Mandag den 14. Oktober 2024
I dag ankom vi endelig til Japan efter en lang rejse, der føltes som en evighed. En maraton flyvning på rundt regnet 13 timer, efterfulgt af et sus gennem landskabet med Shin-kansen: Bullet Train, der tonser af sted med over 300 km/t og til sidst en tur med metroen, der bragte os til hjertet af Osaka. Da vi endelig stod foran hotellet, var vi udmattede, men også fulde af forventning.
Vi fik hurtigt tjekket ind, og vores japanske promoter, Yama, stod klar, til at vise os sit Osaka. Han tog os og Withering Surface til en lille, gemt restaurant, hvor vi blev mødt med kolde fadøl og lokale specialiteter, som kun kan findes i denne by. Der var noget specielt, ved at sidde midt i stemningen, omgivet af de lokale og med byens puls, vibrerende omkring os.
Aftenen blev afrundet med en gåtur gennem Osakas gader, der strålede af neonlys overalt og der var konstant lyde fra reklamer, mennesker og trafikken. I morgen venter første koncert ud af tre for Manticora, og trods vores jetlag, er vi klar, til at give alt, hvad vi har, her i Japan.
Tirsdag den 15. oktober 2024
Efter en tiltrængt nats søvn, kastede vi os ud i vores eventyr med en tur til det imponerende Osaka Castle, som stammer helt tilbage fra 1597. Da vi vandrede op ad de gamle stier, kunne vi næsten høre historiens vingesus, og det var fascinerende at se, hvordan denne ældgamle fæstning stadig stod stolt midt i storbyen, som huser 19 millioner mennesker.
På vej tilbage fra slottet, tog vi os tid til at udforske byens hjerte, med dens små butikker og restauranter. Vi nød stilheden i de grønne parker, der lå som små oaser midt i storbyens travlhed og larm. Det føltes som om, vi fik lov til at smage lidt på den japanske kultur og ånd.
Senere på dagen landede vi ved aftenens koncertsted, Umeda Zeela, klar til at fyre op sammen med dødsgutterne i Withering Surface. Inden showet, fik vi æren af besøg fra selveste direktøren fra vores japanske pladeselskab, King Records – intet pres, vel? Man er vel rutineret! Før koncerten havde den stået på meet-and-greet, hvor vi fik lov til at hænge ud med nogle af de sejeste fans og signere alverdens merch, og lad os bare sige, at kulturen her i Japan er noget helt for sig. De var utroligt ydmyge og havde medbragt små gaver til os – blandt andet nøglekæder, hvor hver enkelt var designet med figurer af os fra Manticora. Det er jo næsten actionfigurer! Som prikken over i’et mødte vi en fan, der havde fået designet sine negle med vores nyeste pladecover – det var helt specielt for os, og ret vildt. Hele oplevelsen var varm og rørende på den der måde, hvor man virkelig kunne mærke deres dedikation. Det er øjeblikke som dem, der gør det hele værd!
Da vi endelig trådte op på scenen, blev vi mødt af et publikum, der var intet mindre end fantastisk. Japanerne viste en dedikation, som vi også oplevede i 2019, hvor Manticora spillede i Japan; de sang med, kastede håndtegn og enkelte stod med tårer i øjnene, da vi spillede “Beyond The Walls of Sleep”. Det var et særligt øjeblik, og vi kunne mærke, at dette var mere end blot en koncert – det var en følelsesmæssig oplevelse for både os og dem.
Vi afsluttede aftenen tilbage på hotellet, hvor vi, sammen med Withering Surface, nød de obligatoriske fyraftensøl (nogle mere end andre, hahaha) og reflekterede over dagens oplevelser. Det var uden tvivl en dag, der vil blive siddende i vores minder længe, og vi kunne ikke have ønsket os en bedre start på vores turné i Japan.
Onsdag den 16. oktober 2024
Vi (nogle) vågnede med en let dunken i hovedet denne onsdag og begav os til morgenmadsbuffeten, som bestod af en japansk blanding af mizo suppe, ris- og nudelretter, diverse dumplings og paneret svin på pind. Det var en noget spøjs kombination for vores lettere ramte tilstande, men vi kæmpede os igennem.
Derefter gjorde vi os klar til dagens eventyr med vores japanske pladeselskabsdirektør, som havde meldt sig som vores guide til næste stop på turen, Nagoya. Togturen til aftens slagmark, Imaike 3 Star, blev en spændende oplevelse, der gav os et glimt af den japanske kultur. I Danmark er vi da også vant til, at folk sidder klistret til skærmene, men i Japan er det “next level”. De, der ikke stirrede på deres telefoner, sad og tog en powernap – forståeligt, når man tænker på, hvor lange arbejdsdage de har herovre – og INGEN siger noget. Det er uhøfligt at tale højt sammen i toget…noget, vi to bands vist ikke helt fik afstemt.
