AMAGER BIO, KØBENHAVN
22.3.15
Chuck Schuldiners band Death har gennem tiden leveret syv albums og en arv hvis betydning for metalmusik idag næppe kan overvurderes. Han døde desværre af cancer i en ung alder men han var simpelt hen med til at skabe den genre vi i dag kender som dødsmetal. I dag fejrede vi, udover Chuck, 20året for udgivelsen af ”Symbolic” skiven. Tributebandet Death to all består ¾ af medlemmer som alle har spillet med det originale Death på et eller andet tidspunkt og undtagelsen var Max Phelbs på guitar og vokal som er med i Cynic normalt. Med Steve Digiorgio på bas, Gene Hoglan på trommer og Bobby Koelble på guitar var den musikalske kvalitet nærmest garanteret. Men først på var franske Loudblast som tog røven på mig og leverede et intenst og glimrende sæt. Deres stil er dødsthrash men der var afstikkere til black, doom, og gotisk metal. De er hamrende dygtige musikere og det hele sad simpelthen i skabet. Man kunne høre at de har spillet sammen i mange år. Meget stemningsfuldt og god metal. Såre simpelt.
Amerikanske Abysmal Dawn havde jeg set frem til, men jeg synes de skuffede en smule. Det var teknisk dygtigt, men jeg savnede noget originalitet og musisk personlighed. De er kompetente musikere, og det var bestemt godt til tider, men deres amerikanerdød druknede lidt i anonymitet synes jeg. Vokalen var også meget god og trommeslageren var habil men, ja, jeg savnede noget specielt og det leverede de ikke denne aften.
Så kom turen til bandet de fleste havde ventet på, Death to all. Jeg kender naturligvis udmærket de musikere, der var her denne aften, og det er ikke hvem som helst her. Det er musikere som har betydet en helvedes masse for metalmusik. De startede med ”the philosopher”, spillede ”suicide machine”, ”Overactive imagination” og ”trapped in a corner” og jeg må sige jeg var imponeret. Hold kæft nogle musikere mand. Ikke bare er de her gutter teknisk dygtige, men de har en sjælden indlevelse og musikalitet, som man ikke finder mange steder i dag. Det svageste punkt, hvis der var et, var vokalist og guitarist Max Phelbs som ikke helt havde samme kvalitet som de andre men som bestemt også leverede en god indsats. Det er bare sammenligningen med perfektion som koster lidt. Ved nummeret ”Symbolic” kom en gut fra bandet Obscure på i stedet for Max Phelbs og spillede og sang nogle numre, og det gjorde han såmænd glimrende. De fremragende numre ”Zero tolerance” og ”Bite the pain” blev eksekveret med stil og elegance og vi afsluttede med et intenst sæt ekstranumre. Det er lang tid siden jeg har oplevet så gennemført en koncert som med Death to all her og lyden i Amager Bio var faktisk ganske ok i mine øjne denne aften. Meget vellykket.
Bolund