Kaldet fra Dybet
Fredag den 2. februar 2018 og lørdag den 3. februar 2018
Ungdomshuset, Dortheavej 61, 2400 København NV
Afsky Konvent Gespenst Slægt Morild Alkymist Sunken Solbrud
Af: Pernille Randrup Pedersen
Fotos: Jimmi Brandt
AFSKY – BALLET ÅBNET MED BEREDT PLETSKUD
Afsky, Ungdomshuset, København 2400 NV, fredag den 2. februar 2018
Enmandsprojektet Afsky var et velvalgt åbningsband til Ungdomshusets doom og black metal festival Kaldet fra Dybet i weekenden; Bagmand Ole Luk, der med anseeligt overskud gik stort set direkte fra merchboden og op på scenen, blæste, sammen med Solbrudkollega og arrangør af festivallen, Tobias Hjorth på bas, Martin Haumann på trommer og Christian Friis Jensen på guitar, alle omkuld, så snart introen var overstået. Det tog nu også noget tid, mente nogen – den italienske folkesang var længere end et par utålmodige piftkyndige, publikummer kunne holde ud, og fik også Christian Friis til at skæve usikkert mod midten af scenen et par gange, idet der blev eksperimenteret med en forlænget remixet version – inden virkningen fra kor og kvindehulk afløst af en sørgmodig harmonika omsider indtraf og fik alle i den rette stemning, hvad både Ole Luk og Tobias Hjorth havde ventet på med stoisk ro.
Efterfølgende tog indøvede aftaler over og selvom holdet er en nyere sammensætning, virkede de godt forberedte. Martin Haumann hamrede kortvarigt løs, lavede så et fuldt stop indtil resten af bandet faldt med ind, og en malerisk sindssyge bredte sig ud fra den koncentrerede livebesætning. Det gjorde en hel del tåge også, da røgmaskinen blev brugt flittigt især i starten af koncerten. Ofte kunne man kun se en bas- eller guitarhals og en hånd derom stikke frem som stævnen på en skude, der langsomt åbenbarer sig i havgusen på sortblå farvande og snart er lige foran én.
Trods Afsky ikke er skabt for livefremførelser, var koncerten en imponerende opstart på festivallen, og de nuværende koncerthjælpere er så absolut rustet til at tage flere gigs ind, når det passer i skemaet for Ole Luk i forhold til planerne for det i øjeblikket meget velansete og succesrige Solbrud – og når medlemmerne herfra ikke lige skal arrangere minifestivaller eller andet ud over det sædvanlige. Foruden initiativet til og styringen af Kaldet fra Dybet fra Tobias Hjorth lagde resten af Solbrud nemlig hænder til udførelsen af festivallen.
KONVENT – FORTJENT TRIUMF PÅ NOGET NÆR HJEMMEBANE
Konvent, Ungdomshuset, København 2400 NV, fredag den 2. februar 2018
En skidt start behøver ikke at betyde noget som helst i det lange løb. Det beviste Konvent, der for det første ikke kunne få introens fordømmelse af uvidenhed og begær til at fungere, og for det andet kæmpede mod udfald i mikrofonen, der hakkede Rikke Emilie Lists dybe growl i stykker, indtil XLR-kablet udskiftedes af Ungdomshusets effektive og generøst hårdtarbejdende lydmand Lasse Ballade – der selv sprang helt frem til scenekanten og tålmodigt ventede på, at kompositionen gav vokalisten en mellemakt lang nok til at få mikrofonen byttet over i det nye stik.
Herfra virkede det hele dog til at gå som smurt. Selvom hjemmebanefordelen var forbeholdt hovednavnet og arrangørerne i Solbrud, der har øvelokaler i Ungdomshuset, indgød Konvents tonsvis af bekendte og gen-beskuere i salen medlemmerne så meget ro, at de virkede absolut gammelkendte og ligefrem folkekære, da de fik tilskyndende brøl for at dedikere hittet No End til den på dagen afdøde Ole Testrup.