Nagoya skilte sig ud, som en lille oase af ro, sammenlignet med det hektiske liv i Tokyo og Osaka. Gaderne var overraskende stille, selvom der stadig var en del mennesker ude. Vi var alle lettede over at få en pause fra storbyens mylder.
Koncertstedet, Imaike 3 Star, viste sig at være en lille, hyggelig klub gemt væk i en kælder – som så mange andre spillesteder i Japan. Punktlighed er tilsyneladende en nationalsport her, for stagehands og managers havde allerede forberedt alt, da vi ankom. Det var bare at gå i gang med at sætte op. Tyskland, England, Italien og andre lande kunne sat’me lære noget, her.
Soundcheck blev en herlig udfordring, da vores guitarer begyndte at feede hver gang, vi slog en akkord an. Det viste sig at være en fast tradition i klubben, på grund af højttaleropsætningen – det tog de ikke så tungt. Løsningen? Gå LANGT tilbage på scenen, på særlige tidspunkter under koncerten – hvilket naturligvis ikke ødelægger showet det mindste (sarkasme kan forekomme).
Efter lydprøven var det tid til meet and greet med vores japanske fans. Den første fan, der kom ind, rystede som et espeløv og var klædt i Manticora-merchandise fra top til tå. Havde vi haft en Manticora flyverdragt i shoppen, ville han nok også have haft den på og en Manticora natbøjle med nakketræk ville også være blevet købt, selv om manden havde helt lige tænder. Denne fan lagde en seddel på bordet, hvor han havde skrevet en rørende besked om sit forhold til bandet, fordi han ikke kunne et ord engelsk. Det var så utroligt bevægende at læse og vide, hvor meget Manticora betyder for folk, langt væk hjemmefra. Det kan virkelig holde gejsten oppe i et band som vores, som trods alt har lidt år på bagen.
Vi trådte endnu en gang op på scenen og blev mødt af den samme bølge af energi, som vi havde oplevet aftenen før. Publikum var fuldstændig opslugt, og deres øjne lyste op, så snart vi slog de første toner an. Det var ikke bare almindelig begejstring – det var en lidenskab og en kærlighed til musikken, der nærmest blev kastet op mod os. Som musiker var det et af de øjeblikke, hvor man virkelig kunne mærke, hvorfor man gør, hvad man gør; det føltes som om hele rummet åndede i takt med vores musik.
At stå der på scenen og mærke den energi, kan være som at blive løftet op i en tornado af lyd og følelser – et rush af en anden verden. Vores nordiske fans har selvfølgelig også en dyb kærlighed til musikken, men deres udtryk er ofte lidt mere behersket. De står tit med krydsede arme, en øl i hånden, og nikker anerkendende til musikken – et diskret og cool nik, der siger: “Jeg er med dig.” Det har sin egen charme, men i Japan? Der er godt nok ingen barriere mellem publikum og musikken. De er fuldt engagerede, fuldt til stede, og mærker hver akkord og hvert trommeslag. Hver gang vi kiggede ud i publikum, så vi fans med hænderne i vejret, smil på læberne og en glød i øjnene, som om de levede og åndede for hvert eneste sekund af koncerten. Det er sgu en vild oplevelse, når man er rejst om på den anden side af kloden.
Musikken brølede ud af højtalerne – og når vi siger “brølede”, så mener vi virkelig BRØLEDE. Det føltes som et sonisk angreb, hvor lydmuren kom buldrende mod dig som Shin-kansen – bullet train, uden tanke på at bremse. På Imaike 3 Star virker det, som om volumenknappen har fået en specialbygget tilføjelse, der går langt ud over det normale – en slags hyldest til Spinal Tap, hvor det eneste acceptable niveau er 11 på skalaen. Det var en lydstyrke, der ikke bare fyldte rummet, men som også kunne mærkes fysisk; det vibrerede i dine knogler og rumlede i mellemgulvet. En japansk lyd-dildo!
Efter koncerten blev vi inviteret på metalbar af promoter Yama. Og her må vi indrømme, at rockstjerne livet ikke altid er så glamourøst, som det lyder. Sandheden er, at vi alle sammen nok er blevet lidt gamle og magelige. Vi måtte, med en snert af selvmedlidenhed, afvise tilbuddet, da vi havde en off-day i Tokyo dagen efter. Enhver over 40 ved, at en bytur kan gøre morgendagen meget, meget lang. Diverse folk fra Withering Surface tog dog med, og repræsenterede Danmark meget flot på den lokale bar, som kunne huse 18 mennesker i alt!
