URIAH HEEP @ DOCKEN, KØBENHAVN
04.12.2022
Tekst: Ole “Alvor” Bach / Fotos: John-son
Første gang i de hellige haller på Docken, men absolut ikke første gang med Uriah Heep som jeg har set en del gange og altid klasse. Denne gang var det så deres 50-års jubilæums tour og de aldrende herrer Box, Lanzon, Shaw, Gilbrook og Rimmer leverede varen som i deres ungdoms vår, men dog med et bitte bump på vejen.
Koncerten blev indledt med at på bagtæppet dukkede der navne som Def Leppard, Deep Purple, Steve Harris, Biff Byford, Alice Cooper, Brian May og Scott Gorham plus en del andre op og ønskede tillykke med de mange år på banen. Ret fedt at se de mange navne dukke op og så blev det hele sat i gang med en akustisk afdeling der blev startet op med ”Circus” og flere fede numre som ”Free Me” som Heep udførte med stor elegance.
Og så kommer det lille bump – det blev lidt langtrukkent med ”aaaaaaahhhhh aaaaaaahhhhh” i koret nærmest lidt legestue og lilla ble, men efter ca 40 min gik bandet af og på det hvide bagtæppe gled en masse fotos fra deres karriere hen over tæppet og ret underholdende at alle diverse medlemmer som har været med i bandet. Og så ventede vi bare på noget mere el i hegnet og stikkene sat i instrumenterne – og tak for en kop mørk øl, der var fuld knald på.
Meget højt – og elsker det tryk der var på med ”Against The Odds” og det svingede som ind i helvede og da ”Between Two Worlds” blev banket af var jeg nærmest i koma – uha uha det var alvor. Det man også kunne se og høre at Heep var fuld af spilleglæde og deres måde at få det ud over scenekanten var helt kanon. Især sangeren Bernie Shaw er noget af en showman og et livsstykke fuld af varme, fis og ballade med god kontakt til publikum.
Bernie gav den gas med det siddende publikum da hallen var delt op med et hegn, og det publikum som sad blev spurgt om de havde deres banko plader med og de skulle råbe op når der var fuld plade, og folk jublede. Uriah Heep viste deres kunnen på numre som ”Steelin” og på ”Too Scared To Run” som blev blæst af for fuld hammer, helt utroligt godt håndværk hvor bossen Mick Box viste hans kunnen på de seks strenge – helt vildt. Det som også faldt godt i mine aldrende ører var deres vokal harmonier på ”What Kind Of God” total gåsehud og meget smukt udført.
Det kørte så over i ”Rainbow Demon” som kørte stille og roligt med en solid tung bund hvor Gilbrook på trommer og Rimmer på bas viste hvor skabet skulle stå. Sådan! Som rosinen i pølseenden blev ”Sunrise” og selvfølgelig ”Easy Livin” trykket af så man nærmest lå vandret hen af betongulvet. Kort og godt en fremragende oplevelse – og mon ikke jeg dukker op når de igen lægger et besøg i Danmark.
