HEXIS + KONVENT + TELOS + NORDSIND
16.12.17
SPILLESTEDET STENGADE, NØRREBRO
Af: Hesselager
Foto: Jimmi Brandt
Det har været noget småt med black/death metal-koncerter her i Danmark i december måned, men heldigvis har det uafhængige spillested Stengade i Nørrebros hjerte rettet op på dét ved at booke 4 af denne generations mest ekstreme danske metalgrupper til at spille lørdag aften d. 16 december. Hvert band var tilmed radikalt forskelligt fra hinanden og havde sin helt egen unikke indgang til sin undergenre.
Første navn på programmet var også det yngste og nyeste band, Nordsind. De er en af mange grupper som blander black metal og post-rock.Nordsind viste sig hurtigt at skille sig ud i denne overbefolkede scene: De stille sektioner anvendte livligt valtsene nærmest folkemusik-inspirerede guitarmelodier og rytmer, der gav deres musik en underlig sans for bevægelse og atmosfære af urørte naturområder. I de tungere sektioner tordnede skarpe tremolo-baserede riffs henover disse lydlandskaber, der også blev spillet med nogle opfindsomme nærmest balalaika-agtige østlige folkemelodier som igen skabte det perfekte mentale billede af udstrakte landskaber hersket over af både skabende og ødelæggende naturkræfter.
Noget andet velkomment nyt i Nordsinds stil var, at de undgik den nu ret tyndmalkede langsom-opbygning-til-eksplosivt-klimaks post-rock fortællestruktur. I stedet komponerede efter at veksle mellem de to yderpunkter mens melodierne blev udviklet i nye retninger. Deres musik er dog ikke helt perfekt endnu: Et par af deres sange var for korte til at man virkeligt kunne fordybe sig i deres atmosfære. Størstedelen af deres musik var også instrumental, bortset fra et par sange hvor de havde en gæstevokalist på scenen der lavede både rene og skrigende black metal-vokaler – og overraskende nok var han lige god nok til begge vokaltyper, noget jeg ellers ikke hører så tit, så jeg ønskede de havde anvendt vokal på flere sange. Men de har potentialet til at blive noget stort, en slags dansk pendant til amerikanske Ash Borer der også står for noget mere teknisk avanceret og mere udfordrende end ellers forbindes med post-black metal. Jeg kunne især godt lide, at trommeslageren angreb sit kit så aggressivt at på et punkt faldt hans lilletromme ned og en i personalet var nødt til at stille den op igen.
Næste levende billeder var Telos, et band med én fod plantet i hver black metal og hardcore punk. I modsætning til Nordsinds minimalistiske belysning, hvor en hvid projektør ved trommerne stod for størstedelen af lyset, gik Telos på i elektrisk blå og pink belysning som gav deres musik en unaturlig foruroligende stemning. Deres musik viste sig at være en opvisning i aggressiv kantet og skarp dissonant black metal-riffing, der af og til slog over i nogle grandiøst onde melodier, spillet med både teknisk finesse og et aggressionsniveau der ellers kun høres i de mest ekstreme grind/hardcore-bands. De to guitarister stod begge for vokaler, den ene for de høje skrig og den anden for dybe growls – den førstnævnte var helt rød af raseri og svedte profust som jeg ikke har set fra en metalsanger i meget lang tid.
Dog havde Telos flere overraskelser oppe i ærmerne: Guitaristerne brugte især i de mere midttempo-passager en masse feedback-støj til at tilføje ekstra tekstur i lydbillede, et trick hentet mere fra sludge metal a la Eyehategod. I stedet for at spille med fuld hastighed fra start af begyndte Telos også som regel med mere midttempo-drevne riffs før de satte farten op eller skiftede hastighed for at give plads til at ånde. Deres sangstrukturer havde en sans for dynamik der gjorde at oplevelsen af hyperhurtig tremolo-og-blasting ikke blev for monoton. En anden tydelig arv fra hardcore-siden i deres musik var, at deres sange tit slog over i nogle langsomme sektioner helt klart inspireret af hardcore-breakdowns, men med både rytmer og guitarakkorder trukket så meget af led og revet i så bizarre disorientere retninger at de mere føltes som soundtrack til at falde ned i et sort hul end til noget moshpit bortset fra dem bestående af syvbenede aliens med en non-euklidisk tidsforståelse.
