Five Finger Death Punch + Papa Roach + Devil You Know
TAP1 06/11-15
Af Stampe
Foto: john-son
Fredag aften var der lagt op til et brag af en fest i Carlsbergs gamle tappehal, den nu snart lukkede Tap1. Hallen skal rives ned for at give plads til nye boliger i Carlsbergbyen, og lukker til marts næste år. Trist at man river spillesteder ned, og især trist at man nu kommer til at mangle et sted til de mellemstore koncerter. Amager Bio har plads til 1000 gæster og Store Vega har plads til 1500. Trækker man flere publikummer end det, skal man i Forum, der med sin kapacitet på 10.000, er al for stor for rigtigt mange bands. Alt dette var der dog sikkert ikke mange af de 6000 gæster (totalt udsolgt), der bekymrede sig om netop denne aften, for nu skulle det handle om musikken.
DEVIL YOU KNOW
Aftenens første band skulle før have haft spillet i Danmark, men måtte af ret så uklare grunde, aflyse deres supporttjans for Machine Head i november 2014. Men nu var de her og fik dermed debut på dansk grund. Forsanger Howard Jones, der er mest kendt fra sin tid i Killswitch Engage, gik på scenen på slaget 19, sammen med de tre andre i bandet. Der var pænt fyldt i Tap1, allerede fra start af og bandet virkede også til at være glade for det store fremmøde. Desværre var bandet skæmmet af utrolig lav lyd, og man kunne stå og føre en samtale med sidemanden, i almindeligt toneleje, uden problemer. Det skulle sidenhen vise sig, da de efterfølgende bands gik på, at det var et bevidst valg. Og jeg kan garantere for at det ikke er opvarmningsbandet selv der ønsker det. Nok snarere hovednavnet. Det har altid pisset mig grænseløst af. At forbandet ikke får samme præmisser som hovednavnet, er en uskik som man desværre støder på af og til. Ofte er det lidt ældre bands der kører den stil og da Five Finger Death punch varmede op for Kiss i Forum i 2013, fik de 24 minutter med utrolig lav og dårlig lyd. Man skulle derfor tro at de vidste hvor latterligt det er, men det gør de åbenbart ikke. Efter et par sange adresserede frontmand Howard publikum og præsenterede bandet. ”Dette er første gang Devil You Know spiller i Danmark, men vi har alle været her før med tidliger bands. Lad mig præsentere, på guitar, bedre kendt fra sin tid i All Shall Perish, Francesco Artusato. På trommer, kendt fra sin tid i Fear Factory, John Sankey. Bassisten Ryan Wombacher er kendt fra Bleeding Through og jeg selv har været med i et band der hedder Killswitch Engage” Stor jubel fra publikum og en lille kommentar fra bassisten angående Howards tidligere band: ”Never heard of them”. Koncertebn fortsatte med det fremragende ”Seven Years Alone” fra den første skive, The Beauty Of Destruction, hvortil min sidemand tørt konstaterede: ”Man kan høre din sang højere end bandets”. Devil You Know’s andet album udkom samme dag som koncerten og efter en opfordring fra frontmanden om at gå ned og købe det i merchboden, spillede bandet et par stykker fra den nye. Blandt andet det fantastiske nummer ”The Way We Die” som bandet netop har udgivet en video til. Fyldt med druk og strippere. Howard sagde at hvis folk så den video, skulle de holde øje med trommeslageren. ”Check hans ansigtsudtryk i den video, det er alt jeg siger”. Devil You Know afsluttede et udmærket sæt, der desværre blev straffet af den manglende volume, og lad mig opfordre hovednavne til ikke at pisse på opvarmningen på den måde nogensinde igen. Giv dem samme præmisser som i selv har. Alt andet er sgu for plat.