Også for førstegangslyttere var det svært ikke at lade sig påvirke af de tunge, kontante slag fra Julie Simonsen, der virker lyse i forhold til resten af lydbilledet, og af de umiddelbart enkle tonesammensætninger, der vinder ind efterhånden og indeholder lige dén ene skæve tone, der omstøber molstrukturen til en delikat besynderlighed; Og som med gentagelser, og når fremstillet med sådan en overbevisning, er umulige ikke at lade sig henfalde til. Konvent mener det. Guitarist Sara Helena Nørregaard siger selv, at hendes guitar ikke er speciel, og det er pedalerne skaber lyduniverset. Det gør de, med hende bag brættet, uden den mindste slinger i dommedagsvalsen, alt imens bunden lægges så stilbevidst og behændigt af bassist Heidi Withington Brink, at endda store doomskeptikere overgiver sig.
Derudover kan man ikke afvise, at den fysiske fremtræden af Konvent er med til at påvirke indtrykket. Uanset at det er sympatisk, når maskerede eller kutteklædte androgyne kolleger indenfor de nærliggende delgenrer forsøger at lade musikken tale for sig selv, er det fakta, at det visuelle gør langt det største indtryk ved en koncert og er det, der bliver siddende bedst i hukommelsen. Og er man til udvikling, er det fedt at se noget andet end det man oftest ser – og Konvent er med deres graciøse fremtoning, gyldne pailletsneakers og lyserøde jackstik, helt klart noget andet, på trods af at antrækket i sorte T-shirts ligner mange andre metalbands’.
I disse dage er de fleste heldigvis opmærksomme på, at køn kan være mange ting og priser i stedet de forskellige slags energier, folk udsender; Og selvom bevægelserne egentlig ikke er specielt feminine, når Rikke Emilie List i optrukket hættetrøje fra en i forvejen foroverbøjet positur knækker helt sammen i pludselige growls, der i øvrigt er alt andet end kvindelige at høre på, og Heidi Withington Brink autoritært bredstående fastfryser benene for bedre at kunne headbange, så er Konvents medlemmer bare en flok enormt betagende skabninger. Kvinder på metalscenen er et særsyn, og det er indtil videre Konvents fordel.
De bruger deres utvetydige elegance på klogeste vis til at forarbejde de mørkeste nærhedstvivl, vi mennesker kan have – ovenikøbet med større og større, og efter undertegnedes mening, berettiget, selvtillid. Publikum var forvisset, Konvent tager tigerspring for hver eneste koncert, de spiller, og er allerede langt slidfastere end til Copenhell Freezes Over på Vega i begyndelsen af året og bare en uge tidligere til Mono Goes Metal i Aarhus.
GESPENST – APPELLERENDE, ENERGISK TEKNIK
Gespenst, Ungdomshuset 2400 NV, fredag den 2. februar 2018
Black metal og doom kan nogle gange blive en stenet omgang. Det bliver det absolut ikke med Gespenst, der allerede ved andet nummer fik manet så meget torden ind i brystet på de forreste rækker, at det trak op til moshpit. Den kom aldrig helt i gang, men absolut ikke grundet, at energien fra scenen faldt. Tvært imod.
Duoen, der live er flankeret af Mads Mortensen på trommer, Andreas Tagmose på bas og Christian Søgaard på guitar, fik hvirvlet alle ind i et kraftfuldt mørke, der tog livtag med vigtigheden af at tro på noget, at have noget, som man holder af og som giver mening, og ikke mindst med betydningen af at gøre sig umage.
Således brillerede Genfærd med skæve tonesammensætninger og tyvetaktsriffs (eller 6+6+8 om man vil), akkompagneret af Galskabs insisterende vokal, der, uden at være påtrængende, lirkes ind som en ukuelig og velmenende alvorlig hvisken.
