I’LL BE DAMNED: Vi tager forbandelsen på os
Af Simon Nielsen
Der har længe været noget galt med opfattelsen af, hvad metal er. Kortvarige nicher styrer lydbilledet, og det eksperimenterende har længe været lig med det kantede og polyrytmiske. Men i Aarhus er der kommet en ny spiller på banen – navnet er I’ll Be Damned.
Det aarhusianske heavyband har taget utraditionelle midler i brug, for karrieren i en lille metalklub er ikke tilstrækkeligt, de vil bredere ud, og de vil have folk til at tænke selv. Hos I’ll Be Damned handler det ikke kun om musikken, det handler om at sende et budskab. De er utilfredse og vrede, og det er på tide, at folket vågner op. Og når ingen andre vil gøre det, tager de forbandelsen på sig og går ind i kampen mod det konforme.
På jeres kommende debutalbum, er det tydeligt, at der er nogle referencer til nogle af metalscenens helt tunge drenge, hvor I samtidig bruger nogle lidt utraditionelle elementer – hvordan bærer I jer ad med en sådan kombination?
Kristian: Det handler mest om, at man laver et riff eller et hook og tænker lidt over, hvordan det lyder. Det er ingen hemmelighed at nogle af vores sange, har vi arbejdet med i længere tid, for lige at få afstand fra det, for så at finde tilbage til det igen. Men netop, fordi vi har beslutte os for, at der som sådan ikke er nogle regler, så det er derfor, det er blevet lidt blandet.
Stig: Det jeg tænker over, når jeg skriver tekster er, at jeg har har et budskab, som skal formidles. Og når man skal formidle et budskab, skal man ikke skrive side op og side ned, hvor man tager alle niveauer af diskussionen med. Det handler om at skabe et hook og et omkvæd, som folk kan synge med på, så som alternativ til Kristians tunge og lidt syrede guitar, bidrager jeg måske et mere poppet element.
Kan man på den måde sige, at I er mere nyskabende end mange andre nye bands?
Kristian: Jeg ved ikke om man kan sige, at der er noget nyskabende over det, vi gør. Det er nok mest rock, som vor mor lavede det, men hvis man kigger situationsbestemt på det, så der er måske lidt nyskabende i forhold til det, folk har lyttet til de sidste femten år. Hvis man ser på 90’ernes indie-rock og alt-rock, var det dengang meget nyskabende. Hvis man så ser på musikken, der i dag bliver betegnet som rock, er det alle mulige bands, der for tyve år siden ville være blevet betegnet som hamrende alternative. Ser man så på AC/DC i forhold til det, er det måske det alternative, fordi det er så direkte. Og det savner vi i musikken, så på den måde, er vi måske meget alternative i et mainstream rocklandskab.
Men det mål kan jo betyde, at der sidder potentielle fans rundt omkring, som muligvis vil fravælge jer af den grund – hvordan forhold I jer til det?
Kristian: Begge dele er jo super konformt. Hvis man sidder i mainstreamen og tænker, der ikke må være noget hårdere end Turboweekend, så lader man sig virkelig også diktere af de bølger, der nu engang er. Det er det samme indenfor metalmiljøet med deres autenticitetsprincip, man skal leve op til. Der er virkelig mange heavyfans, som virkelig kærer om det med at have sin egen lille ting, hvor hvis omverdenen lytter til det, så er det ikke længere interessant. Sådan er det i mange genrer, blandt andet i hiphop og i reggae. Man vi altid kunne finde nogen, der har den opfattelse, at hvis noget indgår i en større offentlig sammenhæng, så er det ikke længere interessant. Det gider vi ikke lade os diktere af. Vi gider ikke være en del af en heavyklub, og så ikke nå længere end det – vi vil gerne nå ud til folk på begge sider af hegnet, som kan være med. Det er jo musikken, det handler om.
Stig: Det er det, vi oplever til koncerterne. Der står heavyhovederne selvfølgelig, for det er vores ophav, så de har måske den letteste tilgang til vores musik. Og så står der også poptøserne, som er taget afsted med deres kærester, for bare at følge med, men alligevel står de og har en fest, og synes det er pissefedt og pissesjovt. De forstår det, selvom de måske aldrig har hørt sådan noget musik. Vi spillede til Distortion, hvor vi var lukket inde på en scene imellem det vildeste basarms-techno, og vi følte os forholdsvis malplaceret. Men da vi så spillede, kom der grupper forbi af unge tøser og unge fyre, som stillede sig op og lyttede og dansede. Der er blev også kastet øl efter os, men det var fedt.
