Forbrændingen, Albertslund
02.10.15
Norsk progmekka
Hvis du ikke var til stede i Albertslund denne fredag aften aften, gik du glip af en helt særlig koncert der viste musik, der er en ganske unik oplevelse. Kunstnerisk og uden prætentiøst pladder, fra hovednavnet, der kun kan udløse en topkarakter.
Af: Lennart Bach
LEPROUS
10
Med den tunge og klaustrofobisk kvælende synthbas, der er karakteristisk for “The Flood” åbnede Leprous deres sæt denne aften. Med sparsom belysning, kun en enkelt spot på forsanger, kæmpen, Einar Solberg, og ellers resten af scenen henlagt i mørke. Inden aftenen eksploderer i et lyshav. Sammen med de fire 42” fladskærme, der gennem hele koncerten viste abstrakte, poetiske og dystopiske visuals til at støtte musikken. En sparkedragt til babyer fyldt med sten, hvide masker, en kutteklædt person i langsom vandring gennem landskabet, nedtur i en mineskakt eller en ensom danser. Musikken, lyset og visuals går op i en højere, æstetisk symbiose og en koncert af denne kaliber er mere en omfattende oplevelse end en fadølsfest. Bandet var tændte i en grad hvor der intet er at sætte fingeren på. Forsanger, Einar Solberg, fremfører hvert nummer med en indlevelse der hurtigt breder sig i publikum. Det ene øjeblik i maniske headbang, bag sit keyboard, skrig og i det næste, hans, så karakteristiske falsetsang og kor med resten af bandet. De ultrakomplicerede taktarter gjorde det nærmest umuligt at bevæge sig til musikken i “Red” og “Slave”, hvorfor langt de fleste publikummer blot stod med åben mund og var helt paralyseret af musikkens dragende, dystre effekt. Sammen med de, til tider, skræmmende og forstyrrede visuals, der mindede om noget Lasse Hoile har lavet. Langt de fleste numre var hentet fra dette års progressive mesterværk, The Congregation. Og for den sølle sum af 120 kr. var det ikke småt med publikummer på Forbrændingen, der, med et hurtigt blik på spilleplanen typisk tæller aftener i selskab med blues, hip-hip, kurdisk kædedans og dancehall. Leprous spiller, forhåbentlig, snart på de helt store scener og det gerne i Danmark. De var kommet tilbage til landet for at vise hvad de kan og det er ikke så lidt, med en samlet spilletid på næsten to timer. Med et par dyk tilbage i Coal og Bilateral var den største overraskelse nok da alle troede koncerten var slut, efter et ret omfattende encore-sæt, og bandet vendte tilbage og gav os 10 min. med den fuldstændigt psykopatiske “Forced Entry.”
Forhåbentlig vil de danske spillesteder snart opdage at der, i Danmark, også er interesse for progressiv og krævende musik. Både når man ser på fremmødet til en koncert på et mindre spillested og det stigende medlemstal på facebookgruppen Danske Prog Entusiaster. Leprous har spillet flere koncerter i kongeriget til blandede modtagelser. Dem skulle man tro de havde læst, for, denne, første koncert, på denne del af en omfattende europaturné, viste et band der virkelig er kommet i form og selvom den tekniske musik ikke altid efterlader plads til improvisationer var det nu alligevel tilfældet da et sønderbanket publikum fik sidste skud prog. I koncertens sidste dance macabre. Ganske stringent kan man dele prog-fans op i to grupper. Dem der tænder på hæsblæsende soloer i svimlende taktarter til bands som Symphony X, Dream Theater og Freak Kitchen. Og så er der dem som går mere op i musikkens æstetik som f.eks Steven Wilson, Tool og så Leprous. Bands der ikke altid kan kategoriseres under progressive metal og trækker i højere grad på langt flere genrer og spillereglerne er mere udglattede. Det er det sammenhængende udtryk der er hjørnestenen. Der blev heller ikke drukket mange fadøl denne aften, fordi publikum gav musikken al opmærksomheden og glemte alt om tid og sted. For publikum var kommet for at blive overrasket og udfordret og dét blev vi!
SPHERE
5
Anderledes var det nu for det norske skud på djent-himlen, Sphere. Der var andet band, inden Leprous. Med sammenlagt 22 strenge, fordelt på to 8-strengede guitarer og en 6-strenget bas, med rødt LED lys. De djentede små 45 min. i forskellige taktarter, alt sammen i den samme toneart. Det tekniske niveau var højt og variationen strakte sig til lidt metalcore-inspirerede omkvæd fra den ene guitarist, Ulrik Nielsen. Inspirationen var meget tydeligt hentet i Meshuggah og forsanger, Isak Haugan, vandrede da også rundt og gjorde sit bedste for at se lige så farlig ud som Jens Kidman. Det meste af tiden virkede han nu mest som en rigtig rar fyr, der smilende skålede mellem numrene. Bandet havde gjort sig umage med deres backdrop udført med bandets logo bøjet i mere LED lys og så var der masser af forprogrammeret back-tracks. Hvilket er en uvane jeg gerne ser at flere bands lægger fra sig. Der er slet intet i vejen med at have en rigtig keyboardspiller med på scenen, så musikken undgår at blive alt for automatisk og for-programmeret. I teorien kunne de sagtens have spillet hele sættet playback. En skam. De programmerede samples var virkelig fede og ville have fremstået mere solidt med en rigtig musiker og givet bandet et bedre live-udtryk, fremfor at ligne og lyde som et robot-band.
RENDEZVOUS POINT
8
Rendezvous Point åbnede det norske prog-bal med en neo-progget og djent’et metal. De havde lånt et par medlemmer fra Leprous til at spille trommer og guitar. Musikken fungerede rigtig godt og i løbet af de små 30 min. bandet spillede fik vi fire, episke eksempler på hvad de her nordmænd kan. Forsanger, Geirmund Hansen, synger, growler og skriger fantastisk og sammen med inspirationerne fra bla. mellemøstlige stemningsflader var publikum allerede under andet nummer, “Mirrors” hurtigt overbevist om at smide penge efter deres plade, Solar Storm, i merch-boden. Geirmund var da heller ikke bange for at springe ned til publikum, så resten af bandet også kunne få lov til at udnytte den sparsomme plads. Der var blevet dem givet foran hovednavnets udstyr.
Foto: Lennart Bach & Agge Skov Larsen