til, da introen begynder med både sirener og frække pigestøn, men det har en fængende effekt, og som bandet træder ind på scenen er publikum fanget. Forsanger Taylor Momsen står med bøjet hoved, under introen, gemt væk bag alt håret, men da musikken starter med brag, og lysshowet går amok, får Momsens rockstjerneattitude frit spil. Hendes stemme rammer noget råt og samtidig fint.
Sætlisten bestod af et bredt udvalg af sange fra bandets tre studiealbums, som igennem karrieren, har udviklet sig fra studiepræget poprock til at være hård rock på grænsen til neometal.
Taylor Momsen leverede en solid vokal og hendes stemme skar godt igennem, i de høje toner, modsat havde sangen det med at forsvinde i musikken, når hun sang mørkt, hvilket var en ærgerlig afbrydelse af sangen.
Der var god energi blandt publikum nær scenen, de fleste stod og så ud som om de nød koncerten, og enkelte superfans var til at spotte, især blandt de kvindelige tilskuere.
Højdepunktet var da bandet spillede deres, nok største hit ”Make Me Wanna Die” fra deres første album. Genkendelsens glæde kunne mærkes blandt publikum, og et flertal kunne synge med. Den dygtige guitarist Ben Phillips, legede rundt med musikken og fik lov at give den gas med utallige soloer.
Bandet præsterede alt i alt, at give et brag af en rockkoncert.
SÆTLISTE:
FOLLOW ME DOWN
SINCE YOU’RE GONE
OH MY GOD
THE WALLS ARE CLOSING IN / HANGMAN
PRISONER
MAKE ME WANNA DIE
SWEET THINGS
HEAVEN KNOWS
GOING TO HELL
EKSTRA NUMMER
TAKE ME DOWN