Nye midler er taget i brug
Jeg kan forstå, at I har brugt crowdfunding for at finansiere albummet – hvad er baggrunden for dette?
Stig: Det var simpelthen en nødvendighed, men mindre vi bare skulle udgive den digitalt.
Kristian: Til at starte med, var det et nødvendigt onde, da vi virkelig skulle ud og bede folk om penge til vores projekt, men så endte det med, at vi fik så meget fed respons på det. For de fleste har det jo været en måde for folk at deltage i det oprør, vi proklamerer. Samtidig fungerer det, som en forestilling. Nu er der også snart folk, der har siddet en halvt år og ventet på, at den her plade kommer ind ad døren. Og nu kommer den lige om lidt, så det er fedt.
Netop resultatet forstår jeg, er udover al forventning?
Stig: Ja, vi er ret glade. Hele processen omkring det, når man ikke ved, hvad man skal forvente, og hvad der kommer til at ske. Her forleden fik vi cd’en ind ad døren, hvor vi så stod med det endelig produkt, som vi har brugt så lang tid på at lave. Så er det ret vigtigt at være tilfreds med det, og det er vi helt klart. Det er blevet helt perfekt, så nu går vi og venter på vinylen og t-shirts, men det kommer alt sammen til vores release-party på Escobar.
I og med, at resultatet har været så overraskende, betyder det så også, at produktet er blevet bedre end forventet?
Kristian: Man kan sige, hvis vi ikke havde lavet alle de penge, så havde vi jo haft færre penge at gøre med. Så havde vi ikke lavet to videoer – eller måske havde vi, men resultatet var ikke blevet lige så fedt. Vi havde ikke haft råd til at trykke vinyler, lavet cd’er i digipak, lave alt den pr, som vi har lavet. Det koster jo også penge at få folk til at lave alt det her arbejde, som følger op på det, vi laver og punche den opmærksomhed om os i mediebilledet. De penge er givet godt ud, og vi har fandeme fået mange ting for dem.
Når man ser på metalscenen, har man at gøre med en scene, som er under meget hurtig udvikling, hvor musikkens nicher får en meget kort og fokuseret levetid – men I skiller jer ret meget ud fra de bestemte nicher. Hvordan forholder I jer til det?
Stig: Det er noget, vi er meget opmærksomme på, hvor vi gider ikke være en del af en bestemt niche. Vi kan lide dem alle sammen, og vi tager det gode fra dem alle sammen for at sammensætte det.
Kristian: Det er også der, hvor vi bliver tanden mere mainstream. Vi kører ikke fuldt og fast på et eller andet hårdt udtryk. Vores plade er meget varieret og meget melodisk. Der er folk, der præsenterer os som et heavyband, men når de så hører os, bliver de overrasket. Det tager vi bare som en ros, for det handler i bund og grund om, at det bare skal være fedt. Vi gider ikke blive smidt ned i en eller anden kasse, selvom vi godt ved, hvilke kasser vi selv kommer fra. Inspirationen fra alt det, vi har hørt gennem livet, skal nok komme ud af os. Men i sidste ende, vil vi gerne lave forskelligt musik, for vi gider ikke lave det samme nummer ti gange i træk – det er røvsygt.
Føler I på den måde, at I løber en risiko?
Stig: Potentialet er også langt større i sidste ende, da vi ikke bare går ud og siger, ”jamen, nu er vi et thrash-band, og så kører vi, bum, bum bum”. Vi har potentialet til at komme ud i en større mainstream.
Med mainstreamen som mål
Når vi nu snakker om mainstreamen, og hvad der er radiovenligt, er det så i virkeligheden noget, I gerne vil være en del af?
Kristian: For det første synes jeg ikke, vores musik er hård og kantet nok til ikke at kunne være en del af mainstreamen. Og for det andet, så vil vi gerne være en del af den. Mainstreamen er ikke et negativt ord. Det kommer an på, hvad der bliver spillet i mainstreamen, som kan opfattes negativt. Indholdet skal der rokkes ved, så det kan blive lidt bredere.
