In Flames – Kulturbolaget

In Flames – Kulturbolaget
23/10-15
Af Stampe

Det hører til sjældenhederne at et band så stort som In Flames, spiller på et spillested så småt som Kulturbolaget, og der blev da også udsolgt på et splitsekund da billetterne blev sat til salg. Flammerne spillede to dage i træk for fulde huse og denne fredag var der lagt op til et brag af en fest. Opvarmningen bestod af Black Temple fra Helsingborg og det bedste jeg kan sige om dem var at deres sæt heldigvis hurtigt var overstået. Efter en lang ventetid, med taktfaste IN FLAMES-råb gjaldende over KB og til tonerne af ”Jester’s Door”, gik Sveriges stolte sønner på scenen foran en fuldtpakket sal. Koncerten blev indledt med ”Everything’s Gone” fra gruppens 11. album Siren’s Charm, der udkom sidste år, og fortsatte med “Alias” fra 2008-albummet A Sense Of Purpose. Dette udløste aftenens første fællessang og smilene var store både på scenen og i salen. Efter endnu en ny sang, ”Darker Times”, adresserede Anders Fridén for første gang publikum. ”Det føles fantastisk at spille her på KB. Det er et klassisk sted i svensk pop og rock historie. Fedt at spille her”. Efter titelnummeret fra Sirens Charm, dykkede In Flames ned i deres store bagkatalog og sagde ”Nu skal vi spille en disko-sang. Det her er ”Pinball Map””, og så skal jeg ellers love for at der blev banget igennem i salen. Det var muligvis på grund af den trange plads at Fridéns opfording til circlepit gentagne gange blev ignoreret. Under alle omstændigheder kom der ingen circlepit, og der blev heller ikke rigtigt moshet igennem. Men fest det var der, og den fortsatte med ”Disconnected”, ”Leeches”, ”Like You Better Dead” og ”Bullet Ride” fra A Sense Of Purpose, Come Clarity, Soundtrack To Your Escape og Clayman, respektivt. Salen kogte fuldstændig over til ”Only For The Weak”, ligeledes fra Clayman, og vagterne fik pludseligt travlt, da samtlige mennesker i KB begyndte at hoppe og der kom tryk på oppe foran. Det faldt ikke i Fridéns smag at de forsøgte at dæmpe gemytterne, og han fik viftet dem væk. ”Jeg havde en Göteborg-halvfed på da jeg kom, men nu når vagterne er smuttet, har jeg en kæmpe Malmö-stådreng.” erklærede han fra scenen, til stor jubel fra folket. Koncerten fortsatte med aftenens nok ældste nummer, ”Food For The Gods”, fra In Flames’ tredje album Whoracle, der blev udgivet tilbage i 1997. Mange af bandets nuværende fans var knapt født i 1997 og det lod til at der var mange der ikke kendte det nummer, eller efterfølgeren ”Ordinary Story” fra 1999-udspillet Colony, men da ”Crawl Through Knives” fra Come Clarity blev spillet, var der igen fuld knald med fællessangen. ”Satellites And Astronauts” fra Clayman og ”The Hive” fra Whoracle afrundede aftenens arkæologiske dyk ned i det oldgamle bagkatalog, og da ”Take This Life” blev spillet, havde Fridén knapt behøvet at være på scenen. Publikum skrålede med på samtlige strofer og Anders holdt bare mikrofonen ud mod os, mens han, og resten af bandet, havde store grin plastret i fjæset. Det var tydeligt at kærligheden var gensidig denne aften i Malmö. Sangen var samtidig afslutningen på det ordinære sæt, men naturligvis blev In Flames kaldt tilbage til ekstranumrene med taktfaste råb og klapsalver. Keyboard-introen til ”Cloud Connected” lød over højtalersystemet og så eksploderede Kulturbolaget ellers igen, da sangen fra Reroute To Remain for alvor gik i gang. Nyklassikeren ”Where The Dead Ships Dwell” fra 2011-udspillet Sounds Of A Playground Fading, satte endnu engang fart i fællessangen og der blev uddelt krammere blandt publikum. ”The Quiet Place” fra Soundtrack To Your Escape og ”Paralyzed” fra den nyeste skive blev leveret med høj klasse, inden aftens lange (men alligevel alt for korte) sætliste blev afrundet med det fænomenale ”My Sweet Shadow” fra Soundtrack To Your Escape. Nummeret har i mange år været det faste afslutningsnummer, men har de sidste par gange jeg har set In Flames, manglet på sætlisten. Herligt at det var tilbage. In Flames gennemførte en total magtdemonstration, denne aften i Malmö, og man kan mene om deres senere albummer hvad man vil, men live er der få bands der kan levere som dem. Når et band har skrevet så meget musik og eksisteret i så mange år, vil der altid være sange der mangler på sætlisten, og i aften var ingen undtagelse, men sætlisten kom godt rundt om deres store katalog, og det var ikke mange numre jeg savnede. Den yngre del af publikum lod også til at være svært tilfredse, så alt i alt må man sige at In Flames har rimeligt plet med aftenens sætliste. Næste gang jeg ser bandet live, vil det formodentligt være på en kæmpe scene, sammen med tusindevis af andre mennesker. Det bliver givetvis også fedt, men jeg tror nu nok at jeg vil stå og tænke tilbage til denne intime aften, med et smil på læben.

Sætliste:

Jester’s Door
Everything’s Gone
Alias
Darker Times
Sirens Charms
Black & White
Pinball Map
Disconnected
Leeches
Like You Better Dead
Bullet Ride
Only For The Weak
Food For The Gods
Ordinary Story
Crawl Through Knives
Satellites And Astronauts
The Hive
Take This Life

Ekstranumre:
Cloud Connected
Where The Dead Ships Dwell
Quiet Place
Paralyzed
My Sweet Shadow

20151023_210910(0)

20151023_211004

20151023_211011

20151023_211013

20151023_212038

20151023_212041

20151023_212042

20151023_215258(0)

20151023_215259

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *