Koncertanmeldelse:
DARK TRANQUILLITY + MOONSPELL + WOLFHEART + HIRAES @ Pumpehuset, København – 24.11.2024
Tekst og fotos: Søren-Peter Fiirgaard
EN AF DE AFTENER, HVOR ALLE SPILLER DERES ROLLE TIL PERFEKTION
DE SVENSKE MELODØD-VETERANER I DARK TRANQUILLITY LEVEREDE DEN FORVENTEDE FEST ANFØRT AF EN – SOM ALTID – VELOPLAGT MIKAEL STANNE. SÅ SPØRGSMÅLET ER, OM MAN OVERHOVEDET BØR OVERVEJE AT ÆNDRE PÅ ET KONCEPT, DER TYDELIGVIS FUNGERER?
Verden har efterhånden kun meget få konstanter tilbage. Dog ved vi, at Mærsk altid afleverer et godt årsregnskab, mens B&O kun sjældent gør det samme – og ellers er alt omkring os i evig forandring. Og dog… Du kan stadig være sikker på, at Mikael Stanne, forsanger i Dark Tranquillity altid er i godt humør, når han står på en scene.
Sådan var det i Pumpehuset for to et halvt år siden, sådan var det i Pumpehuset søndag den 24. november, og lur mig om ikke, han også har været i topform i den mellemliggende periode.
Ja faktisk er der ikke så meget melodød over hans stage performance, for han bevæger sig jævnt smidigt rundt på scenen med smil i øjnene og opadvendte mundvige, og mellem numrene småsnakker han på et næsten forståeligt svensk med publikum på en måde, så han nærmest kan opfattes som ekstremmetallens svar på Thomas Helmig.
Men tag endelig ikke fejl. Bag det smilende ydre gemmer sig nemlig en frontmand, der også kan levere nye, halvgamle og helgamle numre i fine versioner – og den ene gang, der indsniger sig en fejl, bliver den klaret med et kækt smil.
Stanne er så topprofessionel, at det er en yderst enkel opgave at anmelde Dark Tranquillity. For vi ved, hvad vi kommer efter – og det er præcis, hvad vi får leveret. Som et musikalsk Wolt-bud leverer bandet i rette tid og rette kvalitet. At seks ud af de atten numre er fra den seneste skive, Endtime Signals, gør intet, for vi føler, at vi kender dem, selv om vi ikke kender albummet så godt. Siden debutalbummet, den over 30 år gamle Skydancer, har Dark Tranquillity nemlig udviklet sig forholdsvis langsomt fra album til album, så ingen fan er blevet hægtet af gennem årene, og nye er kommet til.
Vi er derfor en broget skare denne lune novemberaften. Her er folk som mig, der er et ubestemmeligt sted i 50’erne, her er yngre familiefædre, der får et afbræk fra hverdagen, og her er sandelig også helt unge mennesker i friskkøbte T-shirts nede fra merch-boden.
VARIERET SÆTLISTE
De musikalske spillekort er også pænt fordelt med både træk tilbage i bagkataloget, sikre hits som eksempelvis ”Atoma” og ”Miserys Crown” og så de nye numre. I betragtning af, at guitaristen, Johan Reinholdz, bassisten, Christian Jansson, og trommeslageren, Joakim Strandberg-Nielsen, kun har været med i få år, så skaber de – sammen med den erfarne keyboardspiller Martin Brändström – det musikalske bagtæppe, der gør, at Mikael Stanne kan brillere.
Når noget er pletfrit, vil der altid være nogle, som forsøger at oversætte det til ”kedeligt”, men sådan er det bare ikke, når Dark Tranquillity spiller. Hverken forrest i feltet, hvor jeg havde placeret mig, eller længere nede i salen.
Numrene, bandet spiller på den igangværende tour, er nemlig hver især så stærke, at der aldrig kommer sprækker i sætlisten – og vil man bare have, at det skal være melodisk dødsmetal af den gamle skole, så kunne man bare lukke øjnene og drømme sig tilbage til 1990’erne og de tidlige 00’ere.
Det var den gang, hvor Dark Tranquillity sammen med In Flames, Soilwork og At the Gates repræsenterede den såkaldte Göteborg-skole, hvor dødsmetallen var mere melodisk end hos kollegerne i Stockholm – og hvor vokalen periodisk var ren.
Og det blev også til en tur i tidsmaskinen, selv om de seneste skiver var rigt repræsenteret på sætlisten. For Johan Reinholdz formåede med sin guitar at blande det dødsmetalliske med melodiske stykker, kække figurer og en lyd, der periodisk nærmede sig det progressive – og det på en måde, så man næsten ikke savnede den originale guitarist, Niklas Sundin, der forlod Dark Tranquility i 2020.
