De polske prog-kometer Riverside gæstede torsdag d. 28. marts Viften i Rødovre, med en koncert der nemt viste at den mørke og indestængte musik sagtens kan blive til en fest.
RIVERSIDE
Viften, Rødovre
28.03.19
Tekst: Lennart Bach
Foto: Kasper Pasinski
Efter en lastbil var punkteret og havde spildt en sjat sennepsgas på de fynske motorveje, måtte jeg droppe den kollektive transport fra Odense til København og samtidig blive forsinket til aftenens koncert på Viften i Rødovre. Så efter tre timers kø, kunne jeg nu bide i det dyre æble og tage bilen over broen for at indfinde mig på spillestedet i den københavnske bydel. Det var svært ikke at være i umådeligt dårligt humør, da jeg ankom. Det skulle nu hurtigt vise sig at forsvinde igen!
Hollandsk neo-prog
Opvarmningen bestod af hollandske Lesoir, der har fulgt hovednavnet på hele den igangværende tour. Bandet, som består af en guitarist, trommeslager, bassist og en sangerinde. Samt endnu en sangerinde, der også beherskede både guitar og keyboards. Lesoirs lyd er trukket direkte ud af den, på de kanter, ganske afholdte neo-progressive genre, man ofte støder på omkring Tillburg. De neo-progressive tendenser i musikken læner sig kraftigt op ad niche-genrens helt store medspillere som Marillion, Arena, IQ, Anathema og nyere bands som The Pineapple Thief.
Med Maartje Messen i front var bandet allerede godt igang da jeg ankom til Viften og det skulle lynhurtigt vise sig at Maartje er en henrivende sanger, der, godt hjulpet på vej af korsanger mm. Eleen Bartholomeus og en solid rytmesektion, der lagde et konstant vuggende groove, mestrede både en klokkeklar vokal og en tværfløjte. Med denne dryssede hun ofte det der melankolske og bløde krydderi hen over bandets fortræffelige numre, der netop kendetegner den neo-progressive musik fra midten af 00’erne. Sættet bestod primært af numre hentet fra bandets seneste udspil, sidste års Lattitude. På trods af en længere tour, var der under ingen omstændigheder noget tour-træthed at spore i bandets optræden, der både bød på indadvendte og minimalistiske soundscapes, til heftige dueller mellem Martjes fortræffelige stemme og guitarist, Ingo Dassens, krøllede guitariffs. Det kan ikke nægtes at Lesoir var en positiv overraskelse.
Når mørket sendes i skammekrogen
Der var heller ingen tour-træthed at spore hos Riverside og selvom ansigtet var lagt i de rette folder og scenen henlagt i mørke, måtte forsanger og bassist, Mariusz Duda, alligevel helt droppe de ellers så sammenbidte tænder i introen til koncertens første sang, “Acid Rain,” fra sidste års Wasteland. Gensynsglæden var hurtig at fornemme blandt publikum og det var svært for bandet ikke at lade sig rive med. Et stort smil bredte sig hurtigt på Mariuszs ansigt og han smilede sig igennem den ellers gravalvorlige apokalypse-hymne: “Living a distorted day. Distorted life. In an uncertain place without the sun. Where are we now?” lød knapt så håbløst som på plade, og publikum stemte hurtigt i på sangens åh-åh kor, mens smilet blot blev bredere på bandets sanger og de øvrige musikere på scenen. Herefter fulgte “Vale of Tears,” der også høstede publikums begejstring, der taktfast hamrede hænderne sammen over hovederne og skrålede med på sangens bløde omkvæd.
Masser af nærvær
Den stadigt smilende Mariusz takkede herefter publikum for den venlige modtagelse, og fortsatte: “Nogle vil kalde os prog, mens andre vil kalde os et metalband. I virkeligheden synes vi slet ikke vi passer ind i nogle af de kategorier. Vi er også en hel masse andet end netop det,” inden bandet startede “Reality Dream I.” Et kort break: “Vi vil helst ikke bare lyde som Genesis,” griner Mariusz atter og publikum bifalder, sammen med første del af “Reality Dream I.” Det paradoksale ved netop denne udtalelse er at det er almindeligt kendt, at idéen om Riverside opstod da bandets trommeslager, Piotr Kozieradzki og, nu afdøde guitarist, Piotr Grudziński sad og lyttede til Marillion og blev enige om at lave et egentligt band. Frem for de projekter de havde været en del af gennem tiden. For netop inspirationen fra de lange, smukke og atmosfæriske guitarflader som dominerer lyden i “Reality Dream I” og generelt bandets første plade Out of Myself er netop af lyden af Marillion i midten af 90’erne. Det gør ikke noget. Med tiden har Riverside udviklet deres egen lyd der fra, og er nu vokset til at være en del af den moderne prog-scenes absolutte elite. Det var også tydeligt at se på de knapt 350 publikummer, som havde valgt at indløse billet denne aften. Der blev sunget med, klappet, danset og nikket i takt til musikken. Selvom lyden godt kunne have været bedre, og blev skæmmet lidt af de rungende trommer som ofte kom til at dominere lydbilledet.
