Machine Head til Aarhus d. 19. august
Machine Head har netop annonceret deres første headliner tour i Europa i årevis. Den kommer til at foregå under banneren “Killers & Kings Tour” og vil fungere som en appetitvækker for bandets kommende album, der udkommer via Nuclear Blast i september, og for yderligere tourdatoer i november og december.
Den eneste danske dato på touren er på Train i Aarhus d. 19. august.
Om netop Aarhus fortæller Robb Flynn:
“Jeg kan huske da vi spillede med Metallica på nogle festivaler for flere år siden, så spillede vi i en lille by langt væk fra alting i Danmark der hedder Aarhus. Vi havde aldrig spillet der før eller overhovedet nogensinde hørt om den fucking by før. Vi var ret gnavne inden koncerten, men det endte med at være en af de sjoveste koncerter vi nogensinde havde spiller. Det er koncerter som den slags, der skaber en energi og et bånd og noget der ikke kan brydes. Det er bare forbandet sjovt. Det er Machine Head uden det store show men bragt ned på et helt råt og basalt plan.”
D. 19. april på Record Store Day udgiver bandet en limited 10″ vinyl med en demoversion af det nye track “Killer & Kings” mens de på B-siden har indspillet et cover af Ignite.