Gespenst har umiddelbart ikke andre koncerter i kalenderen før Metal Magic i Fredericia i juli, men det var de fleste deltagere i pseudomoshpitten sikre på, uundværligt kommer efter fredag aftens sansebombarderende signering.
SLÆGT – FULDENDT KONCEPT MEDRIVENDE FREMFØRT
SLÆGT, Ungdomshuset, København 2400 NV, fredag den 2. februar 2018
Fredag aftens sidste band stak, med første slag fra de af Adam CCsquele Nielsen energisk håndterede stikker, ild i sålerne på Ungdomshusets besøgende. Der var ikke mange pauser mellem de hvinende og til tider 80’ernostalgiske guitarsoloer fra Anders M. Jørgensen eller fra den taktfaste bas tumlet af Olle Bergholz.
End ikke da e-strengen på netop bassen sprang – Olle Bergholz spillede ufortrødent videre på de tre andre stålwirer, og behøvede kun et ekstra minut inden næste nummer, til at få stemt bassen om, og i mellem dem, der fulgte, nogle sekunder til at efterstemme den genstridige bundmaskine.
Stagemedarbejder Stig havde hjulpet forsanger og bandstifter Oscar J. Frederiksen med at tænde stearinlys og røgelsespinde før koncerten, og de brændte lystigt under hele vanvidsspektaklet, der var et veltilrettelagt cirkus med plads til individuelle udskejelser og som smart benyttede sig af call and response growl, som sammen med den ustandselige og bestandige evighedsbas, skabte et skrigende balladeteater.
Det orientalske kulturelement lagde sig op ad bandmedlemmernes Robert Plantske påklædning og frisurer og gav associationer til den klassiske rock, hvis fortalere nemt må kunne lokkes ind i heavy metal-verdenen af et band som Slægt; Adam CCsquele Nielsen tæskede de alarmringlende grydelåg til døde og fremlagde rigeligt med svedende maveskind til at forsværge, at den mageløse irritationstørst skulle være blot illusioner og blikfang.
Og den troværdigt fremdragne arrige ærgerrighed kræver ganske vist opmærksomhed, men med inkluderende intentioner; Bagtankerne er helt tydeligt at få alle til at give mest muligt af sig selv for at få det bedste ud af hinanden. Der er ikke så underligt, at Copenhell gerne ville have ekvilibristerne med på programmet i fjor, og hvis det overhovedet er muligt, har Slægt nok endnu mere gejstgivende selvtillid til folket, når de vender hjem fra den forestående Europaturné.
MORILD – HOLDÅND OG TAKNEMMELIGHED
Morild, Ungdomshuset, København 2400 NV, lørdag den 3. februar 2018
Kontrasten mellem det øjet og øret sanser kan være inspirerende, men symmetriens skønhed mellem vakre toner og menneskerne, der laver dem, er ej at benægte. På den vis gav de grøntstænkede bandmedlemmer, der i UV-lyset legede med betragterens indtryk af, hvor vedkommende egentlig befandt sig, et flot, samstemmende billede til de svævende, eller om man vil, flydende harmonier, de frembragte. For man kunne lige så vel være på havets bund i forening med et sælsomt selskab af tangklædte havmænd som i de øverste grene på en skovrig bjergegn med armene rakt i op i skyerne mod forbiflyvende fugleskabninger, der reagerede på hinandens mindste lille bevægelse.
Det var ikke til at tage fejl af, at i Morild kæmper man sammen. Måden Kristoffer Alm og Tue Krebs Roikjer på skift strakte sig mod mikrofonen, måden Jakob Georg Nielsen og Lasse Heidner på de øvrige guitarer supplerede med symmetrisk diversitet i takt og tone, måden Simon Frenning Sørensen lagde sig ind og cementerede det lyse mørke og måden alle foran ham stod på rad og række, var stribevis af tegn på, at her i firmaet er det vi fremfor mig og dig.
