Twisted Sister
HSPMF, Fængslet, Horsens, 20. juni kl. 22.30
Så skal jeg love for der var dømt nostalgi og show i verdensklasse!
Med et scenebanner pålydende teksten ”Sound of thunder” og med AC/DC’s ”It’s a Long Way to the Top (If you wanna Rock ’n’ roll)”, var der lagt op til én af de absolut bedste koncerter undertegnede længe har været til.
De aldrende herrer entrede scenen med den altid legendariske og fænomenale Mike Portnoy bag gryderne og var i topform. Drysset på det hele kom, da Dee Snider stormede ind på scenen, som om han nærmere var 30 end de 60 år han er. ” Alright, sick fuckers, are you ready to kick some ass?”. Med What You Don’t Know (Sure Can Hurt You) begyndte 1 ½ times concert med absolute legender indenfor hardrock og heavy metal. Helt problemfrit var det dog ikke – Snider havde voldsomme problemer med mikrofonen, der svigtede to-tre gange. Tilmed ville hans mikrofonstativ ikke som han ville og væltede mange gange, med fare for at han med de vilde bevægelser, væltede i det. Så hans to assistenter havde travlt under det meste af gigget med at fjerne stativet og stilled et et sikkert sted.
Jeg har sjældent set en mand med så stor energy på scenen – det var næsten som en ung Bruce Dickinson. Dee Snider stjal hele showets første numre med sit lange, krøllede hår, hans velkendte stemme og gennem alle numre flyttede han sig, headbangede som en gal og var kun afbrudt da han under soloer smuttede om bag højttalerne, hvor han fik sprayet håret og fik vand.
Da A.J. Pero, deres trommeslager døde i marts, døde dermed også det 5. originale medlem af Twisted Sister. Han døde uventet i tourbussen og efterlod et band i sorg. Dee Snider fortalte under koncerten, at Pero engang havde udtalt, at skulle der nogensinde blive brug for en afløser til deres koncerter, skulle det være Mike Portnoy. Og Mike Portnoy blev dermed introduceret. Portnoy, der forlod Dream Theater i 2010, har haft utallige projekter i luften siden da (The Winery Dogs, Flying Colors, Adrenaline Mob, Avenged Sevenfold, Neil Morse, m.fl.) og har udtalt, at det har været meget specielt for ham at spille med netop Twisted Sister, som han betegner som et af verdens bedste live-bands. For gammel Portnoy-inkarneret fan som undertegnede, var det en udsøgt fornøjelse at se showet med netop den trommeslager. Under mine vinger havde jeg min 11-årige søn, der har oplevet mange koncerter med farmand her, men aldrig oplevet Portnoy, selvom han er opvokset med de DVD’er han har udgivet. Så jo, det var en ganske særlig aften på mange fronter. At Portnoy så vælger at smide en trommestik specielt til os, er jo bare endnu bedre.
Festen var skudt i gang og intet kunne stoppe den – på et tidspunkt proklamerede Snider, at på motorcykelfestivaler i USA, er det tilladt at have cyklerne med inde på koncertpladsen – det vakte urolige blikke hos de ellers hyggelige securityfolk i pitten, men som Dee Snider tilføjede: ”It was just a suggestion!”. Numre som ”Burn in Hell”, ”We wanna Rock”, ”You can’t stop rock’n’roll”, vakte vild jubel. I ”We’re not gonna take it” Dee Snider fik skældt
ud på en blandt publikum, der åbenbart virkede som om koncerten ragede hende en høstblomst og da hun åbenbart skred, fik hun et ”Year, fuck off!” fra Snider med på vejen, før bandet atter istemte omkvædet fra klassikeren. Efter nummeret mente Snider smilende, at det blev bedre ”after the dead girl left!” og mente hun troede hun var til en One Direction-koncert. Eller som han til stor jubel blandt publikum udtrykte det, ”a One Erection-concert – hashtag lameassmotherfuckingpopband” Fantastisk!
Dee Snider var yderst veloplagt og virkede som om han snildt kunne tage mange år endnu. Det samme gjorde resten af bandet, J. J. French, Eddie Ojeda, Mark ”The Animal” Mendoza var alle i tophumør, pjattede på scenen, samtidig med de var tydelige i deres gestus: glemt er alle de interne stridigheder fra før – dette skulle afleveres med største respekt.
Den kære Dee Snider proklamerede dog, at dette var den absolut sidste tour med bandet og fik i den sætning også lavet en parodi på Klaus Meine fra Scorpions, som nu har haft ”farewell-tour” mere end én gang. Og som Ozzy. Og Judas Priest. Og Mötley Crue. Og Kiss. Yep, dette var sidste chance for at se legendariske Twisted Sister med de sidste (overlevende) medlemmer. Han ville bagefter slange sig på en strand, blive tyk og klippe håret af, som han ville forære til en kræftramt pige (jo, det sagde han sgu’!) De ærede deres afdøde trommeslager med interne jokes til at han var undskyldt ikke at være der i aften, og sendte smilende blikke mod den grå og kolde sommeraften. Pero blev også æret ved at de i ”The Price” fik slukket al scenelys og opfordrede folk til at lyse himlen op med deres mobiltelefoner og lightere. Smuk og tankevækkende.
Det var en fuldendt aften på så mange måder – en koncert der absolut var mindeværdig.
De fik taget afsked med Danmark og det loyale publikum på HSPMF med en fantastisk ”SMF”, hvor Dee pegede på min søn og sagde ”Not the kid, though”.
Sympatisk band, som leverede en absolut pragtpræstation, der kun kan gå over i Fængslets historie! Det er et band der har kæmpet mere end de fleste bands har – og de tekniske problemer i begyndelsen kunne let have ødelagt aftenen for dem – det fandt de sig dog ikke i!
Fantastisk band – ”we will never forget you – you will never forget us”, som Snider sagde som afsked.
Han har ret – vi vil aldrig glemme Twisted Sister!
Kristian P. Mølgaard
