BRING ME THE HORIZON
SUPPORT: PVRIS + BEARTOOTH (GRUNDET KØ, VIL DER IKKE INDGÅ ANDMELDELSE AF DISSE)
STORE VEGA, KØBENHAVN
18.11.15
Af Mick Kjær Foto: Simon Kjær
’Winter is coming’. Det lagde man bestemt mærke til i går aftes, da det britiske alternative moderne rockband Bring Me the Horizon, spillede op til bal. De formåede nemlig at overrule Store Vega, med så mange mennesker, at køen strakte og flettede sig hele vejen ned til Kina. Desperat står man i kulden og i en ærgerlig støvregn og kigger på klokken, som pludseligt gik meget hurtigt – også selvom man befandt sig i en dødssyg kø. Men hey – sikkerheden var i top efter – i ved hvad – hvilket nok stod til grund for den lange folkemængde. Det kan man trods alt ikke sætte en finger på.
Ærgrelsen blev til gengæld endnu større, da jeg landede midt i sættet til PVRIS. Metalcore bandet, Beartooth, var for længst færdige – et band jeg ellers havde håbet på, kunne give mig varmen. Hele tre sange nåede jeg at høre fra PVRIS, der med en kvindelig forsanger, spiller den slags rock, hvor drum paddet fylder mere end et normalt trommesæt. Om jeg så nåede at høre hele sættet, ville jeg være i tvivl om de hører til i et metalmedie eller hos grøn koncert. Omsonst var det i hvert fald ikke klappevenligt-radiohittende-pop-rock, der skulle til for at redde min aften. 30 minutter gik der, og alt lyset slukkede – bortset fra en imponerende lystavle af et bagtæppe. Så snart Oli Sykes og resten af BMTH flokken stod klar, blev de mødt af en væg af ellevilde passionerede fans, i den højtonede ende (forstå mig ret), der blev ved indtil slutfløjt. Crowden brænder for det her band, og det smitter af med en fantastisk stemning, på sådan en som mig, der gik ind til det her med blandede følelser.
Bandet er fede på pladerne, men kan de få det til at fungere live? BMTH lagde ud med ”Doomed”, fra deres nye album, That’s the Spirit. Doomed var det første jeg tænkte, da jeg hørte Oli Sykes i den stille vokal. Enten var der ikke skruet højt nok op for mikrofonen, eller også skulle stemmebåndet varmes op.
Jeg vælger at hælde til grund nr. to, for det viste sig ikke at forløbe sig sådan det meste af vejen. Måske fordi sætlisten (som du kan se nedenunder), hovedsageligt bestod af sange fra deres to genreskiftende plader, Sempiternal (2013) og den nye That’s the Spirit (2015). De to plader indeholder mange sing-along sange, hvilket Oli Sykes, der med sin kradsede vokal, benyttede sig alt for meget af. Det trækker stemningen op, men crowden havde nok fortjent en andel af hans løn. Lystavlen viste endda ord, der hjalp crowden med at synge, som trak alt for meget fokus fra hvad der foregik på scenen – helt ligesom den store smartphone sværm. Som helhed fungerer BMTH fantastisk, især med Jordan Fishs’ evner på keyboardet, backing vokalen mm. som formår at give musikken en helhed. Han er en kæmpe gave til bandet. Klassikeren ”Chelsea Smile” fra Suicide Season, formåede at give varmen, jeg havde ventet på. Jeg tillod mig også at skænke en varm tanke til at, ”Pray for Plagues” var på sætlisten, men den hører måske fortiden til. BMTH rundede showet af med ”Drown” fra That’s the Spirit, der originalt ikke engang skulle være på pladen, men kom på alligevel, fordi den blev modtaget med et brag. Det forstår man i den grad også når man ser, hvordan både bandet og publikum nyder den. I alt blev der spillet i godt en time, hvilket er lidt for kort. Om det bliver til mere på Roskilde 2016 tvivler jeg på, men er stadigvæk hooked. Om man vil det eller ej, kan man godt tillade sig at give BMTH et klap på skulderen, og sige That’s the Spirit.
Det spillede Bring Me the Horizon:
– Doomed – Happy Song
– Go To Hell, For Heaven’s Sake
– The House of Wolves
– Chelsea Smile
– Throne
– Shadow Moses
– Sleepwalking
– True Friends
– Can You Feel My Heart
– Antivist
– Blessed With A Curse
– Drown
