FIVE FINGER DEATH PUNCH + IN FLAMES
ROYAL ARENA, KØBENHAVN
20.11.2017
Tekst: Thomas Thomsen
Foto: john-son
På nogenlunde samme tid for to år siden gæstede både In Flames og Five Finger Death Punch Danmark. Helt præcist den 7. og 8. november 2015 i henholdsvis Aarhus og København. I sommers gæstede begge bands så Copenhell henholdsvis torsdag og fredag. Mandag aften var de så igen på visit i det danske kongerige – men denne gange samme sted og samme dag.
Umiddelbart kan man jo tænke sit om det samarbejde, og hvorvidt det appellerer til samme gruppe af mennesker, hvis vi skal gå i detaljer. For grundlæggende er In Flames og Five Finger Death Punch vel i hver sin ende af skalaen uden at genere nogen af dem. Men som i politik, kan man ofte mødes på midten, og tryllebinde de mærkesager man kan enes om.
In Flames må i den forbindelse siges, at have bevæget sig i en blødere retning med årene, modsat Five Finger Death Punch der nok ikke har bevæget sig mere i den hårdere retning siden starten, men mere eller mindre appelleret lidt til begge sider på radikal vis.
Men, hvad fanden gør det egentlig, når begge bands grundlæggende serverer delikate smagsoplevelser i dine øregange.
IN FLAMES
Vores svenske naboer indtog scenen gemt væk bag et kæmpemæssigt tæppe – naturligvis med påskriften In Flames – som adskilte band og publikum, fra at kunne se hinanden dybt i øjnene.
Badet i rødt lys lagde de fra land med nummeret ”Drained”, mens man fra de bagerste siddepladser i salen kunne skimte bandet og nyde udsigten ud over det til tider skarpt oplyste publikum.
Og med ét, røg tæppet ned for fulde kraft til nummeret ”Before I Fall”. Allerede her fornemmede man, at resten af affæren ville blive en hæsblæsende omgang. Dette blev blot stadfæstet af ”Everything’s Gone”, som blev leveret tungere end mine øjenlågs higen efter, at åbne sig en mandag morgen. Selv lidt urent trav i koordineringen mellem vokal og resten af bandet under ”Take This Life”, kunne ikke ødelægge helhedsoplevelsen.
På dette tidspunkt ville enhver behandler inden for psykiatrien fraråde, at indtage yderligere doser af dette flamberende præparat. Men i stedet opsøge anerkendte behandlingsformer, hvis du skulle undgå, at dit hoved ville springe med det resultat at angsten ville flyde i en lind strøm.
Der herskede ingen tvivl om bandets og i særdeleshed forsanger Andres Fridéns kærlighedserklæring til Danmark og det danske publikum. Og den blev sådan set gengældt.
”Jeg elsker dig Danmark”, lød det fra Fridén, med en kærlig men bestemt formaning om, at gemme mobiltelefonerne væk. Nyde koncerten og skabe nye venskaber i stedet for at bruge tiden på, at poste alverdens opslag på Facebook, Instagram, Twitter osv.
”Scream for me Copenhagen, Scream for me Denmark” lød det i bedste Bruce Dickinson stil. Det her var ikke for svage sjæle, eller var det. ”Only For The Week” var en magtdemonstration i hvor mesterligt In Flames kan lyde. Og ”Save Me” ramte så hårdt, at risikoen for en nedsmeltning af centralnervesystemet var nærliggende.
”Here Until Forever” i Royal Arena i selskab In Flames var et ønskescenarie. Det var ”The Truth”. Det var ”The Mirror’s Truth”, og himmelvidt fra “The Quiet Place”.
”The End” var oprindet og forud var gået 75 minutter i flamberende selskab med vores svenske naboer.
FIVE FINGER DEATH PUNCH
Da Five Finger Death Punch optrådte på dette års Copenhell, var det uden forsanger Ivan Moody. Grundet kontroverser mellem ham og resten af bandet, under en koncert i Holland, var Moody sendt på afvænning. Men mandag aften var han tilbage på scenen.
Som bassist Chris Kael fortalte mig inden koncerten, er Five Finger Death Punch ikke fire, tre eller to fingre. Det er fem fingre. Og Ivan Moody er, og vil altid være en af de fem fingre.
”Lift Me Up” og “Never Enough” sparkede showet i gang og Moody virkede opsat på, at vaske tavlen ren og manifestere at det ”Ain’t My Last Dance” med de fire bandmedlemmer.
Om den gode Moody er ”Bad Company” for Five Finger Death Punch skal jeg lade være usagt. Men ingen tvivl om, at det nummer virkelig var gennemført.
Moody var tændt som resten af bandet. Nærværende og publikumssøgende. Man kan så diskutere om det er påtaget i forretningsmæssig henseende og kan være på grænsen til det kvalmende. Men hvis vi skal vende tilbage til Kael, så er det den ærlige energi de vil vise deres fans, som tak for deres support og som er med løfte Five Finger Death Punch til det de er – et fantastisk liveband.
De akustiske versioner af ”I Apologize”, ”Wrong Side of Heaven” og ”Remember Everything”, brød det energiske momentum. Men hvor risikoen for, at gå sukkerkold kunne være faretruende tæt på, var det afdæmpede indslag doseret i rette mængder.
”The Bleeding”, der afsluttede aftenens show, er og bliver et fantastisk nummer med sine stille og blide passager, som overtages af en voldsom aggressivitet og fylde.
”The House of the Rising Sun” fulgte publikum på vej ud af Royal Arena i en båndet version. Men gud, hvor ville jeg ønske de spiller den live en dag.
Resultatet stod knivskarpt. Det var et flamberet dødsstød, der ramte Royal Arena mandag aften.
Det spillede de:
In Flames:
Drained
Before I Fall
Everything’s Gone
Take This Life
Trigger
Only for the Weak
Dead Alone
Darker Times
Drifter
Moonshield
The Jester’s Dance
Save Me
Alias
Here Until Forever
The Truth
Deliver Us
The Mirror’s Truth
The Quiet Place
The End
Five Finger Death Punch:
Lift Me Up
Never Enough
Wash It All Away
Got Your Six
Ain’t My Last Dance
Bad Company (Bad Company cover)
Burn MF
I Apologize (akustisk)
Wrong Side of Heaven (akustisk)
Remember Everything (akustisk)
Coming Down
Jekyll and Hyde
Under and Over It
The Bleeding
