Koncertanmeldelse:
ABBATH/TOXIC HOLOCAUST/HELLRIPPER, Pumpehuset, København – 08.02.24
Forfatter: Nolder / Fotos: John-son
BLACK OG THRASH I LIGE DOSER I PUMPEHUSET
Det er lidt småt med thrash metal herhjemme for tiden, så når Abbath er så flink at tage et par new wave thrash ensembler med på tour og inkludere Danmark på spillepladen, så er det bare om at ruske op i det halvgamle kadaver og komme afsted. I dette tilfælde til Pumpehuset, som oveni købet lagde den store sal på første til i dagens anledning – modsat de sidste mange gange hvor jeg har besøgt det gamle vandværk og måttet nøjes med den mindre sal i stuen.
HELLRIPPER
Skotske Hellripper var først til at træde op, og de er vel bedst beskrevet som en god blanding af aftenens to øvrige bands: et sammensurium af Toxic Holocausts beskidte thrash og Abbaths rendyrkede black. Der er dog også plads til en god sjat traditionelle speed- og heavy metal riffs hos de unge skotter, og det hele går som regel op i en højere helhed på bandets skiver, ligesom det også gjorde på de skrå brædder denne aften.
Der lagdes desværre lidt sløjt ud med halvdårlig lyd og et publikum, der lige skulle finde deres fødder, men fra tredje nummer og fremad kom der styr på det hele, og bandleder (og eneste faste medlem, da resten er hyrede livemusikere) James McBain fik efterhånden et godt tag i de mange fremmødte. Der blev interageret godt med folk foran scenen, alt imens Hellripper flåede vores øjne og lunger ud med numre som ”Bastard of Hades”, den überfede ”The Affair of the Poisons” og de cool afsluttere ”All Hail the Goat” og ”Headless Angels”.
Der var rigelige mængder ungdommeligt gå-på-mod, og især skal den for mig ukendte trommeslager have et kip med hatten for sin Animal-lignende tilgang til kunsten at smadre sine gryder sønder og sammen. Alt i alt en fin forret, som varmede i marv og ben.
TOXIC HOLOCAUST
Der gik ikke meget mere end 20-25 minutter før amerikanske Toxic Holocaust entrerede scenen badet i fedt lys, men jeg må indrømme, at jeg i starten spejdede lidt forvirret efter bandboss Joel Grind og de lyse lokker, som han sportede sidst, jeg så ham. Det viste sig dog, at manden faktisk gav den fuld gas på de hårdt prøvede brædder, nu blot med godt dansk leverpostej-farvet hår, og det er da også sin sag at holde den kunstige hårfarve ved lige, når man er på tour. Men lys manke eller ej så gav Toxic Holocaust den fuld smadder med deres simple og pågående thrash og masser af behageligt hamrende dobbelte stortrommer, og vi kom godt rundt i bagkataloget lige fra ”War is Hell” fra den 21 år gamle debut Evil Never Dies (og senere genindspillet på An Overdose of Death) og til ”Silence” og ”Acid Fuzz” fra den næstnyeste fuld-længde Chemistry of Consciousness. Jeg fangede dog ingen numre overhovedet fra det nyeste album Primal Future:2019, men det var måske bare mig, der var småfuld! Under alle omstændigheder var hovedattraktionerne som altid de afsluttende ”The Lords of the Wasteland” og den store klassiker ”Nuke the Cross”, som begge stammer fra bandets fortsat bedste skive An Overdose of Death fra 2008.
Der kunne ikke sættes en finger på hverken lyd, lys eller bandets energiske optræden (som i øvrigt beviste at thrash metal trioer stadig fungerer i bedste velgående), og eneste kritikpunkt var den lidt korte spilletid, som hvis vi er flinke vel lige kunne snige sig op i nærheden af 40 minutter – og dermed ikke meget mere end åbnerne fra Hellripper.
ABBATH
Anderledes med aftenens hovedattraktion Abbath, som spillede op i hele fem kvarter. Frontmanden af samme navn har som bekendt en fortid i udødelige Immortal (pun intended) og trakterede da også med ren og uforfalsket black metal i en yderst professionel optræden badet i cool lyssætning og ganske glimrende lyd. Var promillen over det tilladte, så mærkede publikum i hvert fald ikke noget til det, og gutterne skal have ros for at levere varen på overbevisende vis. Nu er det bare sådan, at black metal nyere end Bathory kun yderst sjældent er min kop blod, og jeg må da også erkende, at de repetitive kværnende riffs sendte mig en tur til rygelokalet på anden sal halvt igennem sættet.
Det skal dog ikke tage noget fra Abbath i krigsudstyr og hans kumpaner i fuld krigsmaling, som tydeligt gav publikum, hvad de kom for, og jeg kunne da også sagtens ryste lidt med på de mere catchy af aftenens riffs, for dem var der trods alt også nogle stykker af. Jeg kunne med hjælp fra mine sidemænd konstatere, at vi kom omkring alle nordmændenes tre albums – desværre dog uden at der blev tid til nogen af de ganske cool covers herfra. Selv uden ”Riding on the Wind” eller ”Trapped Under Ice” vil jeg dog give aftenens koncert mit blåstempel, og tour-pakkens kombination af thrash og black viste sig da også så attraktiv, at flere af bandsene måtte melde helt eller delvist udsolgt på merch. En god aften i godt selskab i det gamle aqua-værk!