Torsdag den 17. oktober
… det er næsten umuligt at lave en dagbog fra Japan uden at nævne mad – og meget af det! I bandet er vi ikke bare almindelige madelskere, vi er ægte mad-konnisører (ikke Lars – han er for konservativ til dette – han æder bare). Vi elsker at prøve nye ting og vi fik virkelig testet grænser i morges. Vi opdagede en juice, som nok burde være forbudt. Den var lysende pink – sådan, rengøringsmiddel-pink aka Pink Stuff. Duften? Forestil dig en sødlig cocktail af kemikalier, der kilder næsen som et uskyldigt baghold. Og smagen? Hvis en flydende sukkerbombefest, blandet med alverdens frugt i koncentrat, er noget for dig, så værsgo!
Nå, men i dag havde vi fri fra shows, så det var vores tid til at lege turister i Tokyo. Lobby Call kl. 10.00, sharp, og så afsted! Det er virkelig en luksus at kunne opleve de byer, man kommer til som musiker. Oftest lander vi et sted, kaster vores gear op, laver lydprøve, hænger ud og venter. Og venter lidt mere. Så er der show, og før vi ved af det, er vi på vej videre. Derfor tager vi hvert et sekund til os, når vi endelig får en fridag.
Efter check-in på hotellet og en himmelsk frokost – en Ramen-suppe så god, at selv de mest krævende foodies ville blive bløde i knæene – serveret af to ældre japanske bedstemødre, gik turen (ledsaget af Allan og Jesper fra WS) mod Asakusa-kvarteret. Her lå vores destination: det ikoniske Senso-ji-tempel, også kendt som Asakusa Kannon-templet. Det er gammelt, virkelig gammelt, som i 7. århundrede gammelt, og det har en historie, der kunne få selv den mest hardcore historienørd til at spidse ører.
Tokyo er en vild by – både gigantisk (39 millioner sjæle) og samtidig så rolig. Det er som om, kaos og zen lever side om side. Det er ikke helt som en tur ned ad Vesterbrogade midt i myldretiden, det er helt sikkert! Og apropos vilde ting, så er Tokyo hjemsted for verdens næsthøjeste bygning, Tokyo Skytree (640 meter). Vi valgte dog at beundre den fra jorden, for lad os bare sige, at ikke alle i Manticora er fans af højder. Det er fint at holde fødderne på jorden.
Efter en god gåtur på cirka tre timer (med passende stop for at teste de japanske øl – Sapporo, du er Manticoras nye 6. medlem), nåede vi endelig frem til Senso-ji-templet. På vejen blev vi ved med at undre os over Tokyos arkitektur. Det er en abnorm blanding af kæmpe bygninger og små, klassiske huse, der ser ud, som noget fra en japansk gyserfilm. Det hele virker tilfældigt kastet sammen, men det fungerer, på en eller anden måde.
Da vi kom til templet, var vi selvfølgelig nødt til at prøve lykken med den lokale spådom. Det foregik ved at ryste et metalrør, indtil en pink pind med et nummer trillede ud. Så vi kunne hente vores fremtid i en lille skuffe. Spoiler: Ikke alle blev lige begejstrede for deres udsigter.
Efter templet var set, var det tilbage til det vigtige: Sapporo og et par shots sake før sengetid. Skål til Withering Surface for sake’en – den gik rent ind!
Fredag den 18. oktober
Før vi satte kurs mod Japan, fik vi en super spændende invitation fra en af vores japanske fans om at mødes til en kold øl i Tokyo. Som de imødekommende rockstjerner, vi er, kunne vi selvfølgelig ikke sige nej til sådan et tilbud! Efter et vellykket sound-check mødtes vi med fan i et storcenter, tæt på spillestedet.
Vi blev varmt modtaget, og straks efter vi satte os, blev der hevet en masse merchandise op af tasken, der skulle signeres. For ikke at glemme, han havde også købt en Dragonball-tallerken til hver af os. Vi snakkede lidt om livescenen i Japan, og det blev hurtigt klart, at der, ligesom i Europa, er metalkoncerter hver uge. Det er klart, at det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man vil opleve alle de bands, man holder af. Aftenens show kostede for eksempel 15.000 yen, hvilket svarer til cirka 700 danske kroner! Men det var også en del af Evoken Fest, en fire dages metal festival, der løber fra torsdag til mandag. Vores fan nævnte, at mange bands kun spiller i Tokyo, hvilket får fans til at rejse langt, for at deltage. Da vi sad der og diskuterede, kunne vi ikke lade være med at føle os beærede over at være en del af denne fantastiske metalscene. Det er tydeligt, at metalmusik i Japan er mere end blot en genre – det er en dybt forankret kultur, der samler fans fra hele landet. Med forventning i luften glædede vi os til at træde på scenen, og vise Tokyo, hvad Manticora er lavet af.