Lad os bare have det sjovt sammen
“Der er to slags publikummer til vores koncerter,” fortæller Mariusz atter fra scenen: “Dem der står med armene over kors og lytter til musikken, uden at bevæge sig. Måske de nikker lidt med. Og så er der dem der holder en fest og danser med armene over hovedet. Heroppe er vi alle sammen over 50, bortset fra ham dér,” griner forsangeren og peger over mod bandets keyboardspiller, Michał Łapaj: “Han er kun 47. Lad os give lidt slip på al den seriøsitet og bare have det sjovt sammen.” Herefter følger “Out of Myself,” også fra bandets debut, hvilket fik løst op i de fleste, korslagte arme. Det er tydeligt at det er bandets tidligere, og langt mere proggede materiale, der høster den største anerkendelse hos publikum. Særligt da “Second Life Syndrome,” fra pladen af samme navn, åbner med den karakteristiske guitarintro er begejstringen stor hos publikum. Det er svært ikke at blive betaget af Mariuszs imponerende bassspil, mens hans synger verset til sangen. En enkelt fyr i en af de forreste rækker, der nok havde fået lidt for mange øl, og trods mange ihærdige forsøg lykkedes det ham ikke at klappe i takt til musikken en eneste gang. Heller ikke i de stille og atmosfæriske keyboardflader. Desværre var det ikke hele “Second Life Syndrome,” der var blevet plads til i aftenens sæt, hvilket var lidt ærgerligt.
Fra det ene til det andet
“Der findes også to slags prog-bands, vil jeg mene,” fortæller forsangeren atter: “Dem der spiller sådan noget her,” og lader fingrene glide ned af sin guitar og publikum griner da også af hans lidt drillende kommentar om genrens mere tekniske bands, hvor der er langt mere fokus på netop teknikken. “Men så er der også dem der bare spiller gode sange, der også kan et eller andet.” Her viser Riverside at de nemt bevæger sig fra den tekniske og udfordrende musik, til den mere let tilgængelige slags. Bandets forsanger har her skiftet bassen ud med en akustisk guitar og den mere simple “Guardian Angel” trækker publikum lidt mere ned på jorden, til endnu en gang syg-med. “Tell me now. What is right, what is wrong?” Synger Mariusz med blikket rettet stift mod publikum og den ellers så festlige mine har fået en lidt anderledes og mere alvorlig karakter. Et karakteristisk træk ved Riverside er den mørke og melankolske stemning, der gennemsyrer musikken og tekstuniverset der afsøger menneskets mere fortvivlede, indestængte og håbløse afkroge. Denne aften viser dog en langt mere optimistisk og positiv tilgang ind i den ellers så dystre verden Riverside oftest bevæger sig i. Et af aftenens største højdepunkter er endnu et greb tilbage i den nu 15 år gamle Out of Myself, som Mariusz introducerer som et af bandets ældre sange, en mere alvorlig sag og skulle man være i besiddelse af nogle indestængte frustrationer, er man velkommen til at stemme i og hjælpe i sangens afgørende skrig, lyder opfordringen fra scenen. Den mørke ballade, som “Loose Heart” er, er også noget af det ypperste Riverside har skrevet. Det er også her at bandets keyboardspiller, den altid glade Michał Łapaj for alvor viser hans færdigheder på alle hans keyboards. Dém har han godt nok gjort sig umage med at øvet sig på og i løbet af koncerten, drejer, skruer og trykker han på samtlige knapper og angriber sin medbragte theramin flere gange. Uden at det på noget tidspunkt kommer til at fremstå som prætentiøst skala-ridt, ligger han konstant på grænsen til et højdepunkt. Men klimaks kommer ufortrødent i “Loose Heart,” der går direkte i hjertekulen på selv den mest bistre blandt publikum. Sangen eksploderer til sidst i det fortvivlede skrig, som Mariusz udgyder over det nærmest transcendentale publikum, hvor flere stemmer i og lader det dér, som kan være svært at tale om, forløse sig. “Raise me up, don’t let me fall. Raise me up!”
