Et sandt triumftog, da Glenn Hughes spillede classic Deep Purple i Viften i Rødovre onsdag aften
Af Lars Schmidt
Koncert: Glenn Hughes performing Classic Deep Purple, Viften, onsdag 4. april 2018
Karakter: 9/10
Lige nu, mens denne anmeldelse skrives – og det er umiddelbart i kølvandet på koncerten – står klicheerne i kø. Men vi prøver at holde dem i ro. Lige bortset fra i overskriften til denne anmeldelse.
Præsentation: Glenn Hughes, 66 år, bassist og sanger i Deep Purple i 1973-76, medvirkende på de tre albums BURN, STORMBRINGER og COME TASTE THE BAND. Inden da med i Trapeze og efter Deep Purple i Hughes/Thrall, Black Sabbath, Gary Moore, Black Country Communion, Calirfornia Breed og en solokarriere, som spænder over en sørgeligt underkendt solokarriere med 14 albums.
Hughes kom med i Deep Purple både for at spille bas og for at agere andenstemme for sanger David Coverdale, da denne i 1973 afløste Ian Gillan.
Manden er 65 år gammel, og hans vokal er uden tvivl det skarpeste våben, der findes på den internationale rockscene lige nu.
Det vidste vi mange fans, der tog til Viften i Rødovre onsdag aften udmærket. Og vi blev i dén grad bekræftet i, at Glenn Hughes’ vokal har en hel unik spændvidde, et register, der spænder over uhørt mange oktaver.
Og der var så også nogle af de mange mennesker i Viften, der fandt ud af, at manden er en helt vildt bad ass-bassist. Hvad Hughes gør på bassen samtidig med, at han synger på vildeste vis, er ikke af denne jord. Ganske enkelt. Manden er en superhelt.
Koncerten i det fremragende koncertsted Viften var den første på en Glenn Hughes Performs Classic Deep Purple-turné, som kommer til at vare 18 måneder. Og sikke en turnéstart!
Alle klokker ringede samtidig. Der var de rigtige sange. Den rigtige frontfigur og sange til at synge dem. Og det helt rigtige band.
Og lige her kan vi godt vifte amok med Dannebrog. Aftenens musikalske solister – ja, hele turneens – er nemlig danske. På orgel den eminente, ydmyge og underspillede Jesper Bo Hansen (aka Jay Boe) og Hughes’ primære guitarslinger i de seneste 12 år, Søren Andersen.
Vi er mange, der kan spille Deep Purple og nyde det imens. Men denne anmelder bliver så pokkers stolt over det, som Hansen og Andersen leverer. For de skal kunne mestre kunsten ikke at stjæle billedet fra Glenn Hughes og samtidig levere musikalske ydelser af tårnhøj kvalitet.
To stk. danske ’hired guns’, som spiller… Ja, sgu: Med hjertet! Og det er lige præcis dét, som gjorde koncerten i Viften til så stor og varm en oplevelse: Fire musikere, to danske esser, en legende og så ham, vi ikke har nævnt endnu: Den 25-årige chilenske trommeslager Fernando Escobedo. En knægt, som blev opdaget i sidste øjeblik op til turnéstart. Godt nok leverede han ikke på Ian Paice-niveau (det gør ingen – ud over Brian Downey). Men den unge mand kunne gynge og groove på helt storartet vis sammen med en af de mest oversete og skammeligt underkendte rockbassister i hele verden… Ja: Glenn Hughes.
Dette lille overmenneske kan så meget. Og er i så meget kontrol. Samtidig med, at han slipper sig selv og sit stærke team tilpas fri til at levere en koncert, som er præget af én ting: Kærlighed til Deep Purple og de musikere, som oprindeligt leverede varen.
Respekt for bagkataloget og for nutiden. En nutid, hvor dagsordenen sættes af et vildt og talentfuldt energibundt på 65 år. Som selv er helt og aldeles ydmyg over for den historie, han er en del af.
De af jer, der desværre ikke var i Rødovre onsdag aften, kunne måske foranlediges til at spørge til, hvordan Hughes klarede sig i forhold til, hvordan hans bedre halvdel gjorde det i Helsingør i november 2015. Ja, vi taler David Coverdale, Whitesnake og THE PURPLE ALBUM. For de uvidende: Whitesnake lavede lavede nogenlunde samme øvelse, som Glenn Hughes gør nu. Altså, bortset fra, at man genindspillede Purple-sangene og SÅ turnerede.
Meldingen herfra lyder, at Glenn Hughes vandt med mange, mange længder. For han respekterede det musikalske udgangspunkt på loyal vis og lod bandet – og sig selv, ikke mindst – om at få numrene til at skinne. Whitesnake omarrangerede numrene. Fint nok med det. Men, kære yndlingssanger Coverdale, det var ikke nødvendigt. For sangene klarer sig fint – og det var Glenn Hughes et levende bevis på onsdag i Viften – som de er.
Koncerten i Viften bestod af kun tolv numre. Ordet ”kun” er – kun – misvisende af én grund: Der havde forvildet sig numre ind, som Hughes ikke var med til at skabe i Deep Purple: ”Smoke On The Water” og ”Highway Star”. Men gjorde det noget? Overordnet set: Nej! For hold da op for en fest, det fine band skabte med deres respektfulde måde at spille de to Deep Purple Mk II-klassikere på. ”Highway Star” sparkede gedigen røv, og Søren Andersen havde en stor og fin og dejlig fest med Glenn Hughes under det legendariske solo- og duelstykke.
Men, men, men denne ydmyge anmelder ville gerne have hørt et par andre numre fra det, som anmelderen mener er den stærke Deep Purple-æra, Deep Purple Mk. III: ”Lovechild” og ”Drifter”.
Det kan dog på ingen måde ændre på oplevelsen af den bedste rockkoncert på dansk grund i flere år.
Sætliste:
Stormbringer
Might Just Take Your Life
Sail Away
Mistreated
You Fool No One
This Time Around
Holy Man
Getting Tighter
Smoke On The Water
(Georgia On My Mind)
You Keep On Moving
Burn
Highway Star