SEPULTURA + ESSENCE
Pumpehuset
05/11-15
Af Stampe
Foto: Emma Schebeska
ESSENCE
Pumpehuset åbnede torsdag aften dørene for et ordentlig thrashbrag. Med danske Essence som opvarmning og mægtige Sepultura som hovednavn, var der denne aften to bands der skiller vandene.
Aftenens opvarmningsband var nordjyske Essence der netop har udgivet deres tredje album. Men hvor de to første, Lost In Violence fra 2011 og Last Night Of Solace fra 2013, var rendyrkede thrash-albums har de nordjyske drenge begået et markant stilskifte på Prime, der udkom i år. Nu er stilen mere melodisk og radiovenlig, om du vil, og flere medier har sammenlignet stilskiftet med dét som Metallica lavede med Load og Reload. Om det er retfærdigt skal jeg lade være usagt, men blot konstatere at de to første albums er noget mere i min smag, end det seneste. Nåh, det kan Essence jo være ligeglade med. Bandet gik på til tonerne fra introen til deres første skive, nummeret ”Allegiance” inden koncerten blev sparket i gang med ”For The Fallen” fra Last Night Of Solace. Et fantastisk nummer, og de (bevares, ikke så forfærdeligt mange) fremmødte kvitterede med massiv headbanging. Essence var tændte, ude på ballade og kom rigtigt godt ud over scenekanten. ”Godaften Pumpehuset, vi er Sepultura, ha ha ha. Er der nogle her i aften der er kommet for at se Sepultura? Det er vi også. Hold kæft hvor bliver det fedt at se dem om en halv time”. Koncerten fortsatte med to numre fra deres seneste omdebatterede skive, og jeg må tilstå at de virker rigtigt godt live. Var der skruet op for tempo eller hårdhed? Et eller andet gjorde de i hvert fald rigtigt. Inden næste (også nye) nummer, ”No Sleep Till Def”, satte forsanger og guitarist Lasse Skov gang i et Sepultura chant med publikum. Under nummeret fik han dog desværre tekniske problemer midt i sin guitarsolo. Lyden forsvandt simpelthen. Trist, men sådan går det jo live engang i mellem. Bandet fortsatte med endnu et nyt nummer, ”Refuse To Exist”, og nu var der mærkbart mindre gang i publikum. Om det var fordi folk ikke kender den nye skive, eller fordi de foretrækker de gamle ved jeg ikke, men efter bassist Rasmus Kalke, der hele aftenen lignede en klon af Ola Flink, den gamle bassist fra Soilwork, med sit store smil, statur og bevægelser, havde leveret en bas-solo-intro til den gamle publikumsfavorit ”Blood Culture” kom der gang i publikum igen og koncerten sluttede på toppen.
Sætliste:
(Intro)
For The Fallen
Thunder Prayer
Modern Heroes
No Sleep Till Def
Refuse To Exist
Blood Culture
SEPULTURA
Næste band var hovednavnet Sepultura, der nu i næsten 20 år har spillet uden grundlæggeren Max Cavalera (eneste gang jeg nævner ham i denne anmeldelse, jeg lover det), med delte meninger og splid blandt fans til følge. Denne aften i Pumpehuset var de på deres 30 år med Sepultura-tour, hvor oplægget var at de fejrede bagkataloget og spillede sange de normalt ikke spiller live. Originalmedlemmerne Andreas Kisser (guitar) og Paolo Jr. (bas) gik på scenen sammen med forsanger Derrick Green, der kom med i 1998 og trommeslager Eloy Casagrande der kom med i 2011, da han var blot 20 år, og sparkede koncerten i gang med ”Troops Of Doom” til stor fornøjelse for de fremmødte der virkede til at være tidoblet i forhold til da Essence gik på. Efter nyklassikeren ”Kairos”, præsenterede forsanger Green konceptet med touren, og forklarede at de havde en masse sange de gerne ville spille for os. Og med ordene: This is ”Propaganda” fik han sat enormt gang i pitten. Bandet emmede af spilleglæde og publikum var med dem. Efter det sjældent spillede ”Breed Apart” fra Roots-albummet, hvor Derrick Green for første gang denne aften, men bestemt ikke sidste, greb trommestikker og baskede løs på den tromme der var placeret foran ham, greb Andreas Kisser mikrofonen og sagde ”Godaften København, vi er rigtigt glade for at være her i aften. Dette er en sang fra 1989…. Vi spillede faktisk her i 1989…. Dette er ”Inner Self””. Og så kan det ellers være at pitten åbnede sig og folk gik amok. Denne skribent