WHITESNAKE
DEAD DAISIES
KULTURVÆRFTET, HAL 14, HELSINGØR
14.11.15
Af Sir Stephen Rocky Skriver
Foto: John-son
’Uhh, det var lørdag aften og ballet det var godt i gang, forstærkerne de larmed idolerne hopped’ og sprang… ’ sådan lyder stroferne i en gammel Gasolin sang fra 1973. Samme år blev David Coverdale forsanger i Deep Purple og afløste Ian Gillan. Gasolinsangen handler om fest, tøser, kys og kram og fyre der spiller seje. Der er ikke langt fra denne opskrift på en rockfest i Whitesnakes bagkatalog. For det var lørdag aften og Whitesnake gav os fest og rocksange om søde tøser for fulde huse i Helsingørs gamle skibsværft hal. I den anledning var Whitesnake ’The Purple tour’, en hyldest til de gode oplærings år Coverdale havde i Purple i midt 70’erne, med store albums som bl.a. ”Burn” og ”Stormbringer”. Inden Whitesnake bed fra sig og slog med halen, havde supportbandet The Dead Daisies (de døde margueritter) fået æren af at sparke festen i gang. Det gjorde de med en overlegen energi, som var de hovednavnet med deres egne 70’er rock inspirerede sange inkl. et par covers af Purple og Beatles tilsat bluesy riffs. Bag navnet gemte sig dygtige musikere som bassist Marco Mendoza (ex-Thin Lizzy, Whitesnake), Brian Tichy, trommeslager (ex-Ozzy, Whitesnake mfl.), sanger John Corabi (ex. Motley Crue) samt flere musikere der har haft deres gang i bl.a. Guns N’ Roses.
Nu var den lidt ucharmerende aflange skibsværthal varmet op og det modne publikum kunne fylde kolde fadøl op til fest med Sir David Coverdale og hans ’evigt unge’ Whitesnake, der som vanligt startede ud med at ’sætte ild’ til stedet med en brandfarlig heavy version af det gamle Purple hit ”Burn”. Set i lyset af terrorangrebet i Paris aftenen før, dedikerede Coverdale aftenens koncert til ofrene og deres efterladte med mottoet ’vi stopper aldrig, vi giver aldrig op – make some f*cking noise!’ Det onde skal bekæmpes med rocksange om kærlighed. Salen var enig. En feststemt Coverdale i front – nu 64 år, men agerer stadig som en 30 årig rockstjerne – fyldt med charme, selvtillid og lækkert hår styrer han sit band, sit publikum, sit show. Coverdale svingede overlegent mikrofonstativet som en tambourmajor i spidsen for sit musikkorps og med halvåben skjorte satte han rock’n’roll takten gennem 2 timers intens party rock med en fællessyngende sal. Nuvel lidt påtaget til tider og iscenesat, men det er nu engang sådan et Whitesnake show skal være. Sætlisten var denne gang præget af seks gamle Deep Purple sange fra Coverdales sang karriere i midt 70’erne og for Coverdale var det en særlig aften. Det var i Danmark, han spillede sin første koncert med Deep Purple tilbage i 1974. Nogle af de gamle Purple sange ”The Gypsy”, ”Mistreated” og en smuk akustisk version af ”Soldier of Fortune” fik salen i fællessang og var på ingen måde blot coverversioner, men snarere Whitesnakes respektfulde måde at give de gamle sange nyt liv. Resten af ‘jukeboxens’ sætliste var store Whitesnake klassikere med bl.a. ”Bad Boys”, ”Love Ain’t No Stranger”, ”Ain’t No Love In The Heart Of The City”, “Here I Go Again”, ”Fool For You Loving” og en ultra heavy version af “Still Of The Night”, hvor Coverdale fik lov at skrige igennem. Vi skulle dog igennem et par enerverende, lidt ligegyldige guitarsoli fra de to storsmilende guitarister Reb og Joel samt en såmænd udmærket trommesolo fra storhårs trommeslageren Tommy Aldrige, der selvom han er 65 år ikke har gigt i arme og ben, for der blevet slået hårdt til gryderne. Jeg havde nu hellere set og hørt et par Whitesnake/Purple hits mere, fx ”Children Of The Night”, ”Crying In The Rain” ”Stormbringer” eller ”Lady Double Dealer”. Men man kan jo ikke få alt, hvad man ønsker, selvom man er rockanmelder af den gamle skole. Coverdale sluttede med at sige skål til alle de danske vikinger, inden vi gik ud i den kolde november nat med svedig åbenstående skjorte. ’In rock we trust – make some f*cking noise!’