PARADISE LOST + LUCIFER
Kulturbolaget, Malmö
10/10-15
Af Stampe
LUCIFER
Metalizeds udsendte ankom til Kulturbolaget kl. 19.15, cirka 45 minutter før koncerten startede, og befandt sig i et næsten tomt KB. Tilskuertallet ændrede sig ikke nævneværdigt op til koncertstart og Lucifer gik på scenen for ganske få mennesker. Bandet var på forhånd blevet rost til skyerne af flere af mine venner, men det stod hurtigt klart at det ikke lige var noget for mig. Bandet ligner en flok hippier (fred være med det, det må de jo selv om), og spiller retro 70’er rock. Det tysk/engelske band bliver frontet af Johanna Sadonis, der ligesom resten af bandet, havde svære betingelser denne aften i Malmö. Deres heavy magic rock, som de selv kalder musikken, ramte aldrig rigtigt plet hos den lille skare af publikummer og koncerten er hurtigt glemt.
PARADISE LOST
Anderledes stod det til da Nick Holmes (vokal), Greg Mackintosh (guitar), Aaron Aedy (guitar) og Stephen Edmonson (bas) gik på scenen. De fire originalmedlemmer af Paradise Lost, der havde følgeskab af den finske trommeslager Wallteri Väyrynen, havde forståeligt nok lokket en del flere mennesker i KB end opvarmningsbandet, men der blev aldrig rigtigt fyldt op i det svenske spillested. Vi var vel 3-400 mennesker der havde valgt at bruge lørdag aften på Kulturbolaget. Koncerten blev sparket i gang med det tonstunge indledningsnummer ”No Hope In Sight” fra britternes geniale 2015-udspil ”The Plague Within” og fortsatte med ”Widow” fra Icon, inden Nick Holmes første gang adresserede publikum. ”Godaften. Dette er lørdag aften, danser i? Det gør jeg faktisk også nu. Her er ”Gothic””. Titelnummret fra PL’s anden skive, der udkom i 1991, var en af grundene til at jeg blev fan af bandet, så det var dejligt at høre nummeret live. Det syntes resten af publikum også og der blev chantet ”hey hey hey”. Den klassiske kvindelige vokal blev dog ikke fremført live af Sarah Marrion men blev spillet over højtalerne. Det havde nu været bedre med en person live på scenen, men hvad skal man gøre? Lyden denne aften i Malmö var ærligt talt ikke noget at prale af. Bassen var nærmest uhørlig og der manglede bund i lyden. Af samme grund. Hr Holmes fortsatte koncerten med at gøre reklame for deres nyeste udspil: ”Vi har en ny skive ude. Den hedder The Plague Within. Vi kommer til at spille en hel del fra denne skive, så det ville være ganske belejligt hvis i godt kan lide den. Dette er ”Terminal””. Det nye nummer blev afløst af ”Erased” fra 2002-skiven Symbol Of Life, ”Praise Lamented Shade” fra In Requiem der udkom i 2007, “Victim Of The Past” fra den nye og ”Enchantment” fra 95-skiven Draconian Times. I det hele taget kom vi godt rundt i PL’s bagkatalog, og selvom man som fan altid står og mangler dét eller dét nummer, når man er til koncert med et band der har eksisteret i 37 år og har udgivet 14 albums, var der ikke meget brok over sætlisten. ”Nu spiller vi et par af de nye sange, men bare rolig, de handler også om død. Dette er det hurtigste nummer vi har lavet og det bliver efterfulgt af det langsomste vi nogensinde har skrevet” forklarede Nick fra scenen og satte i gang med ”Flesh From Bone” og ”Beneath Broken Earth”. De to nye numre blev afløst af det klassiske nummer ”As I Die” fra 1992-udspillet Shades Of God. Et nummer publikum elsker og som bandet hader. Men de kan åbenbart ikke slippe afsted med ikke at spille det, så det bliver fremført på en yderst uentusiastisk vis. Nu bobler Paradise Lost i forvejen ikke over i glæde og dans når de spiller (med nævneværdig undtagelse af guitarist Aaron Aedy der altid ligner ét stort smil), men under ”As I Die” var der endnu mere stilstand på scenen. ”Requiem” fra In Requiem afsluttede den ordinære del af sættet og Paradise Lost forlod scenen med et spagt farvel. Ekstranumrene blev indledt med det nye ”Return To The Sun” inden der blev dømt fællessang på det geniale nummer ”Faith Divides Us – Death Unites Us” fra 2009-skiven af samme navn. Der blev plads til endnu et nyt nummer, ”An Eternity Of Lies”, og totalt spillede Paradise Lost 6 nye numre ud af 16. Måske lige i overkanten, når man har så mange fede gamle numre at vælge mellem, men ok, det ér et fedt album. Koncerten afsluttede med et brag af fællessang igen da den efterhånden klassiske afslutter ”Say Just Words” fra One Second fra 1997 blæste ud fra scenen. Nick Holmes takkede de fremmødte og forlod scenen sammen med resten af bandet.
Det var ikke den bedste koncert jeg nogensinde har set med Paradise Lost, men mindre kan jo også gøre det. Bandet kæmpede længe med den dårlige lyd og den ikke fyldte sal, men vandt til sidst og vi var godt underholdt i det svenske denne aften.
Sætliste:
1. No Hope In Sight
2. Widow
3. Gothic
4. Terminal
5. Erased
6. Praise Lamented Shade
7. Victim Of The Past
8. Enchantment
9. Flesh From Bone
10. Beneath Broken Earth
11. As I Die
12. Requiem
Ekstra numre:
13. Return To The Sun
14. Faith Divides Us – Death Unites Us
15. An Eternity Of Lies
16. Say Just Words