inklusiv, da det er mit yndlingsnummer. Efter en tur i gulvet og en fadøl i nakken, kom jeg op og fandt min anmelderblok i tide til at skrive ”Dead Embryonic Cells” der netop sluttede. ”Det er torsdag aften” proklamerede Derrick Green, hvilket fik Andreas Kisser til at jamme Def Leppards ”High ’n’ Dry (Saturday Night)”, hvorefter Green måtte rette ham. ”Nej nej, det er torsdag, ikke lørdag” ”Kender i overhovedet Def Leppard?” Bedømt på den manglende respons, kendte Pumpehuset ikke Def Leppard, men til gengæld kendte de næste nummer, ”Convicted In Life” fra albummet Dante XXI fra 2006, for aftenens hidtil største pit åbnede sig på det efterhånden ret så ølglatte gulv. ”Vi spiller lidt fra hvert album, og dette er et nummer der er meget vigtigt for Sepulturas historie. Dette er et nummer fra Against (1998) der hedder ”Choke””. Efterfølgeren var ”Cut-Throat”, og så kom der et vigtigt nummer for denne skribent. ”Dette er et nyere nummer” siger Derrick, inden bandet kaster sig ud i deres nyeste nummer ”Sepultura Under My Skin”, der udkom i år, med en tilhørende video. Videoen er bygget op af en masse billeder af folk med Sepultura-tatoveringer, og blandt mange andre er min tatovering med. Jeg mødte Andreas Kisser og Derrick Green backstage til Graspop i 2014 og viste dem min Sepultura-tatovering. Andreas spurgte om han ikke måtte tage et billede, og naturligvis måtte han det. Jeg tænkte ikke mere over det, før ét år senere, da videoen kom ud og jeg så min egen arm i den. Et stort øjeblik for enhver fan. Efter denne personlige vigtige sang, kom der en vigtig sang for bandet. Som Derrick sagde: ”Dette er den første sang som Andreas skrev i Sepultura”. Nummeret var det geniale ”From The Past Comes The Storms” fra 1987-albummet Schizophrenia. Og hvis man troede der var gang i pittet da, så var det for intet at regne i forhold til resten af det ordinære sæt. Fabelagtige ”Territory” gav fællessang med tilhørende gåsehud inden Sepultura gik ind i aftenens sektion med covernumre. Det alt for sjældent spillede Titãs-nummer ”Policia” blev afløst af endnu et genialt cover, nemlig Motörheads ”Orgasmatron”. ”Vi kommer til at arbejde på et nyt album meget snart” lovede Derrick Green, inden bandet gik over i en kort og lidt malplaceret blues jamsession. De gjorde det dog godt igen, da de først spillede fænomenale ”Arise” for derefter at sætte Pumpehuset i flammer med ”Refuse/Resist”. Derrick tæskede det bedste han havde lært på trommen foran ham og Pumpehuset eksploderede. Dette var også afslutningen på aftenens ordinære numre, og efter det sædvanlige tak og farvel, kom bandet på scenen igen til ekstranumrene. Her blev der gravet dybt, dybt i posen og vi blev budt på 1985-nummeret ”Beastial Devestations” til stor glæde for denne skribent og aftenens mindste og ældste, men måske mest energiske pit. Guf for de gamle. ”The Vatican” fra bandets nyeste og absurd navngivne The Mediator Between Head And Hand Must Be The Heart, blev afløst af kæmpe hoppestemning, stagedives og crowdsurfing til ”Ratamahata”. Derrick Green adresserede publikum for sidste gang denne aften med ordene: ” Alle skal synge med på denne sang. Tusind tak for at kickstarte denne tour, i er én af verdens fedeste byer. Sepultura Do Brasil, Un, dos, un, dos, tres, quatro” og så blæste taget ellers af Pumpehuset med det udødelige nummer ”Roots Bloody Roots”.
Jeg har set Sepultura et utal af gange, men sjældent har jeg set dem så PÅ som de var denne aften i Pumpehuset. Fantastisk at se et så gammelt band med så stor spilleglæde, nerve og livslyst. Og at dømme efter den proppede sal i Pumpehusets reaktioner efter koncerten, var der ikke én eneste der gik skuffet hjem, efter denne magtdemonstration af Brasiliens sønner.
Sætliste:
Troops Of Doom
Kairos
Propaganda
Breed Apart
Inner Self
Dead Embryonic Cells
Convicted In Life
Choke
Cut-Throat
Sepultura Under Your Skin
From The Past Comes The Storms
Territory
Policia
Orgasmatron
Arise
Refuse/Resist
Ekstranumre:
Bestial Devestation
The Vatican
Ratamahata
Roots Bloody Roots
