QUEEN + ADAM LAMBERT
JYSKE BANK BOXEN, HERNING
15.02.2015
En drøm for undertegnede gik i opfyldelse på heden, dér i Boxen i Herning. Drømmen om at se Queen og især Brian May. Jeg blev sent fan af Queen og burde have set dem med Mercury de gange, de spillede i København, men ak økonomi og så det ikke at kunne kapere deres flamboyante vidtfavnende rockopera stil, gjorde, at det ikke skete.
At kapere stilen kom undertegnede til i 1986, efter at have nydt dem på albummet Jazz. Et band med den sangskat afkræver sgu respekt, og det har de fra min kant efter det brag i Herning. Dannet i 1970 og med et ret konstant band indtil Freddies død i 1991 og John Deacons afgang/pension fra musik i ´96. Bad Company og Free sanger Paul Rogers, som jeg forguder, kom med i 2004 til 2009, men han passede aldrig rigtig helt med sin mere bluesy tilgang. Roger Taylor og Brian May nægtede at lade dronningen dø og fik American Idol stjerne Adam Lambert tilføjet på den frygtede plads i front og sagt med det samme, han passer! Stor stemme, pompøs nærmest teatralsk til tider i hans dramapop. Irrelevant måske, men også homoseksuel, som Freddie. Så fremtoning og det visuelle glimt i øjet virkede bare helt kolossalt overbevisende.
Udsolgt længe før og ca. 15.000 gik amok, da “One Vision” bragede ud med efterfølgende “Stone Cold Crazy”, og tredie og sidste i fotograven for undertegnede, “Another One Bites The Dust” – wow!! Hvilken lyd, show og spilleglæde og sikker performance af Lambert. Især på “Killer Queen”, spot on gudevokal og dekadent vælten rundt i en rokokosofa i front (på den lille scene forrest på den del af sceneopsætningen med det store Q, med storskærm indeni og så stregen i q’et, der udgjorde en rampe ud til den lille scene). Killer!
“I Want To Break Free” og “Somebody To Love” fik taget til at lette i disse møgfede versioner. Meget virilt spillet og tight og superfedt swing og dunk i trommerne fra Taylor og hans søn Rufus. Hvilket leder mig hen til trommesoloen, som altså denne gang virkede. Far og søn i duel – sjovt og nyt.
Inden da havde May sunget solo på “Love Of My Life”. Flot, følt og i (video)duet med selveste Mercury på storskærmen. Flot hyldest. På “39” havde May lidt knas i vokalen (falsk) modsat Taylor´s mere rå/hæse på “A Kind Of Magic” og “These Are The Days Of Our Lives”. Ja, mon ikke – hele aftenen var magic.
Adams pause på scenen var ovre, og “Under Pressure” swingede skønt, efterfulgt af store “Save Me” med stor solo-intro fra Adam, der til bragende applaus leverede “Who Want’s To Live Forever”.
Stemningen var nu i top, alle havde overgivet sig og derpå fulgte et kvarters guitarsolo, som spolerede momentum ret meget. May er fremragende på hans helt egen specialiseret guitar og lyd. Det var for langt, men når det er sagt, er han sgu genial og enestående i stil og lyd.
Heldigvis var det så mesterklasse rockeren “Tie Your Mother Down”, der fik festen på rette spor igen. Efterfulgt af Adams vokal solo noget a la “Give Me That Love” til gigaudgaver af “I Want It All” og (næsten hadenummer) “Radio Ga Ga”, som indrømmet virkede helt uovertruffent live med et hav af hænder, der klappede taktfast. Imponerende syn og stemning.
Hold op, jeg var blæst omkuld! Så gode troede jeg IKKE, de ville være. Tak Queen. Tak fordi “The Show Must Go On” – ja sgu!!
Selvfølgelig fik vi deres gigantiske hit “Bohemian Rhapsody (m. Freddie videosekvens) som afslutter, før de to extranumre, “We Will Rock You” og “We Are The Champions”.
Flot hyldest til Freddie og en meget værdig efterfølger i Lambert. Fejende flot, potent rock med de få omtalte ridser i lakken. Så minus dette og det var sublim topklasse! Spændende, hvis de også ville lave et nyt studiealbum.
Magic john-son
