Koncertanmeldelse: BRUTUS @ Radar, Aarhus – 04.03.2023
Belgisk magt præstation med masser af procenter
Af Kasper Kudsk Baymler
Belgien har leveret lækkerier i stribevis gennem historien. Øl, vafler, chokolade og fodboldspillere til ypperste plan. Musikmæssigt har det heller ikke stået stille. Navne som Amenra, Aborted og Oathbreaker har sat landet på det musikalske verdenskort med flere gode plader i den mere ekstreme del af musikgenren.
Seneste tilføjelse til den sangskat er Brutus fra Leuven, der lørdag aften kiggede forbi Radar i Aarhus. Trioen, som består af trommeslager og sangerinde Stefanie Mannaerts, bassist Peter Mulders og guitarist Stijn Vanhoegaerden, har i de senere år slået sit navn fast med en række solide udgivelser. Ikke mindst sidste års ”Unison Life”, som for alvor har givet trioen et internationalt gennembrud.
Med sangerinden Stefanie i fokus spiller bandet en medrivende fusion af punk, hardcore og postrock, som kommer til udtryk i flere variationer. Det kan være stort, tungt og storladent, men kan også blæses afsted med punkens energi eksplosioner og nærmest rive det meste af salen med sig, når der for alvor kommer gang i den kraftfulde trio. Det kan lyde voldsomt, men med Stefanie Mannaerts melodiske og nærmest nordiske røst, så har de et trumfkort, som gør dem mere tilgængelige end flere af deres kolleger.
Det kunne høres lørdag, hvor gruppen med 13 sange på 70 minutter satte en tyk fed streg under hvorfor de er så populære lige nu. Med størstedelen af numrene hentet fra sidste års ’Unison Life’ leverede trioen den ene perle efter den anden til et talstærkt publikum, der var med helt fra begyndelsen.
For selvom Radar er noget mindre end de steder, hvor de vilde belgiere i dag fremfører deres sange, så blev der ikke holdt tilbage denne aften. Attitude og spilleglæde var i højsædet og det blev drivkraften i den højeksplosive cocktail, som publikum var vidne til.
Der var ikke megen snak mellem numrene. Et enkelt ’Er alle ok?’ var eneste kommunikation, men det var heller ikke nødvendigt, for Brutus lod instrumenterne tale og leverede deres musik med en indlevelse og energi, som skabte smil og begejstring hos dem selv og publikum.
Hver gang en ny kending tog sin begyndelse, kvitterede de mange fremmødte med spontane glædesudbrud og lod sig indtage af det kraftfulde udtryk, der ofte ramte dem, når bas og trommer lagde en solid bund, som Stijn Vanhoegaerdens melodiske og maleriske riff fik lov til at leve henover.
Det var fascinerende, nærmest tryllebindende, at opleve hvordan de tre fungerede som en enhed og leverede den ene perle efter den anden. En præstation, medlemmerne hver især havde deres rolle i, selvom det meste af opmærksomheden var rettet mod trommeslager og sangerinde Stefanie Mannaerts, der som en yngre Meg White fra The White Stripes, styrede begivenhederne med sikker hånd.
Sange som ”Brave”, ”Liar”, ”Miles Away”, ”Storm” og ”What Have We Done” fungerede lige så fortrinligt live som på plade og fungerede som lyspunkter i en ret suveræn præstation. For selvom medlemmerne aldrig kom tilbage til scenen, da de forlod den, så havde de afsat et så stærkt og godt aftryk hos publikum, at de forlod salen med stor begejstring i kroppen.
Det var en belgisk magt præstation med masser af procenter, de netop havde været vidne til.