Chelsea Wolfe + A Dead Forest Index

CHELSEA WOLFE/A DEAD FOREST INDEX
Loppen, København
06.11.15
Af Trine Sebæk Madsen
Foto: Emma Schebeska

Ad snoede stier og gennem Christianias kronisk søvnige hashtåge, finder man spillestedet Loppen. Et lille intimt, graffitipræget sted med store træbjælker, interessante priser på Thy-øl og lavt til loftet. Her til aften var stedet sågar fyldt til randen med mennesker, da koncerten et par dage i forvejen var blevet meldt udsolgt. Klientellet bestod af alt fra studerende, christianitter, autonome, metalheads til børnefamilier, hvilket stedet også indbød til, med mulighed for at sidde ned og nyde musikken på afstand. Første musikalske indslag gjorde sin entre, lidt i 22, i form af det new zealandske tomands indieband A Dead Forest Index. De lod til at være lidt utilfredse med lyden, da trommeslageren Sam konstant gjorde tegn til lydteknikeren om at skrue lyden op på Adams guitar. Lyden blev dog ikke fuldendt under resten af koncerten, der emmede af diskante trommer og interferens fra mikrofoner og højtalere. Forsangeren Adams ord flød ud i rummet uden betydning, idet de var baseret på ekkoeffekter forårsaget af bandets sampler. Effekten forblev drømmende, men fik også et distanceret udtryk, der til sidst fik lullet et ellers engageret publikum i søvn. Musikken ville dog umiddelbart have egnet sig godt til små, intime forhold, men publikum mistede interessen efter anden del af sættet og begyndte at snakke hen over musikken. Dermed fik koncerten et præg af cafékoncert eller en åbningsceremoni til en fernisering. Det var en smuk åbningsseance, men også tarvelig at strække udover en hel time. Anderledes smukt og barskt blev det, da hovednavnet satte sine ben på scenen lidt over elleve. Publikums opmærksomhed blev hurtigt fanget, da mørket omsluttede rummet og et par enkle, klare, skarpe stråler på scenen i dramatisk samspil med en uendelig violinintro, indikerede hovednavnets snarlige optræden. Med ryggen til publikum og en ordentlig tår vand sås Chelsea Wolfe, mens en rå lydmur tordnede sig ud foran forsamlingen, der med hujende lyde gav udtryk for, hvad de havde manglet hele aftenen. Med intronummeret ”Carrion Flowers” fra det aktuelle album Abyss åbnede Chelsea Wolfe op for elektronisk råstyrke og gotisk fordærv, båret frem af brummende, hvæssende guitar og dragende Bjørklignende vokal. Netop dette miks mellem vokal og tung, eksperimenterende lydbund havde publikum i sin hule hånd, og folk, der før havde siddet ned, rejste sig nu op. Lyden syntes, ligesom på albummet, langt mere fuldendt end forgængeren Pain is Beauty, der stak ud i mange retninger, hvad angik inspiration og stil. Dermed haltede både sangskrivningen og den røde tråd en smule i sin tid, og udtrykket forblev stadigt eksperimenterende. Eksperimenter var der mange af i sange fra Abyss, men på en måde, der fremstod mere ensrettet og fuldendt. Musikken egnede sig decideret godt til at blive spillet foran et opstemt publikum, hvor musikken fra det forrige album egnede sig bedst til at blive hørt hjemme i stuen for en enkelt, introvert lytter. Projektet har dog taget en ny, bedre drejning og understreger sit eget væsen med en vilje som én stor undersøgelse af undergangen. Det hele akkompagneres af et doomlignende univers, Wolfes mest målrettede og mest metalagtige bidrag til dato. Det samme lod publikum til at være enige om denne aften, hvor de havde fornøjelsen af Wolfes stadige nærvær både på scenen, men også i hendes sange. Aftenen måtte slutte på et tidspunkt på trods af, at der var en stadig hungren efter mere hos mængden. Alligevel lod alle til at gå hjem med et lille stykke melankolsk lykke i kroppen og en større vished om, hvem Chelsea Wolfe var, og at hun var kommet for at blive.
IMG_0088

IMG_0114

IMG_0229

IMG_0240

IMG_0267

IMG_0288

IMG_0332

IMG_2526

IMG_2557

IMG_2565

IMG_2610

IMG_2730

IMG_2843

IMG_2944

IMG_2999

IMG_3138

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *