KISS
O2 World, Hamburg
02.06.2015
Et saftigt, bragende godt kys
Der er panik på forreste række. En pige med en Starchild-stjerne malet om højre øje er dånet. Måske i ren forventning eller bare af ren begejstring over det, som endnu ikke er sket. Samaritanerne iler til og får hende på en båre. Hun er vist ok og heldigvis for hende koncerten ikke engang begyndt endnu. En meget tyk, storsvedende mand i fuld Demon-ansigts make-up forsøger at presse sig ind i mængden, for at komme længere op foran, men det mislykkes. Der er proppet foran scenen i den næsten udsolgte ishockeyhal. Han giver op og trøster sig med sin fadøl og sin saltkringle. Og det er der flere der gør mens de venter på det de har set frem til.
Og der sker stadig intet på scenen. Den lange ventetid afbrydes kun når et nyt stykke pausemusik begynder og et skuffelsens suk løber gennem menneskemængden når den opdager, at det heller ikke var nu at tæppet ville falde. Forløsningen er til at høre på publikums skrigen, da alt lyset slukkes og det ud gennem højttalerne brager med en tordnende lyd og en stemme råber “Ladies and gentlemen the hottest band in the world: KISS”. Ekstase. Ild. Eksplosioner. “Detroit Rock City”. Vi er igang. KISS har indtaget O2 World i Hamburg på deres 40 års jubilæums turné og skal gøre det som de er bedst til: Underholde.
Og det gør de. Og publikum er med dem. De er elskede for det de står for. Og de gør det stadig præcis som det skal gøres: Med pompt og pragt. Med et show, der altid skal overgå de tidligere, men stadig skal indeholde alle de klassiske elementer, som ikke må skæres bort fra en ægte Kiss-koncert. Vi har set det før. Men det er lige meget. Det serveres med professionalisme og selvom det også handler om rigtig mange penge for især to af musikerne på scenen, så gør de det ikke kun for pengenes skyld. De gør det for di de kan lide det. Det stråler langt ud af dem. Alle fire giver sig maksimalt. Intet skal mangle og da slet ikke solide og fantastiske sange. Få overraskelser er der i setlisten, men hvad betyder det, når repertoiret er fyldt med klassikere til overflod og bandet snildt kunne spille tre gange så mange sange, hvis de altså havde tiden til det. Det er altid de gamle numre, der fungerer bedst på deres helt nostalgiske måde. Førnævnte “Detroit Rock City”, “Deuce”, “Parasite”, “Dr. Love”, “Love Gun” og man kunne blive ved. “Cold Gin” manglede. Men det gjorde “Black Diamond” tilgengæld ikke. Et af de stærkeste Kiss numre nogensinde. Forfriskende at “Creatures of the Night” albummet også blev husket med titelnummeret, “War Machine” og “I Love it Loud”, ligesom de nyere “Psycho Circus” og “Hell or Hallelujah” er glimrende sange – også i live regi. Kiss overrasker aldrig. Men de imponerer stadigvæk – også selvom de er oppe i alderen. Også selvom Paul Stanley ikke når de høje toner helt så godt længere. Også selvom der sniger sig et par småfejl ind her og der. Det gør ikke. Det viser bare, at bandet er ægte. At de stadig er her efter mere end 40 år. Det er imponerende godt. Og når de kommer forbi vores breddegrader igen, så er jeg på plads – endnu engang.
Tekst og fotos: Schultz
Det spillede de:
Detroit Rock City
Deuce
Psycho Circus
Creatures of the Night
I Love it Loud
War Machine
Do You Love Me
Hell or Hallelujah
Drum/guitar solo
Dr. Love
Lick it Up
God of Thunder
Parasite
Love Gun
Black Diamond
Shout it out Loud
I Was Made for Lovin You
Rock n Roll All Nite
