BLACK LABEL SOCIETY
Posten, Odense
05.08.2015
Det er ved at være over 15 år siden at Zakk Wylde startede Black Label Society og opbyggede en kultur omkring sit eget band, hvor han er hovedpersonen med stort H. Black Label er Zakk i alle henseender – på både godt og ondt. Godt fordi manden er en gudsbenådet guitarist og sangskriver, der formår at være en frontmand der kommer ud over scenekanten og fylder meget på scenen. En mur af rock ‘n’ roll. Ondt, fordi han også bliver en parodi på sig selv og alskens klicheer man kan grave frem når det gælder metal. Den bikerinspirerede bandkonstellation som et “chapter” virker mere komisk end sejt, men når man skræller alt det af, så er der selvfølgelig et umiskendeligt kæmpetalent bag facaden.
På Posten, onsdag, fik de omkring 600 fremmødte begge dele. Ja, det er en del af konceptet, men man håber altid at frontmanden måske dennegang har indset at en alenlang guitarsolo bare er dødsyg. Men nej. Den skulle vi selvfølgelig, pinedød, trækkes og slæbes igennem. En farce, at det stadig er et element i Black Label-regi, for manden behøver jo overhovedet ikke den ekstra opmærksomhed alene på scenen. Han er nemlig konstant i centrum både musikalsk og fysisk, hvor han fylder rigtig meget t i landskabet i forhold til de tre øvrige, splejsede medlemmer. Det er paradoksalt at Wylde ikke vil – eller måske tør – prøve bare nogle enkelte nye retninger.
En gang solo guitaronani kan dog ikke ødelægge en Black Label Society koncert, for gennemgående var det en god oplevelse. Det var massivt. Det lød rigtig godt for lyden var klar som vodka, men samtidig knusende og brutal. Det fungerede især godt i de rockende og heavy numre, som virkelig beviste at det den stil som bandet er sat i verden for at spille. Mere kvalmt blev det når keyboardet kom frem og balladerne lullede folk i søvn i en tåreperserforestilling, som ikke klæder den guitarspillende gorilla. Det er det helt fremme på scenen med guitaren om knæene i de knusende numre at Zakk kommer til sin ret. Det fungerede fantastisk i for eksempel “The Blessed Hellride”, der blev fremført med en energi og styrke som kun en kampvogn kan matche. Der, foran en væg af Marshall JCM 800 forstærkere, lyste Zakk som den guitar-Gud han nu engang er.
Paradoksalt og formidabelt.
Af Jakob Schultz
Fotos: Jakob Schultz