BAG DET SMILENDE YDRE BANKER DER STADIG ET ”METAL HEART”

ACCEPT+NIGHT DEMON
STORE VEGA, KØBENHAVN
11.2 2018

Af Søren-Peter Fiirgaard
Foto: Jimmi Brandt

Hvis nogen i 1983 havde fortalt nærværende skribent, at Accept ville ende som den største garant for spas, livsglæde og professionalitet, så ville jeg have kigget undrende på vedkommende og ringet efter den blå vogn.

Den gang sad vi hjemme på konfirmandværelsets skibsbriks og håbede, at vores forældre ikke havde set, at vi havde lånt pladerne ”Breaker” og ”Balls to the Wall” af en kammerat. Sangtitler som ”Son of a Bitch” og ”Balls to the wall” var krasse sager hjemme i parcelhuskvarteret i det vestlige Århus, og var der humor med i spillet, så fattede vi det ikke.

Og når man så en februaraften 35 år senere står sammen med +1200 andre – primært midaldrende mænd som en selv – i Store Vega, så begynder storheden i Accept igen at gå op for en. Fra det øjeblik, at lyset bliver tændt, og man ser trommeslager Christopher Williams springe på plads, og til vi alle står lidt småhæse og skriger ”Balls to the Wall” et par timer senere, har sanger Mark Tornillo haft os i sin hule hånd, imens Wolf Hoffmann har spundet os ind i sit guitarlir.

Den kører på alle klichéerne om, hvordan heavy metal var 1980’erne – lige fraregnet, at Hoffmann ikke har lagt garn, men samme frisure som mig. Synkronbevægelser, V-formede guitarer, løb fra side til side, duel på bas og guitar og dirigeret fællessang i ”Princess of the Dawn”. Og ned til detaljen med, at alle medlemmer har ens Accept-svedbånd om håndleddene, så er der fod på lortet.

Nok lyder Mark Tornillo temmelig meget som sin forgænger på posten, Udo Dirkschneider, og nok gør han en habil indsats for at få festen til køre, men det er ikke ham, der er showet, og det er ikke ham, der får det hele til at gnistre.

Nej forskellen mellem Accept og førnævnte Dirkschneiders nuværende band, der i øjeblikket turnerer med gamle Accept-numre, den hedder Wolf Hoffmann. Han er godt nok ikke farlig, og ligner hverken en ”Son of a Bitch” eller en, der kan score ”Princess of the Dawn” – til gengæld er han så hurtig på den seksstrengede, at man næsten ikke kan få nok, selv om han får rigtig meget plads i samtlige 22 numre på sætlisten.

Der er intet at udsætte på de øvrige medlemmer af bandet, men manden, der har tegnet gruppens lyd siden debuten i 1979 er lige så uovertruffen, som han har været det alle de andre gange, jeg har haft held til at overvære en koncert med Accept. Fart og timing fejler intet hos den 58-årige guitarist, og selv de lidt mere stereotype af numrene på sætlisten får ekstra niveau, når Hoffmann ruller sig ud.

Det giver naturligvis også lidt ekstra til os nostalgikere, at han og bassist Peter Baltes er de eneste, der har været med siden begyndelsen, og de to gamle helte bliver da også hyldet behørigt, da de har battlet sig gennem klassikeren ”Objection Overruled”.

Eneste misser fra Hoffmann denne aften er den obligatoriske omgang guitarlir uden medspillere sådan cirka to tredjedele inde i koncerten. Den løfter sig lidt overraskende nok ikke til at være noget minderigt.

Tør spille det nye Nok er det ældre herrer, der står på scenen denne aften, men det er på ingen måde gammeldags. Accept har nemlig mere end et stærkt bagkatalog at byde på. De tre seneste albums er mere end godkendte inden for genren, og kvintetten har nosser nok til at ville præsentere nye numre i stedet for det, mange andre gør – nemlig at køre et greatest hits set med et enkelt nyt nummer.

Vi får fem numre fra det aktuelle album, ”The Rise of Chaos”, og publikum tager godt imod dem og kan endda synge med. Der er ikke et overdrevent træk henimod baren, da der kommer fire nye numre i streg. Nej vi skråler sgu med på det fængende omkvæd i ”Koolaid” og føler os truffet, da han i ”Analog Man” beskriver sig selv som en ”Old school Son of a Bitch”, der er fanget i en digital tidsalder.

Man kan givetvis komme med den anke, at Accepts numre for manges vedkommende er bygget op på præcis samme måde, hvor der efter verset lige bliver bygget op til det der effektive omkvæd, vi alle kan råbe med på. Og rigtigt er det også, at Mark Tornillos stemme var udfordret et par gange mod slutningen af koncerten.

Men ved I hvad? Det er pisseligemeget. Så længe, de leverer numrene skarpt, med et godt drive og en fantastisk publikumskontakt, så tilgiver vi dem alt.

Også det, at de i virkeligheden slet ikke var så farlige, som vi gik og troede i begyndelsen af 1980’erne. For vi ved jo godt – og kunne ved selvsyn opleve – at der stadig banker et ”Metal Heart” inde bag alle smilene og den positive energi.

Stortromme slået i smadder Som support havde Accept amerikanske Night Demon, der spiller en uforfalsket amerikanerheavy krydret med lidt NWOBHM-inspiration. Trioen gik friskt til værk – så friskt, at trommeskindet på stortrommen røg få numre inde i sættet. Først blev det tilsyneladende flikket sammen med gaffatape, men med et par numre tilbage måtte trommeslager Dusty Squires til publikums store moro låne en stortromme hos Accept.

Musikalsk set slap amerikanerne fra aften uden skrammer og kunne endda håndtere en ok udgave af det gamle Iron Maiden-nummer ”Wasted Years”. Der var et pænt overskud – såvel musikalsk som humørmæssigt – og så gør det ikke så meget, at de var cirka lige så originale som sanger Jarvis Leatherbys sorte T-shirt.