Efter at have sagt farvel til vores fan, var det tid til at udforske Tokyos centrum. Den venue, vi befandt os i, lå kun to minutter fra det berømte shopping område og det ikoniske Shibuya Crossing. Det siges, at op mod 2.500 mennesker krydser adgangen, når lyset bliver grønt – det giver et helt vildt billede af det mylder, der er i området! Det minder lidt om Times Square i New York. Vi satte kurs mod det legendariske Tower Records, for hvem ville ikke tjekke, om ens plader stod på hylderne? Og ja, dér stod vores nyeste album, Mycelium, på en prominent plads med coveret vendt ud mod kunderne. Det var en lidt surrealistisk følelse, at stå på den anden side af kloden og se ens musik, præsenteret på den måde.
Vi blev enige om, at en opgradering af vores scenetøj til fremtidige shows kunne være en god idé, og hvor bedre at finde det end i det pulserende Tokyo? Desværre viste det sig, at vores jagt på punk, goth og metal outfit ikke gik som forventet. I stedet fandt vi en metalshop ved navn Blitz, der lå på 3. sal i en lille butik midt i gågaden. Man skulle tage elevatoren for at komme derind, og da vi ankom, blev det hurtigt klart, at de ikke havde meget scenetøj. Til gengæld var der masser af band merch! Ekspedienten, der også var ejer, fortalte, at butikken havde været meget populær på festivaler, så mange ting var udsolgt. Alligevel var det en lille oase for os, der ønskede at opgradere garderoben. Så hvis du nogensinde besøger Tokyo, så tjek Blitz ud – det kan varmt anbefales!
Efter nogle timer med udforskning, var det tid til at forberede os til vores sidste show i Japan, inden vi skulle hjem til Danmark, dagen efter. Selvom spændingen ved koncerten voksede, kunne vi ikke undgå at føle, at en af de mere kedelige sider ved ”rockstjernelivet” ventede forude: ventetiden før en koncert. Det kan blive til timevis af venten, og selvom vi altid har det fantastisk sammen – vi er jo fem gode venner på tour – kan 3-4 timer i et backstage-område blive ret langtrukne. Der er kun så mange guitarstrenge, man kan skifte, og hvor mange spil Exploding Kittens man orker (og ja, vi spiller en del!).
Timerne fløj dog afsted, og nu var det endelig tid til showstart. Alle var klædt på og i godt humør – indtil videre! Withering Surface, som havde leveret en fremragende koncert, forlod scenen, og vi fik sat vores udstyr op. En vigtig huskeregel: Brug aldrig andres udstyr! I Japan må man ikke bruge bestemte frekvenser i det trådløse udstyr, da vores danske frekvenser rammer politiets frekvenser, her. Det kan koste en formue, anholdelse og en ret kostbar taxa til lufthavnen. Derfor havde vi aftalt at bruge det lokale trådløse system til bas og guitarer. Alt fungerede selvfølgelig perfekt under lydprøven, men på magisk vis drillede det nu! Guitaren faldt konstant ud, og kanalerne var byttet rundt. Det var tid til at holde hovedet koldt og finde fejlen. Efter en hurtig ombytning af det trådløse system og præcis 9 minutters forsinkelse, var vi klar. Introen kørte, og alt så fint ud – indtil guitaristerne trådte ind på midten af scenen, hvor det viste sig, at de trådløse sendere ikke havde rækkevidde! Det var næsten komisk, at vi stod med et system, der kun havde en rækkevidde fra 0 til 48 cm. Tilbage til de gode gamle dage med kabler, og så gik det løs med et show, der virkelig bragede! Publikum var med på den, og vi havde valgt nogle af vores ældre numre, som for eksempel Private Hell, der var med som bonus nummer på den japanske version af vores album 8 Deadly Sins. Det var skønt at træffe de helt rigtige beslutninger, som band, for med et bagkatalog på 10 plader, kan det være en udfordring at vælge numre til et 70 minutters sæt. Der er mange faktorer at tage hensyn til: den nye plade skal repræsenteres, vi skal have crowdpleasers med, og der skal være god variation i sættet, så ingen ”falder i søvn” midt i showet.
Det blev en fantastisk afslutning på vores japanske tour, og vi er helt enige om, at det bestemt kunne gentages. Så tusind tak, Japan, for denne gang! Det har været en stor oplevelse på mange måder. Arigato, Japan – vi ses igen i fremtiden!