Billedsiden på de tre videoskærme bag musikerne var måske ikke top-original, men understøttede musikken på glimrende vis og viste, at Dark Tranquillity også er kommet videre fra den gang, hvor selv store navne kunne klare sig med et bagtæppe med trykt bandlogo.
ENERGISK, EFFEKTIVT OG NOSTALGISK SUPPORT
Og det var søreme ikke bare Dark Tranquillity, der leverede en godkendt præstation. Alle tre supportbands udfyldte den rolle, de var tiltænkt i aftenens drejebog.
Det fire år gamle Hannover-band Hiraes leverede 25 intense, men lidt skabelonagtige, melodøds-minutter. Sangerinden, Britta Görz, ved, hvordan man sparker et publikum i gang. Hun har tidligere sunget og growlet i Cripper og synger til dagligt også i Critical Mess, som jeg havde fornøjelsen af at opleve på Gimle i Roskilde sidste år.
Bandet har måske lyttet lige lovlig meget til Arch Enemy og til de gamle Children of Bodom-skiver, men når det primært drejer sig om at sætte gang i festen, så er det jo ikke de værste inspirationskilder at have. Görz er efterhånden blevet 47 år, men har stadig så megen passion og personlighed, at publikum kastede med horn, moshede og headbangede på hendes kommando, hvilket er med til at gøre det hele lidt sjovere.
Og fedt at opleve, at publikum mødte talstærkt op fra begyndelsen af denne maraton-aften med musik fra klokken 19 til 23:30.
Finske Wolfheart, der var andet band på programmet, spiller end tungere og endda let groovy form for melodisk dødsmetal. Det godt ti år gamle band udviste selvtillid og god instrumenthåndtering, og numrene sparkede også bagdel i en grad, så gutterne i Amon Amarth måske skal til at se sig over skuldrene, hvis ikke deres store vikingeskib skal indhentes.
Der er masser af gamle dage, melankoli og krig i Wolfhearts tekster og musikalske output, og i front står Tuomas Saukkonen, som finskkyndige kender fra Before the Dawn og Dawn of Solace. Han er en erfaren herre midt i fyrrerne og ikke en type, du løber om hjørner med.
Publikum kvitterede også her for en stabil indsats, hvor især trommeslager Joonas Kauppinen skal fremhæves for at lægge en tung og solid bund – mens guitarist Vagelis Karzis imponerede med sin guitarrem – der var en tyk kæde, som godt kunne være købt på Kerry Kings overskudslager.
Og apropos gimmicks… Det en gammel traver, men de der kranier af forskellige fantasidyr, der sad på mikrofonstativerne – de var sgu fede.
Umiddelbart inden Dark Tranquillity fik gode gamle Moonspell lov at spille en times tid, og når man som jeg er dedikeret Benfica-fan, så er man glad for alt, der kommer fra Lissabon – fraregnet alt, der er iklædt rivalerne i Sporting Lissabons farver, naturligvis.
Portugiserne spillede en halv snes numre, og de to første af slagsen, ”Opium” og ”Awake!”, blev spillet lige lovlig nonchalant, men jeg skal love for, at da først Fernando Riberio opdagede, at vi stod og så lidt blaserte ud nede i de forreste geledder, så fik han sparket sit band af omkring 50-årige goth-metallere i gang.
Moonspell har et fint bagkatalog, hvor lyden nok kan være svulstig, men hvor det kun sjældent bliver overdrevent og patetisk, og i Pumpehuset lykkedes det også bandet at skabe en fin kontakt til publikum takket været et godt overskud og ditto sammenspil. Og når man har numre som ”Alma Mater” og ”Full Moon Madness” i bagkataloget, er det også vanskeligt at fejle. Der er noget nostalgisk over Moonspell, fordi bandet har været med siden den gang, jeg havde hår, men nostalgi er jo bare et andet ord for at mindes de gode gamle dage.
Bassist Aires Pereira er stadig klippet som Ronnie James Dio, keyboardspilleren Pedro Paixão lignede med sit lange hår og store hat Mickey Finn, der spillede på bongotrommer hos mine barndomsfavoritter i T.Rex, og guitaristen, Ricardo Amorin, har i efterhånden flere sæsoner mere lignet ”ham fra forsikringsselskabet”, end han har lignet den dygtige goth-guitarist, han er. En elegant solo fik han lov at spille til sidst, og heller ikke den efterlod den mindste krølle på hans velstrøgne sorte skjorte.
Fire bands på en aften kan godt være hårdt – selv for en gut som jeg, der er i glimrende fysisk form – og det er en evig diskussion, om alle bands får lejlighed til at komme til sin ret, og om publikum kan holde koncentrationen hele vejen igennem sådan en søndag aften.
Det kunne vi denne sidste søndag i november, og I, der ikke fik billet, må godt ærgre jer en lille smule, for I gik glip af en stor aften.