PAPA ROACH
Efter hvad der føltes som en urimelig lang ventetid, gik aftenens co-headliner på. Jacoby Shaddix og co. åbnede med titelnummeret fra deres nyeste skive, F.E.A.R. der udkom i år, og straks lagde man mærke til det markant højere lydniveau. Det var noget der satte gang i folk, og under næste nummer ”Between Angels And Insects” lød det på fællessangen som om at der var lige så mange der var kommet for at høre Papa Roach, som der var kommet for at høre 5FDP. ”Getting Away With Murder” satte yderligere fart på folk, og Shaddix bad om at få huslyset tændt så han kunne se alle folk. ”Jeg vil se alle folk hoppe. Men først når jeg siger GO. Denne sang går ud til alle krigerne. Dette er ”Warriors”” Efter en kort intro blev der talt til fire og skreget GO, og så skal jeg ellers love for at der blev hoppet til den store guldmedalje. Fra min plads, ret så langt fremme, så det ud til at det meste af TAP1 hoppede med. Der udbrød spontant moshpit i den ellers fredelige del, hvor jeg havde placeret mig, og alle folk var glade. Efter ”Forever” var det blevet tid til aftenens hidtil største fællessang til nummeret ”Hollywood Whore” og der blev skrålet med, uddelt krammere og folk faldt i hinandens arme. Papa Roach er en af de slags bands jeg ikke rigtigt kan forstå at jeg kan lide. De lavede et par albums for snart 15 år siden som jeg kunne lide, og derefter har de ikke rigtigt lavet noget der tiltaler mig. Måske et nummer her og der. Men intet der får mig op at ringe. Men live, for fanden…. Live er der få bands der formår at levere hver eneste fucking gang som Papa Roach gør. Siden jeg så dem første gang i Pumpehuset i 2001 sammen med meget få andre publikummer, har jeg måske set dem 15 gange. Store scener, små scener, festivaler, you name it. Det spiller ikke nogen rolle om der har stået 12 mennesker eller 40.000 mennesker blandt publikum, Papa Roach har givet den gas hver eneste gang og i aften var ingen undtagelse. Og lige dér, blandt svedige, hoppende, glade, moshende, medsyngende fans, giver det hele mening igen. For fanden hvor er Papa Roach gode. Og efter en opfordring til wall of death, fik jeg desværre ikke noteret så meget mere de næste par numre, da jeg havde travlt i pitten, men da den akustiske ”Scars” kom på, og den stille ”Gravity” fra nyeste skive efterfulgte, havde jeg tid til at vende tilbage til drengene og notere igen. Papa Roach afsluttede den fantastiske koncert med at hylde Devil You Know og the one and only Five Finger Death Punch, og leverede en fantastisk ”Where Did All The Angels Go2 og ”Still Swinging” inden det blev tid til deres første, og største, hit ”Last Resort”. ”Syng det København” ”Cut my life into pieces, this is my last resort” skreg publikum, men det var sgu ikke godt nok for frontmanden. ”Jeg ved i kan gøre det bedre København. En gang til” og så lettede taget ellers på TAP1 da det københavnske publikum brølede lungerne ud, og hoppede som var der ikke nogen morgendag. Den helt igennem fabelagtige koncert afsluttedes med ”…To Be Loved” og jeg husker at have tænkt at dét her, det får Five Finger Death Punch svært ved at overgå.
FIVE FINGER DEATH PUNCH
Nu var Tap1 ved at være fyldt til bristepunktet, og blandt publikum så man typer som man normalt ellers ikke ser til metalkoncerter (Volbeat og Metallica fraregnet). Ternede skjorter, pullovers og cardigans blandede sig med steroidepumpede mænd med guldkæder, wifebeaters, kasketter og blonderede kærester. Og naturligvis det sædvanlige sortklædte metalfolk med bandtrøje på. Efter en ventetid der var betydelig kortere end til Papa Roach, gik 5FDP på, til øresønderrivende jubel fra folket. Bandet lagde ud med ”Lift Me Up” og hvis man troede at folk var på til Papa Roach, var det intet at regne for hvordan folk gik amok til 5FDP. En massiv fællessang brød ud, og den fortsatte under ”Hard To See” da forsanger Ivan Moody sang ”can’t you see, what’s come over me” og publikum skreg ”COME OVER ME!” ”Har i det fedt?” spurget frontmanden, og det virkede som et overflødigt spørgsmål for folk var helt oppe at ringe. ”I er fantastiske, men nu skal i bevise at i har det fedt. Alle skal hoppe. From front to back, from side to side. Lige meget hvad du gør, er det “Never Enough”. Synge-med marathon’et fortsatte med ”Got Your Six” hvor Ivan Moody fik præsenteret den relativt nye bassist Chris Kael, med skægget som taget ud af en Pirates Of The Caribbean film, der kom med i 2011 og som også håndterer backing vokalen. ”Er i klar København?” Og det skal jeg ellers love for at København var. Moshpits, hoppestemning, sing-a-long og råb og skrig. Jeg var glad for 5FDP’s første album, men siden har de ikke fanget mig, og jeg må indrømme at de heller ikke fangede mig denne aften, men inden du råber ”Gamle nar”, så lad mig sige at jeg nok var én af de eneste der ikke var helt oppe at ringe denne aften. Det var en fornøjelse at stå og se folk gå amok, og er det ikke det metal handler om? At have en fucking good time? 5FDP leverede varen for de 6000 fremmødte og det var yderst få der ikke kunne lade være med at blive revet med af den fantastiske stemning. Frontmand Moody bad om at få lyset tændt, hvorefter hver en pære lyste op. ”Sluk for den der” sagde han og pegede på hans eget spot. ”Jeg har ikke brug for den der. Jeg er ikke Axl Rose. I don’t need that shit” og så gik han ellers ud i en længere forklaring om at 5FDP har de skøreste fans. Den slags vækker altid juble og i aften var ingen undtagelse. ”Siden i er så crazy, holder vi op med at kalde jer Knuckleheads. Vi kalder jer i stedet ”Bad Company” sagde han og startede sangen med samme navn. En glad kvindelig fan tyrede en bh på scenen, og da Ivan samlede den op og tog den rundt om halsen, jublede hele TAP1. ”Hvor mange her har vores nyeste cd, Got Your Six?” ville Moody gerne vide. JAAAAAAA, råbte folk. ”Ok, her er et bedre spørgsmål, hvor mange har rent faktisk betalt for den?” jaaaaaa, råbte færre folk. ”Cheap motherfuckers” grinte Moody ” Men ok, i det mindste kom i til vores show”. ”Vi i høre et nummer derfra? Det her er ”Jekyll & Hyde” Og så kan det ellers være at der blev skrålet OH-I-OH-I-OH i TAP1. Udover at have taget de gamle rockstjernes idé om at forbandet ikke skal have god lyd til sig, har 5FDP også taget det til sig at det er en god idé med trommesolo. Det er det ikke. Det er spild af tid, og ingen gider at høre det, ok? Drop det venligst til kommende koncerter. De fem minutter det tog, kunne sagtens være brugt bedre. F.eks. på endnu en sang, så i ikke spillede et nummer mindre end Papa Roach. Efter trommesoloen kom bandet på scenen igen og forsangeren inviterede 3-4 12 årige børn på scenen. En sjov detalje var at de var næsten lige så høje som ham. Amerikanere er noget lavere end skandinavere. Det var dog en fantastisk fin gestus og publikum kvitterede også med en kæmpe klapsalve da Ivan sagde ”Giv den op for den næste generation i heavy metal”. Koncerten fortsatte med ordene ”Vil i se noget virkeligt crazy? Åben pitten. Åben den. Hvis i ikke vil komme til skade så get the fuck out nu. Dette er ”Burn MF” og så gik pitten ellers grassat. Under sangen blev der også tid til en kamp mellem de to sider i salen. Guitarist (med det fucking metalliske navn) Zoltan Bathory’s side skulle råbe Burn Motherfucker Burn, og så skulle bassist Chris Kael’s side forsøge at overgå det. Det klarede de også fint, men højre side fik en chance til og overgik venstre side. Til sidst skulle alle råbe i kor, med det resultat at taget blæste af. En akustisk version af ”Wrong Side Of Heaven” skabte endnu et massivt fælleskor og gav gåsehud til hele TAP1 inden ”Coming Down” satte gang i crowden igen. ”Burn It Down” blev dedikeret til folket i pitten, og som jævnlig pitdeltager ved jeg at det er rart at der bliver sat pris på ens hårde arbejde. Efter en kort og obligatorisk pause kom ekstranumrene, der blev indledt med ”Over And Under It” hvorefter Moody adresserede publikum endnu engang og sprang ud i en klassisk kliché. ”Dette er ikke bare noget jeg siger, men i er et af de bedste publikummer på denne tour. Giv den op for de andre bands der har været på scenen i aften. Dette er ”The Bleeding”” og aså gik folk ellers totalt bananas en sidste gang. Deres coverversion af The Animal’s ”House Of The Rising Sun” blev spillet mens bandet gik af, og folk strømmede ud i den kølige københavnske novembernat. Dette var højst sandsynligt min sidste koncert i TAP1 og sikke en måde at slutte af på. Med gode Devil You Know der led under den manglende lyd, men stadigvæk leverede, til sindssyge Papa Roach, der igen igen igen sparkede min røv, til Five Finger Death punch, der ikke lige ramte mig, men ramte ALLE de andre. En fornøjelse at se folk leve sig så fucking meget ind i koncerten. En fantastisk aften for mig, og hvordan har det så ikke været for alle aftenens 5FDP-fans? Mageløst, tænker jeg.
