Tilbage til livet i overbevisende stil
Koncert:
Walter Trout – karakter: 8
Support Jon Trout Band – karakter: 5
Amager Bio
11-11-2015
Tekst og foto: Lars Schmidt
Det var ikke kun et lille mirakel, som et propfyldt Amager Bio oplevede den 11. november, da den kunstner, som har spillet bio’ens scene flest gange, var tilbage for Gud ved, hvilken gang.
Det var et vaskeægte gigantisk kæmpe mirakel.
For for et års tid siden var den danskgifte amerikanske bluesguitarist Walter Trout i et stævnemøde med Døden. Efter et hårdt liv med sprut og stoffer var det sidste udkald. Hans lever satte ud, og kun en donorlever kunne redde ham. Og gjorde det. Men først efter mange måneders ødelæggende sygdom og ugers ventetid på en ny lever.
Historien om, hvor hårdt et forløb, han og familien var igennem, fortælles hudløst ærligt på Trouts helt nye album, ’Battle Scars’. Og den var, nærdøds-fortællingen, var et naturligt omdrejningspunkt for en på mange måder både meget vellykket og meget mirakuløs koncert i Amager Bio.
Trout troede aldrig, at han skulle lære at tale, gå og spille guitar igen, fortalte han for scenen. Alt, selv det mest basale, skulle læres forfra, da først den nye lever begyndte at fungere.
Men nu stod han der på den rigtige side af den dødsdom, han reelt fik af lægerne. Rørt, taknemmelig og ufatteligt ellevild med at kunne svinge, rive og flå i sin Fender Stratocaster.
Bluesrockens svar på Yngwie Malmsteen leverede en blændende opvisning i, hvordan pentatoneskalaen bruges mest effektivt. Og med den fineste og mest naturlige indlevelse og feeling.
For nej, selv om Trout virkelig kan bevæge fingrene hurtigt hen over gribebrættet, så går han aldrig på kompromis med det, der skiller den gode bluesguitarist fra mængden – den ufattelige mængde – af middle-of-the-road bluesguitarister: Feeling.
Og ja, de store følelser var i dén grad i spil denne nærmest andægtige onsdag aften i Amager Bio. Hustruen Marie fulgte med fra kulisserne, klar til et støttende blik og smil, kram og en vandflaske.
Sønnen Jon Trout og hans trio varmede op med et sæt på en halv time helt i samme boldgade som farmands bluesrock. Men ikke kvalitetsmæssigt i nærheden af, hvad den gamle og hans kumpaner senere præsterede. Dog forstår man godt, at far Trout var stolt af søn Trout. For den unge, guitarspillende Jon var opvarmningsbandets eneste opløftende punkt.
Lidt i klokken 21 præsenterede fru Marie aftenens hovednavn, fortalte historien om, hvorfor man var så taknemmelige over at nå til Amager Bio – og om, hvorfor organdonation er så vigtigt.
Og SÅ var der ellers lagt i ovnen til en af de mest effektive koncert-åbninger, undertegnede længe har været vidne til. Afdøde Luther Allisons ’I’m Back’ åbnede effektivt ballet, inden vi kom til aftenens absolutte oplevelse og mest magiske øjeblik: Walter Trouts hyldest til helten, ligeledes afdøde B.B. King, i Trouts egen og meget, meget fine ballade ’Say Goodbye To The Blues’.
Herefter var det så tid til den lidt mere terapeutiske afdeling. For det er netop, hvad sangene fra det nyeste Trout-album er: Terapi for manden selv. Og en fortælling om, hvordan det er at opleve, at alt liv forsvinder fra én, og at man bare kan lægge sig tilbage og vente på, at det er slut.
De fem første af de seks numre fra ’Battle Scars’ gjorde seancen knap så festlig og noget mere alvorlig. Vi nærmede os aldrig tomgang, fordi indlevelsen var så stor og ægte. Og det musikalske udtryk så stærk.
Men det var især på de to sider af ’sygdoms-numrene’, at koncerten levede. Både start og afslutning var opvisning i vitalitet, energi og nærvær.
Undervejs blev sønnike Jon hevet med ind for at spille lidt rytmeguitar, men i hyldesten til hustru Marie, ’Marie’s Mood’, gik der guitarkonkurrence i den. Far skulle vise søn og vice versa. Og selv om søn gik ind i kampen med åben pande, så havde han selvfølgelig ikke en chance.
Koncerten løftede sig stort til slut, og aftenens andet helt store højdepunkt var den tunge ballade ’Serve Me Right To Suffer’, og det blev i løbet af ekstranumrene også til et gensyn med Trouts gamle ven, fløjtespilleren Thijs van Leer fra det hollandske prog-band Focus.
Mere end to end halv time i velspillet drømmeland leveret af en mand, der i dén grad er vendt tilbage fra de døde.
