Det nye album fra danske FOSSILS “Flesh Hammer” streames i sin helhed via det amerikanske musiksite No Clean Singing
FOSSILS andet album ”Flesh Hammer” udkommer på mandag d. 3 marts 2014 via Indisciplinarian. Albummet består af 20 intense minutter fordelt på 10 præcise, støjende og konstant underholdende stykker larmende rockmusik, produceret af ingen mindre end DK’s egen lyd-troldmand Q (Beta Satan, The Malpractice o.a.) og skabt af et band, der har raffineret deres kendetegn, særpræg og virkemidler: Tordende smadder-riffs og kontante grooves, der lever side om side med komplekse rytmer og et konstant element af uforudsigelighed og generel mangel på musikalsk pli, kort sagt en god portion af det, der gør rockmusik sjovt.
Nu streames hele “Flesh Hammer” via det amerikanske musiksite NO CLEAN SINGING lige her
I de sidste par uger op til releasen har bandet sluppet diverse videoer, bla. adskillige videoer fra selve indspilningerne af “Flesh Hammer”, og nok mest markant er videoen til “Filet Horizon”, som viser hvordan bandets artwork blev til – nemlig ved at bandets logo og albumtitlen blev laserætset ned i amerikansk beef jerky (tørret, saltet oksekød), et job udført af en amerikansk tech-nørd i en forladt fabrikshal i Philidelphia. Videoen til “Filet Horizon” kan ses lige her.
”Flesh Hammer” bliver udgivet verden over på 12” vinyl (limiteret til 300 eksemplarer) og digitalt, og allerede nu kan LP-versionen købes via INDISCIPLINARIAN via selskabets hjemmeside.
Albumudgivelsen fejres på behørig vis med to danske release-shows i henholdsvis Aarhus på Radar fredag d. 28. februar og København på Beta lørdag d. 1. marts. FOSSILS præsenterer her et væld af gæster til de to koncerter – ikke mindst i Aarhus, hvor programmet er intet mindre end overvældende. Udover at FOSSILS spiller deres nye album i sin helhed, så genopstår duoens gamle band STUDSON, ligesom de to muterer til deres egen doomversion SLISSOF gæstet af bl.a Jacob Elving og Mads Stobberup (Cola Freaks) samt Jacob Krogholt (Rising), og det hele garneres med gæster såsom Marie Højlund (Marybell Katastrophy), Jacob Bredahl (The Kandidate) og Kim Kix (Powersolo), der alle vil vokal-fortolke ældre ellers instrumentale FOSSILS-kompositioner.
I København spiller FOSSILS et mere straight sæt, og showet gæstes yderligere af de føromtalte STUDSON og det nye københavnske rock-outfit WEAK med medlemmer fra bl.a. Bottom Feeder, Dogmatist og Dead Instrument.
Stream albummet lige her:
http://www.nocleansinging.com/2014/02/27/an-ncs-premiere-a-full-album-stream-of-flesh-hammer-by-fossils/