BELL WITCH + MONARCH + BETHMOORA
Pumpehuset, Indre København
04.04.2018
Af Hesselager
Foto: Jimmi Brandt
Hvis man syntes at doom metal ikke kan blive langsom, dissonant, atmosfærisk udtrippet og kompositionelt ambitiøst nok burde man have slået et smut forbi Vesterport onsdag aften og gå ned til Pumpehuset. Da gæstede 3 af de mest ekstreme men også konceptuelt mest gennemtænkte grupper i genren nemlig Pumpehusets lille sal: Amerikanske Bell Witch, som sjældent ses på side af Atlanterhavet (sidste gang de spillede i København var tilbage i 2013), franske Monarch og Danmarks egne Bethmoora.
Bethmoora var første navn på programmet. Deres navn kommer fra Mike Mignolas kult-tegneserie om den dæmoniske superhelt Hellboy (filmatiseret af Guillermo del Toro manden bag Pans Labyrint) hvor Bethmoora er navnet på alfernes kongedømme, i den moderne tidsalder trængt under jorden og fortrængt fra historiens bevidsthed efter at have tabt et afgørende slag mod menneskeheden. Hvorfor alfernes oprørske prins Nuada i sin søgen efter hævn bliver et medlem af seriens skurkegalleri. Med andre ord repræsenterer bandet navn et område af verden omkring os, en nutidige industrielle civilisation har forsøgt at fortrænge væk fra menneskehedens virkeligheds-sfære men på et eller andet tidspunkt vil slå tilbage imod os. Da Bethmoora gik på scenen i minimal belysning, havde 2 af gruppens 4 medlemmer – som med deres trucker-kasketter og skæg alle lignede deltagere til et træf for lastbilschauffører – T-shirts på af den amerikanske powertrio Primitive Man kendt for deres mesterlige krydsning mellem de mindst letfordøjelige hjørner af black/doom metal, grindcore og industrial.
En arv fra PM kunne netop også høres i Bethmooras egen musikstil: Rygraden i deres lyd er langsomme, dissonante riffs forankret af dybt vibrerende bas-frekvenser og en trommeslager som brugte alle sit sæts dele til at langsomt opbygge spænding mellem hver eneste tone så man nøje lagde mærke til hvert temposkift og ventede på hver ny akkord. De havde godt nok ikke helt samme massive lydmurs-effekt som Primitive Man da jeg så dem live sidste år, men Bethmoora opvejede det med at de to guitarister brugte et varieret arsenal af lydeffekter til at skabe en mere spacy og trippet fornemmelse i lydbilledet. Sangene undgik også den monotoni, der kendetegner megen moderne sludge, ved at gå over i nogle mere traditionelt melodiske death/doom-passager og hurtigere punkede riffs der sparsomt anvendte henholdvis konventionelle melodier og mere groovy rocket fornemmelse som kontrast til al den nådesløse dissonans og amelodiske ukomfortable lydlandskaber. Et musikalsk indtryk, der gav lytterne de rette indtryk af glemte underjordiske civilisationer og kosmisk rædsel. Noget mere variation kom også fra at vokalerne skiftede mellem høje skrig og dybe death growls, samt trommeslagerens sans for at varierer rytmerne og opbygge spænding til hvert temposkift. Af og til syntes jeg at nogle af passagerne i deres sange enten trak lidt langt ud eller ikke blev udforsket helt så meget som de kunne. Sætlisten var også noget kort, fordi de er et nyt band uden så meget skreven materiale. Jeg forudsiger dog, at om et par år vil Bethmoora være gået hen og blevet et relativt stort navn i europæisk doom. (en slags skandinavisk pendant til Primitive Man måske?)
Næste navn på programmet var Monarch, der kommer fra den franske havnelandsby Bayonne i Aquitaine kendt for sin omhyggeligt bevarede middelalder-arkitektur. Monarchs signaturstil filtrerer det mest torturerede, abstrakte og hypnotisk trance-inducerede hjørne af doom metal (jfr Burning Witch, Corrupted, Khanate) gennem Frankrigs tradition for beskidt og dekadent men samtidig romantisk og storslået black metal som går tilbage til 90’ernes hemmelighedsfulde Lés Legions Noires-sekt. (Belketre, Mütiilation, Vlad Tepes etc) Monarch deler jo trommeslager med Sordide, en gruppe i netop den musikstil. De gik på scenen under dæmpet rød belysning, der gav en vis sygelig fortryllet stemme – som blodig tåge. Deres sangerinde ogorganist Émilie Bresson tændte røgelsespinde og stearinlys på sin elektronik-pult, der var dekoreret med et sort alterklæde som viste tre omvendte kors, før summende lavfrekvens-basgange begyndte at pulsere ud over Pumpehusets lille sal og der blev tændt for røgmaskinen. Bresson indledte Monarchs sætliste med en messende bøn til mørkets og ødelæggelsens kræfter. Stemningen var sat til den franske symbolist-forfatter Joris-Karl Huysmans’ bøger om djævledyrkeri i 1800-tallets Frankrig, der også har inspireret finske Beherits sangtekster. Et tæppe af overnaturlig mørke både metafysisk, audielt og visuelt sænkede sig over salen.
Da guitarerne så sparkede ind, viste Monarch en intensitet som sjældent høres i bands der spiller i samme tempo som kontinenternes erosion – har aldrig før set så meget headbanging til så langsom musik. De to guitarister i Monarch formede deres riffs efter en kantet, takket dissonans typisk for fransk black metal og en elegant melankolsk melodisk sensibilitet til dem som igen er mere typisk for black end doom. Hvilket perfekt ledte stemningen hen til Atlanterhavets rasende naturkræfter og mørke uigennemsigtige overflade. Ekstra dybde kom fra trommeslagerens fornemmelse for søsygt valsende folke-rytmer, der skabte en tilpas maritim og naturalistisk stemning i sin sans for bevægelse, samt lange passager hvor Émilie Bresson overtog på orgel og rene vokaler, der fuldendte indtrykket af en højmesse til lovprisning af universets højere kræfter i både deres skabende og udslettende aspekt.
