Dag 14, 19. august (plus det løse) 2015
Sidste dag i studiet. Pepe lirer soloer af og snart venter kun det endelige mix forude af den nye plade.
Al rytme, al bas og tromme og nu også al vokal – alt var nede på bånd og dermed kunne jeg gå i gang med den sidste etape af selve indspilningerne.
Jeg vil ikke kalde mig den store Steve Vai, men soloer skal der jo på en plade, så det var egentlig bare med at komme i gang.
Men det var nu ikke kun soloer, jeg skulle i gang med. Jeg havde en del guitarmelodier og et instrumental nummer, som skulle overstås før jeg kunne gå i gang med soloerne. Det gik dog rimelig smertefrit, men så var der til gengæld heller ikke flere undskyldninger at tage af – og jeg måtte i gang med min ultimative-favorit-indspilnings-disciplin: soloer!!!!
Værre var det heller ikke, og Tue og jeg fik ligeså stille kæmpet os igennem sangene en efter en. Igen fik vi besøg af den selvudnævnte dårlig-karma-coach, vores ex-guitarist Ziggy, og når han ikke spredte dårlig stemning, så kom han med dårlige idéer. Det passede mig nu meget godt, det addede ligesom lige en ekstra tand til den utroligt afslappede stemning, der hersker, når vi indspiller hos Tue. Børn og hunde og ex-guitarister overalt, og alligevel får man indspillet en fed plade – måske netop derfor, får man indspillet en fed plade! Vi elsker den afslappede stemning, og ville ikke kunne leve uden.
Nuvel, tilbage til selve indspilningerne. De første par numre gik rimeligt smertefrit, hvilket hang sammen med, at det var nogle stykker, som jeg havde forberedt mig på derhjemme. Men en ting er selvfølgelig at have øvet sig, en anden er at få det ned på bånd. Jeg havde et par lange hurtigeløb, som drillede, men det tog heldigvis ikke overhånd, og jeg fik dem ret hurtigt ned. Så kom selvfølgelig de tre numre, hvor der var nogle ret lange solostykker, som jeg IKKE havde forberedt mig på. Det er jo så der, det kan gå begge veje – helt skidt, eller Steve Vai godt… jeg lagde mig måske nærmere Vai end helt skidt, og det er jo ikke så ringe endda.
Nu havde jeg været så dum at lave et solostykke, som går i nogle ret skæve toner, og det var absolut ikke let at spille over. Ikke fordi det går hurtigt, men fordi det var fandens svært at finde toner, der passede. Efter en halv times spildt arbejde med version 1, fandt vi ud af, at vi skulle gå en anden vej, og at ingen af de toner, jeg havde brugt passede nogle steder hen. Jeg elsker spildt arbejde, så fedt nok, men vi fik pejlet os ind på hvilken vej, vi skulle gå. Det endte godt, hvis jeg selv skal sige det, og man kan godt forberede sig på både meloting og Slayerhyl!!
Onsdag var jeg færdig og nu mangler vi mix – jeg sidder og hører de første udkast nu, og det blir en god plade… en rigtig god plade! Der er masser af nye ting i sangskrivningen, som gør os ekstra tilfredse med vores arbejde, og vi kan ikke vente med at få pladen sendt afsted!
