Speed-fest til 10 stjerner

DEATH ANGEL
FLOTSAM & JETSAM
KB18, København, 26. juli

Så var der atter thrash i København – denne gang i KB18 i Kødbyen. Et forholdsvis lille spillested, hvor jeg aldrig tidligere har indfundet mig (rygterne siger da også, at det mest er techno, der strømmer ud af højttalerne på stedet til hverdag), og hvor scenen er så lav, at man skal virkelig langt frem for at se noget som helst. Til gengæld var lyden markant bedre, end rygterne på forhånd sagde, og man blev hurtigt hvirvlet ind i opvarmerne fra Flotsam & Jetsams melodiske og velspillede thrash. Jeg har ikke set driv- og vraggodset siden 1987, hvor de åbnede for Megadeth i Hamburg, så det var et længe ventet gensyn, og gutterne svigtede bestemt ikke. Vi missede desværre de første fem numre, men heldigvis spillede Flotsam et godt langt sæt på hele 11 numre, så vi nåede at få sange med fra de fleste af de ældre plader – inkl. mine favoritter Doomsday For the Deceiver og No Place For Disgrace. Hell, der var sgu ikke et øje tørt, da bandet sluttede med titelnummeret fra sidstnævnte til alles store glæde.

Så var man godt varm til hovednavnet Death Angel, som har været lidt flittigere gæster på vores breddegrader end Flotsam, om end vi skal tilbage til Thrash Fest i Amager Bio i 2010 for at finde deres sidste besøg. Dengang kan jeg huske at være imponeret over englenes optræden, men skuffet over sætlisten, men denne gang gik det hele op i en højere enhed. Måske fordi Death Angel i mellemtiden har begået deres bedste skive siden de gamle dage i form af 2013’s The Dream Calls For Blood, og det var da også fra denne, at hovedparten af aftenens nye numre blev hentet – med åbnerne ”Left For Dead” og ”Son of the Morning” samt titelnummeret som de mest funklende stjerner. Stadig gik jeg dog mest amok til de gamle klassikere, og dem blev der heldigvis også tid til en pæn sjat af i de 16 numre lange sæt, som spændte over godt halvanden time. Jo, vi fik sgu noget for den overraskende billige billetpris, og bandet hyggede sig da også tydeligt stort og nød at fyre den af på den lille intime scene, hvor de havde de mange fans lige oppe i hovedet. Måske var det derfor, at sættet inkluderede gamle vindere som ”Evil Priest” og ”Kill as One” – i hvert fald fortalte Mark Osegueda, at de ikke havde spillet sidstnævnte i lang tid. Ekstranummeret bestod af ”Thrown to the Wolves” indledt med introen til ”The Ultra-Violence”, og efter sådan en speed-fest gik man tilfreds ud i den københavnske nat. 10 stjerner herfra!

Nolder
Foto: John-son

 

DSC_0777 DSC_0771 DSC_0770 DSC_0769 DSC_0761 DSC_0759 DSC_0754 DSC_0753 DSC_0751 DSC_0741 DSC_0699 DSC_0689 DSC_0688 DSC_0686 DSC_0681 DSC_0667

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *