INTERVIEW MED JARED DINES: EN KARIKATUR PÅ METALSCENENS MANGE STEREOTYPER

Metalscenen fik i 2014 sit helt eget internetfænomen, da amerikanske Jared Dines på Youtube karikerede såvel fans som trommeslagere, bassister, guitarister og forsangere. De fleste metalfans fik sig et godt grin og kunne sandsynligvis nikke genkendende til flere af Dines vellykkede gengivelser. Siden hans tidlige teenageår har Dines lyttet til og spillet rock og metal, og de mange karakterer er derfor direkte afstøbninger af folk, han selv har mødt. ”Comedy in truth” kalder han selv sin tilgang.

Af Anders Nygaard

Jared Dines karikerede heavy metal imitationer har den seneste tid fået stor opmærksomhed på flere internetfora, men hvem er manden bag de mange videoer egentligt?
– Jeg er vokalist i et band, der hedder Dissimulator, jeg ejer og driver Joes Studio, et lydstudie i Washington, og så laver jeg Youtube videoer, fortæller Jared.
Jareds band, Dissimulator har base i havnebyen Tacoma 50 km. sydvest for Seattle i USA’s nordvestlige hjørne. Det forholdsvis nystartede band gør sig i kristen deathcore, og de musikalske inspirationer spænder således over bands som Whitechapel, Impending Doom og For Today. Jareds mangeårige musikalske engagement begyndte dog i den helt anden ende af skalaen.
– Jeg begyndte at spille guitar, da jeg var 13 år gammel. Mine forældre introducerede mig til bands som Van Halen, Boston, Rush, Black Sabbath og lignende, og jeg ville egentlig bare gerne være som dem. Da jeg fyldte 16, ville jeg gerne lære at spille flere instrumenter, så jeg lærte at spille bas, trommer og en smule klaver, men guitar har dog altid været min hovedprioritet. Det er ikke mere end tre år siden, jeg virkelig begyndte som vokalist også.
Da multiinstrumentalisten Jared først fik idéen til at lave de nu berømte videoer, lå det lige til højrebenet at bruge mange af de observationer, han selv havde gjort sig i sit virke som musiker og ejer af et lydstudie.
– Det har helt klart givet mig et indblik i, hvordan musikscenen er, og hvordan tingene fungerer bag scenen. De fem år, jeg har arbejdet i et studie, har jeg oplevet både de virkelig stereotype musikere og de virkelig talentfulde musikere, så hvad angår inspiration har det hjulpet meget, fordi alle mine videoer er baseret på virkelige oplevelser.

10 STYLES OF METAL
Den første video, Jared lavede, var ”10 Styles of Metal”. Her karikerede han med imponerende præcision, og på lidt under tre minutter, alt fra metalcore og post hardcore til black metal og thrash. Idéen til den første video kom nærmest ud af det blå, og Jared havde aldrig regnet med, den ville skabe så stor opmærksomhed.
– Jeg ved ærlig talt ikke, hvor det kom fra. Idéen til ”10 Styles of Metal” kom bare til mig en dag, og jeg tænkte, det kunne være en sjov lille video, men jeg havde aldrig regnet med, at den ville blive set af flere millioner mennesker. De efterfølgende videoer lavede jeg også bare for sjov. Jeg nyder at lave musik, indspille videoer og få folk til at grine så hvorfor ikke kombinere det hele? Jeg har ingen skjult agenda udover at få folk til at grine og samtidig at have det sjovt, mens jeg laver musik.
Selv om Jareds intention fra begyndelsen udelukkende har været at sprede morskab, så har hans videoer dog også haft den sideeffekt, at de har skabt større opmærksomhed omkring hans band, Dissimulator.
– Mine videoer har skabt lidt mere opmærksomhed omkring Dissimulator, selv om det aldrig var min intention. Mange mennesker hører min stemme og tjekker efterfølgende mit band ud. Det er en kædereaktion, kan man sige.

OVER AL FORVENTNING
Jared havde på intet tidpunkt forventet, at hans videoer ville få så meget opmærksomhed, og den store interesse overasker ham stadig i dag.
– Jeg er meget overrasket over den store interesse. Jeg havde aldrig forventet, at mine videoer ville gå viralt, så jeg er stadig chokeret. Jeg tror det appellerer til så mange mennesker, fordi sandheden ofte er komisk, så det er noget, folk kan relatere til. Det er jo ikke noget, jeg selv finder på, og selv om det er baseret på stereotyper, reflekterer det stadig virkeligheden.
Selv om Jared hovedsageligt har fået positiv feedback, er der som altid negative røster blandt internettets uendelige råbekor.
– Reaktionerne har for det meste været meget positive, men for hver tiende kommentar har der også været én dårlig. Men det er vel typisk, jeg kan ikke tilfredsstille alle.
Projektet er udelukkende udtænkt af Jared Dines, og han står derfor også for både indspilningen og redigeringen af videoerne selv.
– Det er udelukkende mit projekt. Jeg får idéerne, og så gør jeg det bare. Jeg har selv alt udstyret til at indspille og optage videoerne, og jeg står også selv for videoredigering.
Selv om Jared allerede har lavet mange videoer, så har han stadig hovedet fuld af idéer, og han regner ikke med at løbe tør inden for den nærmeste fremtid.
– Lige nu har jeg en bog med omkring 30 idéer, som kan blive forgrenet ud i forskellige videoer, så jeg regner ikke med at løbe tør for inspiration lige foreløbigt, slutter Jared fortrøstningsfuldt af, inden han sender en lille hilsen ud til de mange seere, der har fulgt hans fremfærd på Youtube og de sociale medier.
– Mange tak til alle der har støttet mig og set mine videoer. Jeg sætter pris på jer alle, og hvis jeg har fået jer til at grine eller har gjort jeres dag bare lidt bedre, så er det nok for mig.

Følg Jared Dines på YouTube: https://www.youtube.com/channel/UCJcYRr8rpsxVPfWA5vkuxFw

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *