ELUVEITIE + SILENT CIRCUS
Voxhall, Aarhus
07.12.2017
Foto og tekst: Mariann Libach Burup
På en mørk december aften havde metalfolket i Aarhus søgt ly i VoxHalls varme sal. Især de med hang til folkemusik krydret med tunge guitarer, for aftenen bød på de schweiziske Eluveitie. Inden der blev skruet op for de keltiske melodier, skulle publikum dog varmes op.
På denne opgave var Eluveities landsmænd Silent Circus sat. Silent Circus er et metalcore band med groove elementer og en forkærlighed for breakdowns. Deres optræden som opvarmning til folkemusikanterne i Eluveitie virkede aparte, og publikum var noget tilbageholdende i starten. Det afskrækkede dog ikke de unge schweizere, der kæmpede en brav kamp for at få publikum med. Nogle publikummer på frontrækken skrålede med, og det lykkedes bandet at få afviklet en wall of death med god tilslutning mod enden af deres koncert. Undervejs var der et par moshpits i centeret af salen, og der blev dannet kæder af headbangende publikummer. Bandet spiller godt sammen, og deres glæde ved musikken når langt ud over scenekanten. Den groovy musik overskygger forsangerens til tider anstrengende clean vokal, men han skal have cadeau for at forsøge at piske stemningen op til hovednavnet. Ikke det bedste opvarmningsband i denne sammenhæng, men dog en udmærket koncert til trods for at der undervejs også opstod tekniske udfordringer med blandt andet en mikrofon der gik ud. Det klarede de dog mere eller mindre ubemærket.
Og fra metalcore til aftenens hovednavn. Salen var fuld, scenen mørklagt og spændingen i top. Det er to år siden bandet sidst besøgte Danmark og Aarhus. Denne aften var længe ventet blandt nogle af publikummerne, og der var godt fremmøde i betragtning af at det hele forløb en torsdag aften. Til de der aldrig har været til en Eluveitie koncert, vil jeg fortælle at, der kræves noget af et sceneareal for at rumme det ni-mand store band. Trommesættet var sat på en ophøjning, med en lavere til hver side, hvor der stod de to guitarister, bassisten og en musikalsk alt-mulig-mand skiftedes om pladsen der og på scenens front. På selve scenegulvet stod forsanger Chrigel Glanzmann i centrum med en hær af stærke kvinder bag sig. De tre kvinder, der spillede henholdsvis violin, harpe og drejelire, dannede flere gange i løbet af koncerten en windmill-mur, hvor de svingede deres lange hår i takt til musikken. Fra bandet gik på scenen og slog første tone an, stod publikum praktisk talt ikke stille. En Eluveitie koncert kan herfra anbefales som en formidabel konditionstræning. Skridttælleren rundede i hvert fald 6.500 skridt i løbet af koncerten. De klassiske mosh- og circlepit blev suppleret af folkedanse som kædedans og en cirkel af hoppende publikummer i hinandens arme. Stampedans og fri dans blev også praktiseret denne aften. Midten af publikummet kunne anses for en dansetrup, der var dukket op for at sætte gang i festen, for det var netop hvad de gjorde. Håret fløj, og der må have været et par ømme nakker dagen derpå. Et par wall of deaths skulle selvfølgelig også til og crowdsurfing og sågar stagediving til den store guldmedalje. Folk klappede og hujede til stemmen knak. Under alle numre sang – skrålede – folk med, og på Inis Mona var der dømt fællessang. Det var dog ikke det rene kaos gennem hele koncerten. Lige så meget som publikummet forstod at feste, respekterede de bandmedlemmernes soli. Den nye frontsangerinde i bandet sang en lang og smuk solo, mens hele salen stod hen i stilhed. En skov af mobiltelefoner forevigede kvindens smukke stemme og flotte fremtoning i sit elverinspirerede outfit. Også fløjte-, violin-, sækkepibe-, drejelire- og trommesoli blev der præsenteret for publikummet. Et
væld af interessante instrumenter som blev benyttet på bedste vis, og var med til at skabe det fulde lydbillede og brød den klassiske dødsmetalmur. Med til at placere folk i det folkelige og hedenske univers var en stor brug af baggrundsmusik og -lyd. Regn, vind, torden og korsang flød ud gennem højtalerne under koncerten, og en fortæller dukkede også op i lydbilledet i løbet af aftenen. Forsangen tog sig tid til at takke publikum mange gange. Han skabte en bro mellem scenen og gulvet. Publikum råbte flere gange efter ønskede numre i fællesskab, hvilket Glanzmann tog og udnyttede til at joke med publikummet. Han er en meget kontaktsøgende sanger uden at overgøre det. På setlisten havde han skrevet “Oorhus”, “Takk”, “Go aaften” og “Eyn, tu trey” som forberedelse til at møde det danske publikum, og det viser da interessere for hvor man befinder sig.
Alt i alt en festlig aften hvor både kaos og kosmos var repræsenteret. Næste gang tror jeg dog, at jeg medbringer løbesko og træningstøj!
