OPETH + VOIVOD @ Den Grå Hal, Kbh.
Torsdag d. 10.11.2022
Tekst og fotos: Kristian P. Mølgaard
**
Det er måske lidt som at sætte Dracula til at passe blodbanken, at sætte undertegnede til at anmelde en koncert med Opeth. Taget i betragtning af, at min søn og jeg stiftede fanklubben for 3 år siden og har været til utallige koncerter med svenskerne, så er det noget af en satsning.
Ikke desto mindre, så kunne jeg jo også tage de kritiske briller på, så det prøver jeg.
**
Det var en fugtig aften (vejrmæssigt), da vi troppede op til køen ved Den Grå Hal. Det lod til at vi alligevel ikke var i så god tid som vi håbede. Forreste række var vist allerede taget, hvis man kiggede efter køens længde, selvom vi kun var 20 m. fra indgangen.
Vi havde medbragt en del flyers til Opeths merch-stand, som vi havde aftalt med bandet og deres management, så vi fik et kig ind, da de skulle afleveres, men fandt vores vej tilbage til, køen.
Den Grå Hal er ikke synderlig hyggelig, men funktionel – det oser af gamle dage og det er egentlig meget fedt, at den gamle ridehal fra 1891 er omdrejningspunktet for så kulturelt meget nu.
Og, som en stor overraskelse, så blev der solgt Hancock-øl! Den smagte af Rømø og slut-firser fra første slurk! Tak for at tilbyde gæsterne andet end det sædvanlige – ydermere er personalet i Den Grå Hal ikke bare top-professionelle, men venlige og hjælpsomme. Tak for det!
Voivod gik på præcist kl. 19.30 og de næste 3 kvarter var en tour-de-force gennem deres lange karriere. De spillede veloplagte og energiske og det var tydeligt at de nød det. For mig var det svært at leve sig meget ind i, da man nok skal kende bagkataloget lidt, for at få alle ting frem i musikken. Lyden var nemlig ikke den bedste. Men stemningen var i top ved både band og publikum.
OPETH
Hovednavnet trådte under den spooky intro ind på scenen præcis kl. 20.45. Min datter havde inden koncerten ønsket at de spillede ”Ghost of Perdition”, og præcis dette geniale nummer lagde de hårdt ud med. Lyden var efterhånden tilpasset hallen og der var intet at beklage sig over. Og sørme om de ikke bagefter gik over i ”Demon Of The Fall”.
Denne tour skulle jo have fundet sted for 2 år siden, da det var deres længe ventede jubilæums-tour, så aftenen bød på numre fra hvert eneste album, som Åkerfeldt også fortalte.
Vi fik sangen min søn havde håbet på, nemlig den geniale ”The Moor” fra mesterværket ”Still Life”. ”Windowpane” blev serveret med perfekt elegance, men den største overraskelse, som vakte jubel blandt de fremmødte, var nok live-premieren på ”Black Rose Immortal” fra deres 2. album, ”Morningsrise” – det var en kraftpræstation af de vilde og helt igennem skønt at opleve det næsten 20 min. lange nummer. Som Åkerfeldt sagde inden, så havde de øvet og øvet (”You choose it, fuck you very much!”), og man måtte bære over hvis der kom nogle fejl undervejs. Det ved jeg
ikke om der gjorde, for det var en magisk oplevelse, så jeg lagde ikke mærke til andet end musikken.
Åkerfeldt var i total balance og var tydeligvis en glad mand, på denne første aften på deres nye tour. De forrige datoer, som de spillede for et par måneder siden, var slutningen af ”In Cauda Venenom”-touren, hvor han gik på scenen med skjorte og hat. Det outfit var udskiftet med cool sort tøj og ægte, stilfuld metal-look. Hele bandet virkede i det hele taget på toppen og da jeg talte med Joakim ugen inden koncerten, kunne han fortælle, at de havde øvet som gale op til touren. Han ville dog ikke afsløre noget fra setlisten, hvilket er fint nok. Det hele var en overraskelse. Det hele var så lækkert som marcipanbrød en lørdag aften. En setliste lavet af fans, der kunne stemme på numre der skulle spilles.
Det var en tour, hvor deres nye trommeslager Waltteri Väyrynen skulle bevise sit værd, som erstatning for Axe, og det blev efter få slag hurtigt klart, at den mand passer perfekt ind i Opeth. Tilmed er han en fornøjelse at iagttage, mens han spiller på sit Pearl-sæt med Sabian-bækkener til. Han smiler konstant og ser ud til at være i sit rette element, med det garvede band, hvor enkelte medlemmer (kan jeg nok sige uden at fornærme nogen hverken Joakim, Martin, Mikael eller Fredrik), kunne være hans far. Han mindede mig om Dave Murray fra Iron Maiden, som også serverer solo’er med et stort smil. Waltteri, velkommen i Opeth – det var klasse!!
Aftenen var i det hele taget en total magtdemonstration af hvad Opeth står for – vi fik noget nyere, noget ældre og det hele gik op i en højere enhed med ”Allting Tar Slut”, hvor Fredrik atter kunne bevise, hvor fremragende han synger. Jeg følte bogstavelig talt gåsehud på størrelse med so-patter ned ad nakken.
Ekstra numre? Joda, ”Blackwater Park” og selvfølgelig også ”Deliverance”, som Åkerfeldt kunne fortælle de er glade for blev valgt, da de kan den til hudløshed. Det nummer er sådan set også en perfekt afslutning på en perfekt Opeth-koncert -som skabt til at være afslutningsnummer.
Selvfølgelig kunne jeg have ønsket mig (hvilket jeg også gjorde) både ”Baying of the Hounds” og ”Face Of Melinda”, men man kan sgu’tte både få i pose og i sæk, så det må blive en anden gang.
Opeth – der er en årsag til jeg synes i er verdens fedeste band. Og som Åkerfeldt spørgende og smilende sagde til mig, da de mødtes med dem bagefter: ”Approved?” – jeg kunne ikke gøre andet end at vende tommeltotten i vejret.
Bagefter var der folk der sagde, at det var den bedste Opeth-koncert de nogensinde havde oplevet – det var i topklasse!!!!
Tack so mycket!!!!!
10/10
Setlisten:
Ghost Of perdition
Demon Of The Fall
Eternal Rains will come
The Moor
Under the Weeping Moon
Windowpane
The Devil’s Orchard
Black Rose Immortal (live-premiere)
Burden
Sourceress
Allting Tar Slut
Encore:
Blackwater Park
Deliverance
(Bonus: vil man vide mere og supporte band + fanklub, så meld dig dog ind i Opeth FC via www.opeth-fc.dk eller pr. mail til kristian@opeth-fc.dk)