Ungdomshuset kan være en kold omgang på en snefyldt dag i februar, men varmen sneg sig langsomt ind, som folk ubevidst rykkede nærmere og til sidst stod så tæt på musikerne som muligt, for at få mest muligt med fra de til tider blot gråviolette silhuetter bag det tykke, disede dække. Så fik man til gengæld også hundrede procent at mærke, hvor glade samtlige på scenen var for at være til stede, hvilket også kom til udtryk i det gribende tak, forsanger Tue Krebs Roikjer kom med , før det var tid til at gå i merchandiseboden, der hurtigt solgte sine sidste trøjer.
Den eneste anke herfra er, at den kvindelige gæstesolist, Amalie, der skabte en hel ekstra æter med sine overtoner i VI, ikke på samme måde sluttede af som på EP’EN. Her valgtes i stedet et backingtrack. Nok er sangstemmer stort set aldrig lige så purrene live, hvor der kun er denne ene chance – men netop den skrøbelige ømhed, der fremkommer af et væsens lige nu og her i dette øjeblik frembragte lyde, giver så meget ekstra sort sommerfuglemaveskønhed, at bevågne lyttere til fulde vil tilgive ethvert udfald, der måtte komme.
ALKYMIST – PLADS TIL HINANDEN
Alkymist, Ungdomshuset, København 2400 NV, lørdag den 3. februar 2018
Erfaringen lå som et tykt, uldent tæppe under Alkymist, der godt nok ikke har spillet sammen i mere end halvandet år, men hvis bandmedlemmer kommer fra Düreforsög, The Ritual og andre anerkendte projekter. Publikum blev ført stilsikkert gennem utallige temposkift og et lille skævt smil hos bassist Kaspar Luke og guitarist Stefan Krey var eneste reaktion, da førstnævnte utilsigtet fik sat rytmeboksen i gang på et ellers helt stille øjeblik på en af pedalerne. Professionalismen overtog straks igen herefter.
Peter Bjørnegs hæse vokal vekslede gnidningsfrit mellem growl, sang og messende budskaber og vokalisten holdt sig atypisk i den ene side af scenen – og forlod den helt sammen med trommeslager Philip Morthorst, da strengene tog sig et øjeblik i fuldkommen fingerkommunikation, der trak publikum frem til de spillendes skosnuder.
Senere vendte de tre i scenefronten siden til for at lade alles øjne og ører glide ind på en trommesolo, men disse større afbræk med knudepunkter i de respektive enkeltinstrumenter var i virkeligheden bare eksemplificeringerne af det, der foregik hele tiden; Alle i Alkymist skiftedes til at have hovedansvaret, hvilket både er deres force og ulempe – publikum trak sig undertiden tilbage og virkede til at tolke den alsidige dynamik som vægelsind.
Og generelt krævede rummeligheden lige så meget, som den gav. På guitaren sørgedes der for både harmonier og riffs, på trommerne for rytme og pludselig spændstighed, bassen for dybden afbrudt af grove fraseringer og vokalen endrægtigt oftest som et ekstra instrument, men mange gange også med tydeligere bekendtgørelser end ofte hørt indenfor doom og sludge metal.
SUNKEN – SUBLIM SYNERGI
Sunken, Ungdomshuset, København 2400 NV, lørdag den 3. februar 2018
Den kendetegnende desperation fra sidste års udgivelse Departure, der, efter Martin Skyum Thomasens udsagn, tog enormt lang tid at få færdiggjort, blev lukket ud sammen med ren og skær spilleglæde; For det meste dækket ind i vokalistens hår eller som næsten umærkelig slow-dansende kommunikation på dennes venstreside mellem Frederik Lippert på guitar og Jonas Faghtmann på bas, og gennem fokuserede øjne fra guitarist Simon Skotte Krogh på højresiden.