Fremadskuende
I titelnummeret fra bandets seneste udspil, der også er titlen på den nærværende tour, lader bandet introen trække lidt ud og som det hele gik hen og, vanligt i Riversides univers, blev vældig alvorligt, fletter bandets tour-guitarist, Maciej Meller, lidt af temaet fra The Good, The Band and The Ugly ind i det western-inspirerede tema. Det tvinger næsten Michał og Mariusz i knæ af grin, og vi er tilbage i den festlige og glade stemning igen. Som ekstranummer spiller Riverside “02 Panic Room” og “River Down Below,” hvor de, på sidstnævnte, får selskab af en af bandets roadies på bass. Inden bandet modtager højlydte og lange klapsalver fra et publikum der i dén grad har fået hvad de var kommet for.
Som en unægtelig vigtig faktor i bandets udvikling er det tragiske og meget pludselige tab af bandstifter og guitarist, Piotr Grudzińsk. Et tab der sendte dønninger gennem prog-verdenen og umiddelbart stillede spørgsmålet, om det nu var Riversides endeligt. Kort tid efter udkom Eye of the Soundscape, der samler nogle af de sidste brudstykker af Piotr Grudzińsks musik og flettes ind i et uhyggeligt og dystert lydbillede. Efterfølgende grundede bandet over det samme spørgsmål, og valgte da at tage på touren Towards the Blue Horizon. Her indledte bandet koncerten i Lille Vega i 2017, med at takke publikum for deres støtte og forklarede at de bla. brugte denne tour til at finde sig selv, hvilket retning bandet evt. kunne tage og om de i det hele taget skulle fortsætte som Riverside eller noget andet. Den trofaste støtte fra bandets fans ved koncerterne, overbeviste medlemmerne om at Riverside kunne finde en vej ud af mørket. Og netop denne aften, på Viften i Rødovre, vidnede om at i bandets ellers mørke univers er der masser af lys og håb forude. Den ødemark og sorgproces bandet har befundet sig i, er blevet til et af 2018’s stærkeste progudgivelser og viser at Riverside fortsat har meget på hjerte. De ældre numre er nu blevet omarrangeret og tilpasset i live-regi, således bandets tour-guitarist også kommer til sin ret. Uden at skulle fylde de store sko ud, fra Piotr Grudzińsk og blot forsøge at kopiere hans stil. Det er forfriskende og en anerkendelse af at bandets lyd også er fremadskuende. Ligeledes fylder den eminente Michał mere og mere i lydbilledet og, på scenen, er hans spilleglæde et mindre show i sig selv med hans lille, lyserøde figur der hele tiden danser med. Fastspændt til det brede Korch keyboard. Som backingvokal lægger Michał en perfekt tyngde ind i sangstrukturen, der kun lige giver den modvægt til Mariousz, som komplimenterer hans stemme uden at spille op eller udfordre den. Bag bandets tre andre musikere, lægger trommeslager, Piotr Kozieradzki, en solid bund. Han er en fantastisk musiker, der forstår at dét at spille trommer handler om mere end bare at slå på dem for at holde en rytme. Han spiller, så at sige, på dem. Således de, foruden at skabe en rytmisk struktur, også lægger sig op ad og imod melodierne i musikken. Den tekniske kunnen er særegen, men også underspillet og hele tiden en del af det samlede lydbillede.
Interessen for prog er stødt stigende
Efter denne aften i Rødovre kan der forhåbentlig ikke gå lang tid før Riverside vender tilbage til landet. Sidst bandet spillede her var i 2017, hvor det nærmest var et par danske fans der fik et af de københavnske spillesteder overtalt til at tage chancen med Riverside på plakaten og bandets første koncert nogensinde i Danmark. En bedrift der nok også overraskede det polske prog-band. Det er oftest misforstået at prog-musikken, i Danmark, er ganske snæver og har en begrænset scene. Hvilket kan have gjort de danske bookere tilbageholdende over for at tage chancer, med den genre. Men de senere år har interessen vist sig positiv blandt koncertgængerne, der gerne krydser broer og vande for at nå frem til koncerterne. Hertil skal der bestemt rettes en særlig opmærksomhed mod KPM Concerts, der netop har gjort det til deres metiér at hente bands som Riverside, The Neal Morse Band og IQ til landet. Bands der sjældent, eller aldrig, har betrådt de danske spillesteder. Mere af det, tak!