Telos viste sig at have en ret unik indgangsvinkel til at kombinere black metal og hardcore: I
stedet for at kombinere de mest rockede underafdelinger af førstnævnte med de mere rå hjørner af sidstnævnte som fx Impaled Nazarene, hentede Telos mere tips fra de 2 genrers forskellige sangskrivningstektnikker: Det vil sige black metals skiften mellem mere abstrakte riffs og mere konventionelle melodier, samt hardcores vekslen mellem hurtig smadder og langsomme breakdowns. Som nævnt før, jeg har sjældent set et band være så tydelig fysisk udmattet efter en sætliste der ikke kunne have været længere end 3 kvarterer.
Navn nummer tre på programmet var den københavnske death/doom-kvartet Konvent, der allerede er blevet et af de mest lovpriste nye navne i Danmarks metalmiljø. Dette var første koncert med Konvents nye trommeslager Julie, der kun har været i gruppen i et par uger, men hun gjorde det lige så godt som Mette der sad ved. Endnu en gang blev der serveret en gang primitiv men varieret riff-dreven dødsdoom med rå analog bas-tung lyd, med sangskrivning som viste en sans for at opbygge spænding gennem temposkift samt variere mellem hårde riff-drevne og mere elegante kølige gotiske melodiske passager. Traditionen tro blev der også åbnet med ”…upon their brows is written the word doom”-lydklippet fra en filmatisering af Charles Dickens’ Et Juleeventyr… en reference der faktisk har en ekstra resonans her til juletid! Måske var det magentarøde og kølige grønne belysning, Konvent havde valgt som lysshow også en subtil hentydning til en julestemning vendt om til noget dystert og foruroligende?
Konvent har altså fået bedre og bedre styr på deres scene-optræden med hver eneste koncert, undertegnede ser firkløveret til. Rikke Emilie Lists dybe growls virker endnu mere som et lag tåge svævende over en slyngplante-overgroet tempelruin, og jeg kunne især godt lide deres nye trommeslagers nærmest stamme-rytme-lignende stil, der gav et særligt hypnotisk stemning der satte publikum i rette bevidsthedsrejse-til-fortiden stemning. Eneste minus igen var, at deres sætliste var ret kort på kun en halv time – men man kan da håbe, Konvent vil få mere materiale efterhånden som de får arbejdet videre på deres næste plade.
Sidste band på listen, og aftenens hovednavn, var Hexis: Et slags musikalsk Frankenstein-monster syet sammen fra black metal, hardcore punk og industrial/noises mest ekstreme undergenrer. Deres sceneshow og musik virkede mest af alt som en grotesk reduction ad absurdum af alle 3 genrer: De gik på scenen i absolut ingen belysning fortset fra lamperne på deres instrumenter, dækket i røg fra maskiner, indtil en serie stroboskop-lamper bag dem rettet direkte mod publikum blinkede uafbrudt gennem hver sang – et trick lært fra de amerikanske 70’er/80er industrial-pionerer NON. (hvilket også gjorde det svært at tage nogle særlig gode fotos) Deres sanger stagedivede også gennem flere sange mens han skreg ind i mikrofonen samtidig – og endnu mere imponerende var det, han gav mikrofonen til flere fans i publikum som kunne synge med på de ellers utydelige sangtekster!
Hexis’ musikstil bestod af et nådesløst bombardement af atonale tremolo-guitarer svøbt omkring slangeagtigt bugtende dissonans, underlagt af konstant intenst blasting fra trommerne. Størstedelen af variationen bestod i, når de satte tempoet enten op eller ned, med meget få pauser til at kunne ånde lettet op. Jeg tror aldrig, jeg har set noget andet metalband live der var så dedikeret til at lave det mest brutale, foruroligende og udfordrende musik muligt – som jeg sagde virkede selve oplevelsen tættere på de mest fucked up undergenrer af industrial end på hvad jeg ellers forventer af en metalkoncert. Selv et band som Axis of Advance virker nærmest som det rene traditionel heavy ved siden af.
Ikke overraskende var Hexis selv færdige efter bare en halv time. At opretholde det intensitetsniveau i længere tid må nok ikke være nogen nem opgave. Publikum virkede også nærmest lige så færdige efter sætlisten som Hexis’ medlemmer selv. Jeg har også svært ved at sige, om jeg nød koncerten eller ej men det er i hvert fald én som jeg ikke glemmer. I en tidsalder, hvor folk er blevet så desentisiseret til selv de mest erklæret radikale og subversive musikgenrer, er Hexis et band der står frem i massen. Selvom jeg nok bedre kunne lide de andre tre bands på programmet. Hexis forbliver nok altid det velfortjente kultband, de er i dag, men Nordsind og Telos bør der holdes lige så meget med som Konvent i fremtiden.