Sidste gang jeg så Monarch, var det tilbage i 2011 som opvarmning for Altar of Plagues (et irsk orkester et sted i gråzonen mellem black metals mere ambient-orienterede hjørne og post-rocks tungere ende) hvor jeg ikke rigtig helt forstod dem. Enten var jeg bare ikke så vant med doom metals ekstreme hjørner da, eller også har Monarch forbedret sig siden. Måske hjalp det at de andre grupper, de spillede sammen med denne gang, passede mere sammen med deres egen stil? Hvis jeg skulle finde en hage i Monarchs sæt var det nok, at det nogen gange var lidt svært at høre begge guitarister og de nogle gange kom ude af takt med hinanden – men det er nok svært at undgå med så lange kompositioner. Monarchs stil er heller ikke nær så afhænging af teknisk præcision som Bethmooras eller Bell Witchs.
Aftenens hovedattraktion var Bell Witch, en bas/tromme-duo fra Seattle, Washington, USA. Nordvest-staterne er gået hen og blevet USA’s doom-mekka i de seneste år. Måske skyldes det, at de langt er de koldeste og vådeste områder i Staterne (jfr at Yorkshire er Storbritanniens death/doom-epicenter med Anathema, Paradise Lost og Solstice alle kommende derfra) men samtidig har enorme urørte skovområder og bjergkæder som inspirerer til majestætiske men dystre visioner. (det er også et af USA’s hotspots for iagttagelser af ufoer og den afskyelige snemand) Sludge-pionerer som Burning Witch, Earth, The Melvins og Thorr’s Hammer er jo også fra Washington mens i Oregon ved siden af har vi fx Aldebaran, The Body, Hell (US), Usnea og YOB.
Bell Witch befinder sig indenfor den såkaldte funeral doom-undergenre, dvs death/doom kogt ned til ekstremt langsom og minimalistisk riffing spredt over lange ambitiøse sange som opbygger atmosfæriske lydlandskaber der langsomt udvikler sig over neo-klassiske kompositioners. BW er så et ekstremt band selv efter funeral doom-standarder: Alle deres plader er konceptalbums, hvis sangskrivnings følger matematiske mønstre fra idéer indenfor middelalderlig hermetisk alkymi – samme okkulte disciplin som både vestlig esotericisme og moderne videnskab udviklede sig fra tilbage i Renæssnacen. Hvorfor de skal høres fra start til slut uden afbrydelser eller distraktion. Fx bestod 2015s Four Phantoms af 4 sange – én for hver af alkymiens 4 elementer jord, vand, luft, ild. Onsdag aften bestod sætlisten af hele det enkelte 1½ time lange nummer, der udgør deres sidste album Mirror Reaper: En meditation over idéen om makro-kosmos og mikro-kosmos, dvs at hver eneste lille detalje i universet reflekterer den store helhed og hver forandring i universets tilstand påvirker resten af universet på det mest grundlæggende niveau. Herfra det udbredte mantra i vestlig esotericisme ”As Above, So Below”.
I modsætning til al den scene-teatrik og blodrøde skær, Monarch benyttede sig af, spillede Bell Witch i blå og lilla konventionel belysning og lod musikken tale for sig selv. Og så gik de ud på en langsomt udfoldende, men glorværdigt perspektiv-udvidende rejse fra universets største vidder mellem stjernehimlen ned på kvantefysisk plan mellem atomerne. Deres bassist anvendte sin seks-strengede bas og et stort arsenal af effekt-pedaler til at tilføje en masse lag lydteksturer og melodiske twists til de aller-enkleste doom-riffs, der blev spillet så langsomt at man nøje ventede på den næste akkord. Et aspekt af Bell Witchs lyd, der virkelig stod frem live var hvordan de fik meget ud af at hvert eneste riff og hver rytme udvikler sig i en meget
anderledes retning end de bliver sat op til og tager totalt uventede drejninger. Det samme gjaldt, da de gik over i Mirror Reapers stille passager som tager inspiration fra Earths senere underligt folkede post-rock plader (eg Hex, or Printing in the Infernal Method) og lagde stemningen hen til store uberørte jordiske natur-områder snarere end universets yderste fjerne galakser. Endnu mere dybde i lydbillede kom fra, hvordan Dylan Desmond anvendte alle de effekter til at give al bas-spillet et skiftende skær af ekko-støj der føltes som alle de energier, magnetiske felter som holder universet sammen vibrerede gennem hans spil. For ikke at nævne, hvor snildt skiftet mellem Dylan Desmonds rene vokaler og trommeslager Jesse Schreibmans dybe growls fik dynamikken mellem tordnende death/doom og til at glide ned nemmere.
De tre grupper på programmet var ikke for alle overhovedet – det er ikke tit at man kan sige at Bethmoora er det mest lettilgængelige band på et koncertprogram de spiller på – men alligevel var der en pæn skare dukket op for at være vidne til nogle af de musikere, der gør mest for at afprøve genrens grænser. Der var nogle ting ved det tekniske, der kunne være bedre til Monarch, og Bethmoora opfatter jeg endnu ikke som ved deres fulde potentiale så tidligt i deres karriere. Alligevel var både Monarch og Bell Witchs optræden blandt de mest imponerende, jeg har set dette år indtil videre.
