Anmeldelse: THE OCEAN @ Radar, Aarhus – 20.01.2023

KONCERTANMELDELSE:

THE OCEAN @ Radar, Aarhus

  1. januar 2023

Tekst og fotos: Kasper Kudsk

Tyske The Ocean brillerede på deres ’fridag’ i Aarhus

Han bankede på brystet flere gange, pegede ud på publikum og nikkede taknemmeligt for opbakningen. Selvom fredagens optræden på Radar i Aarhus bare var et afbræk fra en længere turne med det australske band Karnivool, så var det ikke en hvilken som helst aften for guitarist Robin Staps og hans musikalske kollektiv, The Ocean.

Et band, der gennem de seneste 22 år har sat barren for hvor langt en gruppe kan udvikle sit musikalske udtryk uden at miste sin egen identitet. The Ocean har formået at tage sin musik fra at være en tung og voldsom bølge af skramlende lyd til i dag at være et band, som ikke sætter nogen grænser for sig selv. Alt tages indenbords, fordøjes og får lov til at inspirere tyskernes musik, som i de senere år er blevet mere og mere progressiv og forfinet i sit udtryk.

Det er var ikke helt uden grund, at Staps løjtnant, David Ramis Åhfeldt, var iført en t-shirt 70er prog bandet Yes på aftenen. Et glimrende billede på den sti, som The Ocean har fulgt over de seneste par plader, hvor spændvidden i deres musik har udviklet sig stødt uden at miste sit fokus og fravige fra bandets fundament i metalmusikken.

De små musikalske rejser, som gang på gang tager lytteren til nye steder eller giver historie og biologi undervisning på øverste niveau i deres tekstunivers.

Det har kunne høres på gruppens to seneste udspil ’Phanerozoic 1: Palaeozoic’ og ’Phanerozoic 2: Mesozoic: Cenozoic’ fra henholdsvis 2018 og 2020.

Sidstnævnte udgjorde den første del af fredagens koncert på Radar. En optræden, der var endnu et glimrende eksempel på gruppens diversitet. Et sæt, der viste de mere rolige og atmosfæriske sider af kollektivet, men også viste hvordan de kan slå fra sig, når nummeret bygges op og til sidst rammer sit klimaks og skaber begejstring.

Det fornemmede man også blandt den fremmødte skare på spillestedet i Aarhus. Med koncentrerede blikke, nikkende hoveder og begejstrede tilråb, var de med fra begyndelsen til enden. Der var ingen småsnak i krogene eller andre forstyrrende elementer. Alt fokus var rettet mod bandet, som gjorde sit for at give tilbage til gæsterne og leverede en præstation, som var meget mere end en fridag fra deres normale turne.

Der var spilleglæde, dedikation og et glimt i øjet på de seks medlemmer af gruppen, som på trods af den lille scene ikke væltede over hinandens fødder, men gav plads til hinanden. Nøjagtigt som i The Oceans kompositioner. En evne, der ikke bare gør dem unikke på vinyl, men også kom til udtryk fra scenekanten. Musikken væltede ud over de fremmødte som en bølge, der ikke kunne stoppes.

Derfor kom den også rullende med flere ekstra numre til koncertgængerne, som red med på det hele og kunne gå fra Radar med samme glæde og begejstring i kroppen, som den de seks musikere havde, da de sagde tak for i aften efter halvanden times magtpræstation.

The Ocean er ener på den progressive musikscene og ikke mindst et formidabel liveband.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *