Koncertanmeldelse:
CRYPTOPSY/ATHEIST/ALMOST DEAD/MONASTERY @ Stengade 26.02.24
Tekst: René “Nolder” Nielsen / Fotos: Jimmi Brandt Pedersen
Så lykkedes det endelig! Atheists koncert på dansk jord var først berammet til 2021 og dernæst 2022, men begge shows blev udskudt – først pga. den fordømte corona og senest grundet logistiske udfordringer. Tredje gang er imidlertid lykkens gang, som man siger, og denne dejlige februar aften lagde Stengade så endelig lokaler til, hvad der skulle vise sig at blive et brag af en oplevelse.
Det er eddersparkeme længe siden, jeg har været på Stengade, og der er da også møbleret lidt om, siden jeg havde masser af gode koncertoplevelser på spillestedet i 90’erne (især) og 00’erne. Men det fungerer fint med scene i stueplan og merchboder/bar/rygelokale på første, og der blev da også tid til indkøb i førstnævnte, da vi grundet parkeringsudfordringer ankom lidt efter 20. Da var ungarske Monastery nemlig allerede færdige, så dem kan jeg ikke give mange ord med på vejen.
ALMOST DEAD
Til gengæld så jeg det fulde sæt fra amerikanske Almost Dead, og de gjorde det som ventet fint med deres cool blanding af thrash og groove, og her på det sidste iblandet en smule melo-død. Der lagdes for med åbneren ”Warheads in the Sky” fra drengenes sjette og spritnye skive Destruction is All We Know, og selvom lyden var lidt mudret fra starten, så kunne man fint fornemme, at drengene var topklar og slog gnister.
Det var kun anden dato på turen, og det kunne man sagtens mærke på energiniveauet, og efterhånden som lyden blev bedre, så blev der også headbanget godt igennem fra publikum. Hell, mod slutningen af det seks numre lange sæt blev der endda startet en lille circle pit, og det er sgu ikke helt skidt, at det kan lykkes for et lille og for mange ukendt band som Almost Dead. Man kan altid diskutere, om det blev lidt for meget med de flittigt brugte – og ofte tonstunge og brutale – breakdowns, men jeg nød sgu gutternes optræden og især numre som ”Within the Ashes”, ”Agent of Chaos” og afsluttende ”Where Sinners Cry” – alle fra seneste album.
ATHEIST
Var Almost Dead fede, så var det dog vand i forhold til mægtige Atheist, som jeg så første gang i Pumpehuset i 1993, hvor jeg også interviewede sanger og bandboss Kelly Shaefer samt daværende bassist Tony Choy og fik et ordentligt bjørnekram af Kelly, da jeg mødte ham efter koncerten. Herefter skulle der gå 13 år, før jeg atter fangede bandet live, denne gang på Wacken i 2006 (en klassisk koncert, der blev udgivet på cd i 2009) og yderligere 15 år før treenigheden kunne fuldføres denne skønne aften.
Det var på forhånd annonceret, at Atheist ville fokusere på deres tre første albums – Piece of Time, Unquestionable Presence og Elements – på denne tour, og da der heldigvis var tale om et co-headliner gig, så havde Kelly og hans slæng en god time til rådighed og kunne dermed nå fire sange fra først- og sidstnævnte og hele fem fra midterste, som vel også er deres bedst kendte. Min favorit har dog altid været debuten Piece of Time, så jeg storsmilede, da der lagdes fra kaj med fede og aggressive ”No Truth”, alt imens jeg nød den fede lyd og fine akustik på det lille spillested samt ikke mindst bandets og især Kellys smittende humør og spilleglæde.
Jeg er lidt usikker på, om der er andre end Kelly tilbage fra de gamle dage (Metal Archives siger, at den originale trommeslager Steve Flynn er tilbage i bandet, og at jeg ikke synes, jeg kunne genkende ham bag gryderne kan jo skyldes, at det som nævnt er gået 15 år siden sidst), men der skal ikke herske nogen tvivl om, at hans håndgangne mænd på denne tour er sublime på deres instrumenter. Jeg kan ikke påstå, at det hele var top-tight, men det var tæt på, og når man tager i betragtning hvor komplicerede Atheists sangstrukturer er, så er jeg fristet til at bruge ord som blæret og uovertruffent i min beskrivelse af samspillet. Snørklede sange som ”Mineral”, ”Enthralled in Essence” og ”The Formative Years” blev således leveret fnugfrit side om side med den mere straight, men til gengæld yderst hårdtslående klassiker ”On They Slay”, og jeg slubrede det hele i mig sammen med den gode Albani øl, som Stengade trakterer med. Andre højdepunkter var ”And the Psychic Saw”, ”I Deny”, ”Unquestionable Presence” og selvfølgelig de afsluttende evergreens ”Mother Man” og ”Piece of Time”, som jo er åbnerne på de to første og i min verden klart bedste skiver. Det er sgu imponerende, som Atheist synes at blive bedre med alderen, og jeg vil ikke tøve med at kalde aftenens koncert en af mine bedste live-oplevelser meget længe. F**k, det var fedt!
CRYPTOPSY
Efter en halv times tid blev det så tid til anden og sidste headliner i skikkelse af canadiske Cryptopsy. Et band, som jeg ved, at mange i min omgangskreds holder meget af, men som aldrig har sagt mig det store. De har sgu nok altid været en tand for überbrutale/tekniske og non-catchy for min smag (modsat Atheist, som i min bog er konger ud i kunsten af være tekniske og samtidig fængende), men jeg har altid haft stor respekt for trommeslager Flo Mounier, som jo også banker gryder i fede Vltimas.
Jeg har dog aldrig før set Cryptopsy på de skrå brædder, så de skulle have chancen og gjorde det da også fornuftigt på deres præmisser. Der var stuvende fuldt i den udsolgte sal, lyd og lys var glimrende, og de fleste lod til at labbe de canadiske udgydelser betingelsesløst i sig. Det var svært at sætte en finger på samspillet og energiniveauet, og jeg synes da også, at jeg kunne finde nogle ret så cool riffs og passager hist og pist – især i de nye numre fra sidste års As Gomorrah Burns – men jeg indrømmer blankt, at jeg gik død i sættet ca. halvt igennem, og især stod jeg af, når gutterne gravede sig ned i 90’er skiverne, som bare ikke er mig. Især ikke None So Vile, som ellers har status af klassiker ud i den brutale ende af dødsspektret, og som da også lagde ryg til flere indlæg denne aften.
Alt i alt en cool aften på det gode, gamle spillested i Stengade, og jeg ser allerede frem til næste gang, at stedets bookere trakterer med death og thrash metal.
