Koncertanmeldelse: THE BLACK ANGELS + BLACK MARKET KARMA @ Vega, Kbh – 15.02.23
Tekst: Carsten Meedom / Fotos: Jimmi Brandt
De Sorte Engle er en svær størrelse at blive klog på. De har på deres seks albums udvist en formidabel evne til at komponere og eksekvere fuldfed psychrock, når det er bedst, ingen tvivl om det. Og de gange jeg har oplevet dem live har det hver gang været med forhåbningen om, at de ville forløse numrene med lige dele kvalitet i eksekveringen og det ekstra vildskab, der ligger og ulmer under overfladen på mange af deres numre. Men hver gang bliver jeg en smule skuffet over bandets nærmest introverte performance, der aldrig rigtig slipper tøjlerne. Det gjorde de ikke sidst i Den Grå Hal sidst, og de gjorde det heller ikke denne gang i Vega, selvom salen var fyldt og folk stod forventningsfuldt og ventede på Alex Maas & Co. Men først skulle vi præsenteres for Black Market Karma, som bestod af noget så eksotisk som tre guitarister, bas og trommer! Der var lagt i kakkelovnen til noget stort. Måske et indledningsvist støjinferno? Det ville da være fedt at starte koncerten med!
BLACK MARKET KARMA
Black Market Karma er en London-baseret kvartet, som kombinerer en fuzzy psychrock med melodiøse stemninger, der momentvist gav glimt af Beatles og Kinks. Især bassisten lignede et stilikon fra 60’erne med sin hvide rullekravesweater og bassen bøffet godt op i armhulen. Som numrene skred frem, blev det tydeligt, at bandet ikke søger mod de kantede stemninger i musikken, snarere tværtimod. Det hele lød ganske hyggeligt og en os af velvære og afslappet tilbagelænethed bredte sig i salen som et tungt tæppe. På et tidspunkt gik det op for mig, at bassen rent faktisk overdøvede de tre guitarer, som kørte nogle halvåbne akkorder uden andet end det karakteristiske fuzz og semi akustisk tingeltangel.
Det unge band er helt sikkert fortrolige med deres materiale, og til sidst blev der åbnet lidt op for lyden, uden at det på noget tidspunkt blev hverken farligt eller egentlig interessant. Og heller ikke Alex Maas med på vokal på deres sidste nummer kunne løfte stemningen op til andet end en omgang hyggelig kuriositet. Men jeg er sikker på, at de ville gøre det godt på et mindre spillested som Loppen. Så giv dem en chance, hvis du falder over dem og er til det cozy, tresserinspirerede fuzzrock.
THE BLACK ANGELS
Spiller gedigen psychrock med ansatser til masser af kant og muskelkraft i deres komplekse syrede univers. Og den første håndfuld numre fra deres seneste album Wilderness of Mirrors fra sidste år viste meget godt spændvidden i deres musik. På skuldrene af The Doors og Velvet Underground tager Black Angels os med ud på en videre færd i det intergalaktiske univers, hvor tressernes syrerock fusioneres med en nutidig stonerrock, hvor de genopliver og genbruger elementer fra en rock, der har mere end 50 år på bagen.
Men det var først med numrene fra debutalbummet Passover fra 2006 at konturerne stod tydeligst og blev mest overbevisende. I hovedsættet fik vi fra det album ”Manipulation”, ”The Prodigal Sun” og ”Black Grease”. Og i sidste sæt satte ”Bloodhounds on my Trail” og især ”Young Men Dead” tingene på plads. Indimellem kom der besøg til de tidligere albums, og da ”Haunting at 1300 McKinley” fra Phosphene Dream lukkede og slukkede havde vi været rundt om det, der udgør The Black Angels. Fantastiske numre, udført med en overbevisende elegance, hvor Christian Blands lækre guitarer levede i en udsøgt symbiose med det arsenal af pedaler, der nærmest var et instrument i sig selv.
Imens byttede Maas og de andre Engle instrumenter, så man aldrig helt vidste, hvem der egentlig spillede hvad. Men lige godt lød det og viste bare endnu en gang, at bandet er ufatteligt sammentømret og velspillende udover enhver beskrivelse. Og så er der Stephanie Bailey på trommer! Hun er for The Black Angels hvad Moe Tucker var for Velvet Underground og Charlie Watts for The Stones. Basalt, rudimentært, og med et swing og en tyngde, der gjorde oplevelsen hele koncerten værd for mig. Trommesættet havde stort set ingen bækkener og kun et par gulvtamtammer, som til gengæld blev tæsket godt og grundigt sønder og sammen så det var en fryd.
Når det så er sagt blev oplevelsen alligevel aldrig det stormløb af groovy psychrock, som det kunne have været. Lyden var for det første alt for lav, og Alex Maas’ introverte skikkelse nåede aldrig længere ud end til forreste række. Alle de andre stod nærmest med ryggen mod publikum og forsvandt ind i musikkens komplekse rum, og det var kun med introen til ”Young Men Dead” at der blev fyret lidt op under pumperne. Så potentialet er der! The Black Angels skal bare åbne op og fyre bomben mere af. Måske næste gang?