Kraftudladningerne fra især den ekstremt kompetente Ken Lund Klejs på trommer, som let pivoterede mellem offbeats og rullende strukturer og hvis hårelastik måtte opgive at blive siddende en hel koncert, udmærkede sig ved at, i en forvandling til total hengivelse, gennemsyre kommunikationen fra de, i den grad positivt ment, i musikken nedsunkne forrest på scenen.
Om øvelokalerne i menigheden i Åbyhøj, som Sunken deler med Unseen Faith, har haft en in- eller direkte virkning på introens klosterlignende lyse toner, der et par gange under koncerten fik lov at træde beundringsværdigt frem, kan man kun gisne om, men det fungerede; Forbitrelsen var mere hjerteskærende end et ulvehyl og gav vejrtrækningsproblemer og dyb grublen over storladen meningsløshed – hvad man måske går og glemmer har betydning i hverdagen, men som Sunken minder publikum om med den mest givne præsentation af weltschmerz med pendulpedal og kontrolleret vildskab.
Der ligger i høj grad en udfordring for bandet i den uundværlige overgang til en ny konstellation, eftersom Frederik Lippert og Ken Lund Klejs nu stopper for at hellige sig arbejdet i MØL. Forhåbentligt tager alle medlemmer deres fremragende fornemmelser for at bruge ørerne til at kreere metafysiske gengivelser af livets storhed med sig videre, uanset hvor de skal hen.
SOLBRUD – VIND I SOLSEJLENE
Solbrud, Ungdomshuset, København 2400 NV, lørdag den 3. februar 2018
Headliner og arrangør – og en kunstnerisk succes. Så behøver man knap sige mere om det bagvedliggende arbejde og det smæk med halen, Solbrud gav ved Kaldet fra Dybet. For hvor nogle bands giver los på indspilningerne, men kan ikke få den helt op at ringe live, er det omvendte tilfældet med Solbrud. Her bliver perfekt afstemte lydniveauer på skiven byttet ud med LARMENDE – og i øvrigt lige så afbalancerede frekvenser – stormfuldt brugt ved optrædenerne. Det er fuld spark fremad så snart det respektive introriff til den pågældende sang er følsomt og præcist erklæret af og med en, heldigvis, selvfølgelig ignoreren af de publikummer, der ikke kan vente på dobbeltpedalen og opfordrende råber ‘Kom så’ efter tre toner er slået an.
Håret på scenens forreste geled stod konstant vandret fra de piskende vindmaskiner, strobelys formidlede sigende det uvejr, regn- og tordenlyde underbyggede mellem numrene, og hjalp til at føre publikum væk fra bevidstheden om virkemidlerne til rent faktisk at føle sig midt ude i vild og voldsom natur. Ind i mellem blev der til og med leget med de hjertesvimlende multiopbrud, blinkende lys forsager, da en oversættelse til lyd fremmanede ryk, som når en plade scratches, men uden at tempoet blev sat ned. Den dystre tromme blev fortsat tronet med pumpende pedaler af Troels Hjorth for så at skifte til half-time og give plads til de to gange Jackson-spader hos henholdsvis Ole Luk og Adrian Utzon Dietz, der dog havde smidt vidt forskellige effekter på guitarerne. Dietz’ runde, westernske klang stod i skarp kontrast på den ene side til Luks hvæsende på den anden, der samtidig stemte fuldstændigt overens med dennes grotesk hvislende vokal.
Publikum headbangede sig vej gennem sidste del af koncerten, strobelysets genkomst understøttede blackmanien og gav et syret billede af Tobias Hjorts basbetjening, der gjorde det svært at følge med i de adrætte partier, og som billedligt forvitrede trommestikkerne i hænderne på Troels Hjorth, som det kun var muligt at skimte afgive en fjerdedel af de slag, man kunne høre. Og udstrålingen fra musikken var rigeligt til at lade sig henfare på smukke og hastigt rejsende gråskyer.
