Pretty Maids
HSPMF, Fængslet, Horsens, 20. juni kl. 19.45.
Pladsen foran scenen var som gol ørken, da jeg entrede stedet ca. 90 minutter før Danmarks grand-old-men i hard-rock entrede fængslet i Horsens, til den stort anlagt Horsens State Prison Motorcykle Festival. Foruden nogle legende børn og et par stykker foran scenen, var der ikke meget liv.
Det ændrede sig dog og da Sandager, Shades, Tschicaja, Hammer og den altid karismatiske Atkins, entrede scenen var der skudt en mindre fest i gang foran scenen. Som sædvanlig strålede bandet af både spille- og livsglæde, hvilket smittede af på de forreste rækker. Deres uhøjtidelige facon, smil og interne blikke er guld værd, og de udstråler, at de bare har lyst til at holde en fest på scenen, uanset antal publikummer. Det blev der åbenbart lidt brug for, for i hvert fald annoncerede Atkins flere gange, at han mente Horsens skulle stramme sig lidt an, at det nærmest var pinligt at komme til hjembyen og opleve så tam en stemning, når nu de kom lige fra Copenhell, hvor der ”faktisk var ret fedt at spille!”. Pretty Maids betegner sig nærmest som husorkester til arrangementer i hjembyen Horsens, men det er måske netop derfor fremmødet ikke var det største. Efter de har varmet op en del gange i Fængslet, kan det være nogle mener de ligeså godt kan snuppe en øl i baren, fordi de ”har jo set dem flere gange”. Det er dog en brøler at tage sådan en beslutning. Også selvom der er Royal i baren. Og whiskey. Og ekstrem god kaffe!
For Pretty Maids havde atter en god dag. De fyrede de sædvanlige klassikere af, Hammer fik vinket og lavet aftale om en øl backstage efter koncerten, blot med få håndtegn, Allan Tschicaja spillede som om det var hans sidste koncert og de virkede i top-humør alle fem.
Første gang jeg så bandet var til Monsters Of Rock i Nürnberg i 1987, hvor de startede hele festen kl. 11 om formiddagen. Vi var en flok danskere der stolt smilede bredt af vores kære landsmænd oppe på den enorme scene. Meget er sket siden dengang og kun Atkins og Hammer er de originale medlemmer tilbage.
Kenneth Hammer har en utrolig karisma, både hans optræden og hans spil – alligevel måtte alle i bandet og blandt publikum dog trække på smilebåndet, da han måtte starte et par gange forfra på stroferne til et nummer af ældre dato – ganske enkelt fordi han ikke kunne huske det. Det måtte han høre for flere gange gennem resten af settet for de ca. 2500 fremmødte.
Det var nu også lige meget, for de charmede sig igennem det, spillede røven ud af bukserne og Atkins er stadig en frontmand i verdensklasse. Om det lykkes ham at få resten af pladsen bagved forreste række med, kan der fra undertegnedes side kun gisnes om. På de forreste rækker var der i hvert fald meget festligt at opholde sig. Og ”Future World” giver stadig gåsehud på størrelse med so-patter – nostalgi og verdensklasse!
Kristian P. Mølgaard