Kristian: Man kan godt sige, at der er en risiko forbundet med det. Vi er nødsaget til at skabe vores eget crowd, og ikke udelukkende henvende os til for eksempel fans af stoner-rock. Men det i virkeligheden om ens personlige integritet, hvor vi egentlig bare gerne vil gøre, det vi gør. Hvis vi skal begynde at lade os diktere af andre ting, så går vi jo selv på kompromis. Vi har spillet ude på Den Grimmeste, hvor halvdelen af crowdet ligner Emil Stabil, men det stadig en stor succes. Vi kigger på flere forskellige bands, som vi mener har et rock ’n’ roll-udtryk, hvad enten det er Entombed, Monster Magnet, Tom Jones eller Hanne Boel – inspirationerne er vidtrækkende.
Nu nævner I Hanne Boel – er det ikke noget med, at der er en sjov historie tilknyttet til hende?
Stig: Jo, hun har lavet et album, der hedder Beware of the Dog, hvor der er et nummer på, som hedder ”I’ll Be Damned”. Vi har brugt det flere gange, som get-in-musik blandt andet på Escobar.
Med et navn, som I’ll Be Damned, er det jo oplagt at spørge ind til jeres forhold til religion.
Stig: Det er virkelig et eksempel på konformitet, der virkelig prøver at være så statisk som muligt. Det er et system af tanker og kulturer, der har forsøgt at forskanse sig mod ændringer. Det er om noget ødelæggende for udviklingen. Det er ødelæggende for den menneskelige udvikling at have sit belæg i religion, fordi det er netop ikke et rationelt eller velovervejet belæg eller reflekteret. Det er lige præcis et redskab, der er blevet brugt til at få folk til at gøre ting på en bestemt måde.
Kristian: Og så er det udbredt med magt. Folk har ofte ikke fået valget, om de ville være religiøse eller ej – det er bare noget, de er blevet. Og når der så bliver spurgt, hvad danskhed er, så er svaret blandt andet, at vi er et kristent land. Hvad fanden betyder det? Lad os komme væk fra den tanke. Folk der tror på et eller andet, må de for min skyld selv om, men der er opstået en tendens, hvor man skal tilgodese alle folks absurde indstillinger.
På albummet virker det til, at I har et helt bestemt forhold til janteloven – er det rigtigt forstået?
Kristian: Janteloven er faktisk ikke noget, som vi snakker så forfærdelig meget om, men når vi gør, så er det tit om, hvor svært det er at sælge sig selv, når man gerne vil komme med nogle power-statements. Så på en måde, vi ofte præsenterer os selv, kommer det ofte til at lyde som om, vi har os selv langt oppe i røven – hvilket vi også har. Vi synes, det vi laver er fedt, og hvis man ikke synes det, hvorfor fanden så gøre det.
Stig: Der er både nogle gode og dårlige sider ved janteloven, i forhold til den her måde at sætte spørgsmål ved autoriterne. Hvorfor skal lille Lars bestemme, hvordan mit barn skal gå i børnehave og så videre, så det er brugbart i den forstand i et lille land som Danmark, der får folk til at sige, ”nu kommer du fandeme ned derfra”. Og det kan sagtens bruge janteloven til, men folk skal også have lov til at bryde ud og have sig selv oppe i røven, hvis de har noget fedt at komme med. Men det er lidt svært at have med at gøre, for det afhænger meget af, hvor man kommer fra. Man kan på den ene side kritisere, hvor politisk korrekte, folk er blevet, men samtidig besidder vi også selv en grad af politisk korrekthed.
Når I optræder live, fornemmer jeg, at I alle har et helt bestemt fælles udtryk, og Stig påtager sig desuden en preacher-rolle, hvor du bruger en helt bestemt retorik – er det korrekt opfattet?
Stig: Det er det helt sikkert. De er det, der ligger i vores bandnavn – vi påtager os forbandelsen. Alle de der konforme hoveder, der står og råber, ”du er forbandet, og du skal ikke gøre sådan” – fint nok, så tager vi den forbandelse på os. Så på den måde prædiker jeg tilbage i hovedet på dem, og siger fuck jer, tænk på jer selv. Det er meget bevist at have den rolle. På den måde kommer det politiske også mere til udtryk, at man kan se på mig, at jeg mener det. Og så kan det være, at man går hjem og lytter lidt mere på det.
Den 19. oktober udkommer I’ll Be Damneds selvbetitlede debutalbum. Dette vil blive fejret på Escobar både i København og Aarhus, og når foråret kryber ind, er der blevet snakket lidt om en turné, som endnu ikke er planlagt. Men hold øjne og ører åbne – forbandelsen er på vej.
https://www.youtube.com/watch?v=eIEc2E_gd4g