VOLBEAT, ANTHRAX & CROBOT
Hammerstein Ballroom, New York (NY)
02.06.2015
I silende regn, havde new york’ere stået i kø hele dagen foran Hammerstein Ballroom på Manhattan. Efter sigende var køen dannet allerede før middag, og grunden til at folk stod i kø i den tætte regn, var at en glad dreng hjemme fra Sydsjælland, skulle spille koncert foran et par tusind mennesker om aftenen. Havde nogen spurgt mig for 10 år siden, om jeg en dag skulle stå i New York med flere tusinde skrigende fans, og se Michael Poulsen og co. give den gas, så havde jeg nok bare haft hånlige grynt tilovers for dem. Men sådan skulle det gå. Volbeat afsluttede sin omfattende nordamerikanske turne med stil i New York, og Metalized var på pletten. Volbeat har touret kontinentet tyndt med Anthrax og Crobot, men denne aften var der ingen tvivl om, at det var Volbeat, som masserne var kommet for at hylde.
Indenfor i tørvejret, er der allerede pakket da vi ankommer, og Crobot går på scenen, mens folk stadig vrimler ind. I forvirringen over manglende garderobe faciliteter, får vi ikke hele starten af Crobots ellers fremragende set. Jeg genkender flere af deres, efter min mening bedste numre, og de starter med favoritten ”Legend of a Spaceborne Killer”. Allerede fra starten er energien i den hurtigtpumpende rock helt i top. Især ”Nowhere to hide” står som et af aftenens stemningsmæssige højdepunkter. Crobot gav den gas med deres groovye hardrock show, publikum kvitterede med tilsvarende headbanging og hey-råb. Det er sjældent jeg har overværet en koncert, hvor den normalt utaknemmelige opgave at varme publikum op, går hen og bliver lige så godt som hovednavnets koncert. Er man til amerikansk hardrock, så er de fire gutter i Crobot helt sikkert værd at opleve.
Da Anthrax går på scenen, eksploderer publikum. Ingen kunne være tvivl om, at her var et New York band. Lyden var skruet en tand i vejret, og guitaren var blevet en tand mere ond og bandmedlemmernes alder var også tilsvarende blevet højere. Men gamle mænd ved hvordan trashmetal skal skæres, og som en af metallens dinosaurerne så må man have respekt for Anthrax. Med Scott Ian og hans guitar i front, var det som at komme tilbage i barndommen, og da Joey Belladonna starter på ”Caught in the mosh”, starter publikum naturligvis også den første mosh-pit. Folk er generelt i en fantastisk fest stemning, og musikken gør sit til at fastholde den vanvittige fest, Hammerstien Ballrooms majestætiske omgivelser er vært for. Alle de store hits fra Anthrax
mangeårige virke blev leveret med skrap præcision, og nogle synligt arbejdsivrige musikeres spilleglæde væltede ud over scenen i samme fart, som alle de crowdsurfers, som kom igennem salen nede bagfra, og op til scenen. Numre som ”Madhouse”, ”I am The Law”, ”Antisocial” og ”Got the Time” blev braget ud over kanten af scenen, så man kun kan have respekt og ros til over for. Godt gået af en samling gamle trash-dinosaurer.
Da det blev Volbeats tur, havde jeg fået mig selv helt op til hegnet, og stod sammen med nogle bekendte fra Danmark og en veninde fra Schweiz. Som sædvanlig, lagde de tre danskere, sanger og guitarist Michael Poulsen, trommeslager Jon Larsen, bassist Anders Kjælholm og deres amerikanske leadguitarist Rob Caggiano [tidl. Anthrax] ud med ”Hallelujah Goat”. I det store grandiøse ballroom, brød jublen dog først ud i ekstase, da Volbeat slog an, til ”Dead But Rising”. Crowdsurfingen brød igen ud, og fortsatte resten af koncerten. ”Lola Montez ” fik også alle kvinderne med, også til crowdsurfingen, og de fleste kvinder får femme-fatale-fornemmelse, når Poulsen synger farlige Lola, dog tiltaler historien om ”Danny and Lucy [11 pm]” mere mig. Dejligt at endnu et nummer fra den første plade er gravet op til livekoncerterne. Den lidt hårdere lyd klæder bandet, og især efter Caggiano overtog leadguitaren, har den tunge rå lyd fået et markant løft. Næste overraskelse er nummeret ”Angelfuck” som bød på en ’karakter’ Metalized nåede at tale med inden showet, nemlig Jerry Only fra MisFits. Manden der er synonym med frisuren ’Devilock’. Selve det musikalske er egentlig komplet underordnet, for en mand som Jerry Only vækker altid opsigt, og gjorde det også (positivt) med Volbeat i New York. Herefter spillede Volbeat en klassiker i dansk forstand, nemlig ”The Garden’s Tale” og med en opfordring til de medrejsende danske fans, blev der sunget igennem på Johan Olsens linier. Sangen fungerede live, men den mangler altså Olsens markante hæse stemme. Flere hits blevet hevet frem; ”Heaven Nor Hell” ”A Warriors Call” og ”Mirror And The Ripper”. På sidstnævnte har jeg stadig ikke formået at forstå, hvad pokker Poulsen synger [mumler], men hvad man taber på gyngerne skal man ,som I ved, vinde på karrusellerne, og her var Kjølholm på bassen fremragende. Den mand har en sceneenergi, som rigtig mange musikere kunne lære af. Med fjæset i de rigtige folder, slår han stemningen blandt publikum an, manden er en entertainer bag sin bas, og så er der sgu ikke nogen som hører hvad Poulsen synger alligevel. Alle har en fest, og skråler med, smider hornene i vejret, alle er glade. Michael Poulsen tog endda selv en crowdsurfing tur ud blandt publikum, da han fik øje på en barn i en t-shirt, som ikke var en Volbeat t-shirt. Bevæbnet med en ny t-shirt til knægten, og en med en reprimande til faderen om bedre t-shirts, surfede den glade gut fra Ringsted ud over amerikanerne, som jublende bar ham ud,
så han kunne få overrakt t-shirten. I det hele taget har Volbeat forstået konceptet, tager du barnet i hånden, tager du moderen om hjertet, og det kan man i USA gange op til, at hele nationen er vilde med folk der er gode ved børn. Således blev alle salens børn, og der var mange, set med danske briller, inviteret op på scenen mens ”16 Dollar” blev fyret af. Der var en knægt, (som undertegnede havde talt med inden koncerten) 9 årige Jake, hvis frisure den gode Hr. Poulsen mente skulle have en ny Volbeat-frisure, naturligvis sat med – Volbeat-hårvoks. Således hyggede Jake og Poulsen sig på scenen, med hi5 og håropsætning. For undertegnede var det komplet overflødigt, men jeg noterede mig at Michael Poulsens begejstring var ægte og smittende, så derfor kunne jeg både tilgive og leve med dette stunt. Amerikanerne elskede det, og det gjorde måske også de andre danskere i salen?
Så var det slut, Volbeat væltede ud, for derefter at komme ind til de obligatoriske ekstra numre. På endnu en af mine favoritter ”Pool of Booze, Booze, Booza” havde Volbeat inviteret Caggianos tidligere kolleger fra Anthrax, guitarist Scott Ian samt trommeslager Charlie Benante med på scenen, og så skal jeg love for at stemningen løftede sig, om muligt, endnu mere end den havde gjort tidligere. Mens ekstasen fra de mange tusind mennesker endnu ikke havde lagt sig, selv på balkonnerne var folk med under hele koncerten, fortsatte Volbeat med endnu en af amerikanernes favoritnumre, nemlig ”Lonesome Rider”. Dette nummer fastholdt hele salen i fællessang, og da Volbeat sluttede af med ”Still Counting” vil jeg påstå, at alle sang med. En stor aften, for en lille dansker, i en kæmpe by. Volbeat leverede varen, dog virkede Michael Poulsen en smule mat i koderne, men måske kun for det trænede Volbeat-øje. Stemmen var fin hos Poulsen, den havde den tilpasse mængde Elvisforvrænging når den skulle, men han var ikke helt oppe i gear, som han fx var, da bandet sluttede deres UK-tour i November i Norwich. Således fik han råbt (noget) til Anders Kjølholm, da han ville vente et øjeblik med ”Lonesome Rider”, for at iføre sig den danske fodboldtrøje, som en blandt publikum havde kastet op på scenen. Det var dog ikke som sådan til at mærke igennem koncerten, men for mig brændte Michael Poulsen altså ikke helt så rent igennem som han ellers kan. Hvem kan i øvrigt fortænkte manden i at være træt, eller have en off-dag. Volbeat har spillet 28 koncerter på 39 dage! I setlisten manglede et nummer, jeg troede var groet fast på Volbeats setliste, ”Fallen”. For mit vedkommende er det fint det mangler, jeg kommer altid til at vræle, da Poulsens hyldest til hans afdøde fader, minder mig om, jeg selv har mistet faderfiguren i mit liv, og jeg hader at hyle. Alt i alt en fremragende koncert, hvor særligt Hammerstein Ballroom skal fremhæves. Der var god lyd på alle tre bands, masser af barer, og så er det et uovertruffent sted, hvor man nærmest bliver taget tilbage i en gammel amerikansk film. Jeg tager gerne turen over dammen en anden gang. Volbeat i New York var hele rejsen værd, det amerikanske publikum var varme og imødekommende, og så elsker de virkelig Volbeat!
Setliste Volbeat:
Hallelujah Goat
A New Day
Dead But Rising
Lola Montez
Danny and Lucy [11 pm]
The Sad Man’s Tongue
Guitar Gangsters and Cadillac Blood
Angelfuck med Jerry Only
The Garden’s Tale
Heaven Nor Hell / A Warrior’s Call
Doc Holliday
The Mirror and the Ripper
The Hangman’s Body Count
16 Dollars
Ekstranumre:
Pool of Booze, Booze, Booza, med. Scott Ian og Charlie Benante
Lonesome Rider
Still Counting
Af Matilde Schmidt
Fotos: Allan Schmidt
