Anmeldelse: LEFT TO DIE + DETEST @ Beta, København – 14.03.2023

Koncertanmeldelse:

LEFT TO DIE  + DETEST @ Beta, København – 14.03.2023

Tekst: Rene Nolder / Fotos: Daniel Wilkens

Navnkundige Death gik jo desværre i graven med bandleder Chuck Schuldiners alt for tidlige bortgang i 2001, men bandets arv lever videre – både i Death to All, som vi havde fornøjelsen af at opleve på ’Hell i sommers, og i det nydannede Left to Die. Hvor førstnævnte inkluderer et par af de folk, der tegnede halvfemsernes line-up i Death (Gene Hoglan, Steve DiGiorgio), så består sidstnævnte af de garvede herrer fra firsernes Death, Terry Butler og Rick Rozz, samt de yngre folk Matt Harvey (guitar/vokal) og Gus Rios (trommer) fra Death-kopisterne i Gruesome. Følgelig er det ganske naturligt, at Left to Die har fokus på Deaths to første album Scream Bloody Gore (1987) og Leprosy (1988), som i øvrigt begge holder en plads i min personlige top tre over Death plader (den sidste er Spiritual Healing) og derfor var der heller ingen tvivl om, at jeg skulle afsted, da Left to Die blev annonceret til at spille på Beta som en del af deres ganske omfattende Europa-tour her i 2023.

DETEST

Vi ankom til Beta i god tid, så vi kunne tage de danske opvarmere fra Detest ind som forret. Ganske passende at netop Detest skulle varme op, for det gjorde de også, da Death gæstede Danmark d. 19. april 1993 med Carcass og Konkhra som de øvrige sparringspartnere. Dengang trakterede Detest selvfølgelig med en masse numre fra den dengang snarligt kommende debut Dorval, og sateme om ikke de også havde valgt at fokusere på numrene fra Dorval denne aften.

Det betød et herligt genhør med en masse gamle perler, denne gang dog primært fremført af nye folk, idet kun John Petersen på guitar er tilbage fra dengang. Hans nye håndgangne mænd levede dog fint op til arven fra forgængerne, om end den nye vokalist/bassist måske var lige lovlig monoton i sit stemmeleje koncerten igennem. Til gengæld gav Danni fra Panzerchrist gryderne tæsk, og jeg nød især den afsluttende salve med de gamle demo-klassikere ”Gathering of Darkness” (sgu længe siden, jeg har stået og råbt ”laugh, laugh, laugh at you insane” sammen med rødderne) og ikke mindst bandets ultimativt bedste nummer ”Deathbreed”. Lyden var fin, lyset lige så og ikke mindst var stemningen i den udsolgte sal rigtig god, så jeg tænker, at Detest forlod de skrå brædder i ganske højt humør.

LEFT TO DIE

Var stemningen god under Detest, så blev den kun endnu bedre under Left to Die. Hold kæft hvor var folk på, og det burde de (vi) sgu også være, for hvor ofte får man lige lov at opleve alle de helt gamle Death-klassikere live nu om dage?

Ganske som annonceret leverede Butler, Rozz & Co. hele Leprosy skiven, herunder så fede sange som det åbnende titelnummer, ”Born Dead”, ”Forgotten Past”, ”Open Casket”, ”Choke on It”, ”Left to Die” (selvfølgelig) og det udødelige ekstranummer ”Pull the Plug”. Og ikke nok med det, der blev også tid til en håndfuld sange fra mit absolutte yndlings-Death-album, debuten Scream Bloody Gore – herunder mine tre favoritter ”Baptized in Blood”, ”Zombie Ritual” og uigenkaldeligt sidste encore ”Evil Dead”! Og faneme om der ikke også undervejs – og modsat ved de fleste andre koncerter, jeg har set sæt-lister fra – blev plads til det gamle demo nummer ”Corpse Grinder”, som jo senere blev indspillet af Massacre på debuten From Beyond, og som desuden har givet navn til forsangeren i Cannibal Corpse.

Jo, sæt-listen var intet mindre end fantastisk, og så gjorde det mindre, at Matts vokal ind imellem lød lidt syntetisk (som om der var lagt effekter på for at få ham lyde mest muligt som Chuck). Samme mand skal i øvrigt roses for at bære nøjagtig samme klassiske Sadus-shirt, som Chuck himself gjorde på omslaget til Leprosy tilbage i 1988, for det gav lige det sidste pift, som gjorde, at nostalgien nærmest drev ned ad væggene i Beta.

Den excellente sæt-liste blev pakket ind i fin lyd og lyd fra scenen og ikke mindst virkede bandet tændt og tight samt oprigtigt veltilfreds med publikums energi og entusiasme. Jeg så min gode ven Ole Frostholm beskrive koncerten som ”åndssvagt fed”, og det kan sådan set ikke siges bedre. Er du fan af det gamle Death og gik glip af denne aften, så har du god grund til at ærgre dig til døde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *