GHOST
Support: DEAD SOUL
AMAGER BIO, KØBENHAVN
14/11-15
Af Peter Béliath
Foto: Kim Ifergan
Lørdag aftens Ghost-koncert i Amager Bio kom til at stå i terrorens tegn.
Allerede support-bandet Dead Soul nævnte i forbifarten tragedien i Paris, mens de spillede deres (i mine øren) ret 1980’er-agtige hårdrock. Fra hvor jeg stod, lavede Dead Soul et erindringsekko af den post-punk, som The Mission og de tidlige The Cult gjorde sig bemærkede med på albums som God’s Own Medicine og Dreamtime. Svenskerne spillede ikke for døve øren. Men det er begrænset, hvor meget gang i den programmerede rytmespor kan skabe i et rocktempel.
For det var et rocktempel, som Ghost forvandlede den totalt udsolgte Amager Bio til. Ghost lagde ud i vanlig stil med den ikke så hemmelige sanger i rollen som djævelens pave, der velsignede menigheden. Papa Emeritus III optrådte i diabolsk pavekostume. Et meget morsomt stunt.
Ghost-paven har studeret de katolske pavers mimik, diktion og gangart til mindste detalje. Og det varede da heller ikke længe, før røgelseskaret kom frem, og hele salen blev fyldt af præcis den samme liflige duft, man kan opleve under en katolsk messe.
Ghost anno 2015 er et rutineret band. Top professionelt. Velspillende. De navnløse ghouls optrådte med de der satyrmasker, som vi også fik at se på sommerens Copenhell. Hver en ghoul-bevægelse var velkoreograferet. På et tidspunkt slog ghouls’ne ring om keyboard-spilleren, mens den iørefaldende rock boomede ud af forstærkeranlægget.
Lyden var i top. Og Ghosts musik er ikke mere kaotisk, end at man snildt kan høre alle detaljer. Desværre kunne man også høre, at den ikke længere så hemmelige sanger inde i Papa-kostumet ikke ligefrem er i besiddelse af nogen løvebrølende stemme. I perioder blev vokalen for spag og stod lovlig meget i kontrast til den potente rock.
Men papa har humor med bid. Og han tacklede terrorangrebet i Paris på en måde, som gav plads til lidt alvor. Papa konstaterede, at hverken Ghost eller deres fans lod sig skræmme. Han ironiserede over, at det der med guder åbenbart er noget, som, nogen mener, er værd at dræbe for. Papa pointerede, at hvor vi kommer fra, er vi ”skideligeglade med guder.” Og at hvis nogen påstår, at de ved, hvad der sker efter døden, så lyver de. Hvorefter Ghost spillede deres satiriske Mammon-sang, ”Mummy Dust”.
På det tidspunkt havde Papa dog skiftet kostume. Pavehatten røg af og det pavelige skrud blev erstattet af en barok-agtig klædning. Fornemmer man, at den ikke længere så hemmelige sanger er ved at være træt af pave-stuntet?
Det er i så fald forståeligt, og jeg spekulerer da også over, hvor langt Ghost kan trække dette image, før deres fans får en oplevelse af, at der koges suppe på en pind. Husk, at store image-bårne stjerner som Alice Cooper og Davie Bowie netop har overlevet, fordi de har forstået at nytænke og ændre deres visuelle koncepter.
Ghost er fremragende sangskrivere, og sætlisten var imponerende. Gruppen har nu tre albums og en ep at vælge fra, og gamle (fx ”Con Clavi Con Dio”) og nye sange (fx ”From The Pinnacle To The Pit”) blev blandet til en effektiv helhed. Personligt kunne jeg dog godt have undværet den akustiske sektion, som skabte et underligt antiklimaks godt halvvejs.
Mod slutningen fortalte Papa os, at vi var heldige. For netop denne aften havde vi noget, som ingen andre havde: Ghost. Og som Roky Erickson har påpeget, så har man i så faldt alt. Rigtig gættet, Ghost rundede koncerten af med en forrygende cover version af ”If You Have Ghosts”.
