COBRA SPELL + 802 @ Spillestedet Stengade, København N – 23.08.2024

Koncertanmeldelse:

COBRA SPELL + 802 @ Spillestedet Stengade, København N – 23.08.2024

Tekst & foto: Stephen Rocky Skriver

**

Cobra Spell forstår ordet fredagsrock, for de fem seje kvinder i bandet spiller en mega fed, sleazy og festlig glam metal. Inden Cobra pigerne indtog scenen havde trioen med det forunderlige navn ’802’ fået scenen på det lille spillested Stengade på indre Nørrebro. Absolut et hyggeligt intimt rock sted, god bar, lidt punket image og med plads til godt 200 mennesker.

Jeg skal starte med at beklage den ringe fotokvalitet fra koncerten, men jeg har da sjældent oplevet så svagt et lysshow, som hovedsageligt bestod af nogle farvede spots bag bandet ud mod publikum, så musikerne henstod som skygger og silhuetter på scenen. Når bandet tilmed er fuld af rockenergi, river rundt med instrumenterne og kaster det lange hår rundt, så bliver fotokvaliteten også derefter = rystet og uskarpt. Beklager, men sådan er det. Oplevelsen står til gengæld lysende klart i mit hoved sammen med de lidt over 100 andre, der var mødt op.

802

Support bandet var 802 fra Djursland i det mørke Jylland. Hvor den talsammensætning – 802 – kommer fra, fandt jeg aldrig ud af. Tror heller ikke de tre i bandet ved det selv, men noget skulle de jo hedde. De udsatte os for psykedelisk fuzz metal i et særegent anarkistiske lydunivers med dizzy distortion metal tilsat spøgelsagtige synthesizer beep-lyde til nedstemte guitarer. Vi var indhyllet i en tung dyne af metal fra distortion wah-wah guitarpedaler og overdrive fuzz bas plus en trommeslager, der også var sanger.

Han havde godt nok de færreste antal trommer, jeg længe har set ved en metal koncert. Lilletromme, stortromme, hi-hat og et bækken. Ja, okay han havde en sidetromme også, men ovenpå den lå en synthesizer tromme/lydmaskine, der igangsatte deres spacey synth lyde, som gav signal til et nyt nummer, som de kunne spille indover. Ja, lidt svært at beskrive, men 802 passede overraskende godt ind i det lidt mørke og dystre lokale, som Spillestedet Stengade er med den ret smalle scene og lavt til loftet.

Jo længere vi kom ind i sættet med 802’s musik, blev det faktisk en godkendt tour-de-fuzz-metal i medrivende rundgange tilsat synthpop og iørefaldende melodier spillet af trioen indhyllet i et psykedelisk farvet røgslør, hvor man gennem tågerne kunne ane de to guitarister hovedsagelig rystede deres lange garn som roterende skygger i det rød/violette scenelys.

802 er en slags musikalsk undergrundsanarki, hvor tungmetal møder elektro pop i en skævvredet hybrid. Hvis den forklaring ikke giver mening, så må du lige høre et par sange, som også var på sætlisten: ”1986” eller ”22 (Velvet Vampire)”.

COBRA SPELL

Det var aftens hovednavn Cobra Spell, vi var kommet for at se og høre og feste med. Cobra Spell er et internationalt kvindemetal band startet i 2019 af den hollandske guitarist Sonia Anubis, der bl.a. har spillet guitar i Burning Witches og Crypta m.fl. De fem kvinder er med førnævnte Sonia og Noelle dos Anjos på lead guitarer.

De to spiller godt op til hinanden med soloer hver for sig og twin guitars harmonier. Hale Naphtha på trommer der indpisker rytmen, og tak for at ko-klokken har fået en renæssance igen, Hale. Roxy Herrera med det mega lange hår spiller hårdtslående bas, og energi bundtet Kristina Vega på sang og skrig sørger for festens samlingspunkt. Sammen er de Cobra Spell, og slangen fortryller dig ind i et velspillet 80’er glamrock, sleazy metal univers fuld af kærlighed, sex og rebelsk fanden i vold metal fest.

Ja, det er vel nærmest djævelsk underholdende metal fra kvintetten, der sidste år udsendte deres debutalbum med den enkle titel ’666’ og sange som ”The Devil Inside of Me”, ”Satan Is a Woman”, ”Bad Girl Crew”, ”S.E.X.” m.fl. De spillede nærmest alle sangene på sætlisten fra debutpladen plus et par numre hentet fra tidligere ep’er fra bandets start.

Cobra Spell har allerede turneret meget og spillet mange koncerter i udlandet. På scenen har de styr på show, energi og sammenspil og banker hurtigt metalfesten op i Stengade. Publikum er med. Der er stor applaus til Cobra pigerne. De spiller rasende godt på de guitarer og trommeslageren Hale er fuld af fest og energi bag sine tønder. Kristina på sang er helt upfront og sørger for at sende energi ud over hele salen med sin skyhøje vokal. Pludselig synger vi med på ’Satan is a woman, hell is my place…’ imens guitaristerne Sonia og Noelle vrider nogle tunge riffs af til det heavie nummer. Senere bliver vi alle beordret ned på knæ af Kristina. Vi følger ordren, indtil der er fællesrejsning i sangen ”Warriors from Hell”. Salen rocker begejstret med.

Selvom det lyder ’evil’ med titler og tekster, så serveres det hele med charme, selvtillid og store smil. Du er med til en forførende heavy 80’er metal fest af feminin utæmmelig og uapologetisk kraft. Ja, nærmest befriende at lukke verden ude og lade sig fortrylle af Cobra’ens slangebid. Næste gang må Stengade godt sørge for noget bedre lysshow, så vi kan se bandet ordentligt. Efter showet var der ’meet and greet’ med Cobra’en, inden de dagen efter skulle til Jylland og spille.

Cobra Spell fortsatte ’666’ turen lørdag som hovednavn i Kolding til en-dagsfestivalen ’Rock på Havnen’ i Godset. Der fik Sonia og hendes cobrapiger endelig en rigtig stor scene med fedt lysshow og stor lyd som de fortjener. Ingen tvivl om at ’hell is my place’ gjaldede ud over ’6666’ Kolding. Cobra Spell går direkte ind i dit 80’er metal hjerte.

www.facebook.com/cobraspell

Sætliste
The Devil Inside of Me
Satan Is a Woman
Bad Girl Crew
S.E.X.
Love Crime
You’re a Cheater
Poison Bite
Accelerate
Warrior From Hell
High On Love
Addicted to the Night

COBRA SPELL
Sonia Anubis – Guitar
Noelle dos Anjos – Guitar
Kristina Vega – Sang
Hale Naphtha – Trommer
Roxy Herrera – Bas

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *