WOLVES IN THE THRONE ROOM + SUNKEN
VOXHALL, AARHUS
26.11.17
Af Anders Nygaard
Billeder: Kim Song Sternkopf // HeartMatter Artworks
Sunken
Sunken er et band, som siden de første gang dukkede op på den aarhusianske metalscene, konstant er vokset med opgaven. Tidligere på året udgav de deres fremragende fuldlængdedebut, og som aftenens opvarmning til Wolves in the Throne Room skulle det vise sig, at de også som live-band er blevet et både mere intenst og strømlinet bekendtskab.
Sunken gik på lidt før annonceret (i hvert fald ifølge Voxhalls hjemmeside), og derfor var mange endnu ikke mødt op. Flere kom dog hurtigt til, og Sunken endte faktisk med at spille for en helt pæn forsamling. Badet i blåt lys, som for at fremhæve det maritime tema, og med stearinlys tændt i baggrunden, trak Sunken på forunderlig vis Voxhall med ind i deres atmosfæriske og dybsorte univers. Lyden var generelt god, og det betød, at mange af de ofte repetitive detaljer stod relativt klart i den ellers massive mur af lyd. Frontmand Martin Skyums hæse smertensskrig skar ligeledes flot igennem.
Der blev ikke sagt et ord imellem numrene, men intensitetsniveauet var konstant højt, og publikums interesse og opmærksomhed var derfor intakt det meste af koncerten. Tilfredsheden var i hvert fald tydelig at spore blandt publikum, da Sunken efter 40 vellykkede minutter forlod scenen.
Wolves in the Throne Room
Da klokken nærmede sig 21, dæmpedes lyset i det allerede stærkt tilrøgede lokale (jeg har sjældent oplevet så meget tryk på røgmaskinerne som denne aften på Voxhall), og et stemningsfuldt lydspor af bølgeskvulp og shamantrommer lagde en dæmper på den nu lidt mere tætpakkede forsamling foran scenen. Sådan fortsatte det i en halv snes minutter, og publikum mistede derfor hurtigt koncentrationen og genoptog den højlydte snak. Det karakteriserede generelt aftenens publikum, at de ved hver eneste given lejlighed dedikerede deres fulde opmærksomhed til deres sidemænd- og kvinder fremfor bandet på scenen, og under flere af de mere stilfærdige passager var det faktisk et problem.
Efter en lang stemningsopbyggende intro begyndte der endelig at ske noget på scenen. Først bevægede et af bandets langskæggede medlemmer sig langsomt rundt i mørket med en form for glødende kul imellem hænderne. Røgen og gløderne pustede han ud over gulvet, så duften herfra spredtes i lokalet. Lidt efter gik samtlige bandmedlemmer på scenen i et skær af gyldent ferskenorange lys. Det var langt sejere end det lyder, og koncerten igennem blandedes det gyldne lys med nuancer af særligt blå og lilla, som reflekteres i kobberskjoldene bagerst på scenen. Det var meget effektfuldt og en flot kulisse til Wolf in the Throne Rooms naturhymner.
Musikalsk lagde de ud med ”Born from the Sepent’s Eye”, åbningsnummeret fra deres kun få måneder gamle sjette album. Et fremragende nummer fra en fremragende plade og det var helt tydeligt, at jeg ikke var den eneste blandt publikum, der har dyrket netop de nye skæringer. Det er et nummer, som rummer mange af bandets allermest klassiske udtryk. Både det smukke og storladne men også den rå og simple black metal, som amerikanerne virkelig magter, når de er bedst. Koncerten igennem blev vi præsenteret for materiale fra Thrice Woven, Celestial Linage og særligt fra det stilskabende Two Hunters, som netop er fyldt ti år. Wolves in the Throne Room er et band, som altid har delt vandene, men for de fleste der denne søndag aften var mødt op på Voxhall, selv de uopmærksomme, var det tydeligt både hvorfor og hvordan, brødrene Weaver og deres skiftende ensemble har påvirket og influeret black metallen i det nye årtusinde. De kan derfor med ro i sjælen udvælge numre fra stort set hele deres bagkatalog, når sætlisten skal sammensættes, og selvom der selvfølgelig manglede et par perler, så var aftenens playliste ganske tilfredsstillende. Fremførelsen var introvert og uden megen kommunikation med publikum. Sådan skal det gøres.
