AVATARIUM/THE VINTAGE CARAVAN/HONEYMOON DISEASE
Templet, Lyngby
18.11.15
Af Trine Sebæk Madsen
På en dag med et overrendt Vega grundet visit fra engelske Bring Me The Horizon, var der alligevel mange, der valgte at slå et smut forbi Templet i Lyngby for at opleve svenske Avatarium. Stedet var proppet til randen, skønt der ikke var udsolgt. Efter en ganske velrockende, men også meget uerfaren opvarmning med engelsk tekst der lød svensk, gik hard rock-bandet Honeymoon Disease af scenen. De overlod den i stedet til islandske The Vintage Caravan, hvis medlemmer var trukket i autentisk 70er-outfit og havde ladet hår og skæg gro til lejligheden. En observation blev dog foretaget. Adskillige andre har sikkert observeret det utallige gange, men nu var det altså undertegnedes første besøg i det lille gule Tempel i Lyngby: Det er ærgerligt at scenen er placeret skævt i forhold til publikum. Der var godt og grundigt gang i et band som The Vintage Caravan, men det kunne have været en forstærket oplevelse, hvis man havde set mere til den ene halvdel af bandet, der var gemt væk bag den skyldige væg. Forsangeren og hans famøse skjorte blev af og til glemt, og pludselig sprang han frem og gjorde opmærksom på sig selv, sin stemme og sit ellers ret raffinerede guitarspil. Nuvel, stemmen var der måske ikke så meget af, da den ganske enkelt druknede i lyden fra bandets instrumenter og generelt små dårlig lyd. Det man kunne høre var godt, men desværre havde vokalen dårlige odds fra start af, og kun uh-uh-omkvæd fremstod deciderede tydeligt denne aften. Derudover var der ingen tvivl om, at bandet havde en fest. Personligt har undertegnede aldrig set en gladere bassist end ham, der her stod på scenen. Man kunne ikke rigtigt se ham for headbanger-håret, men der kunne hele tiden antydes et smil under det svedige, heftige garn. Efter denne lille tidsrejse blev publikum igen bragt til live, da hovednavnet gjorde sin entré. Karismatiske Jennie-Ann Smith tog med sin hekseagtige flagre-dragt publikum i et ubarmhjertigt favntag med titelnummeret fra det seneste album The Girl With the Raven Mask. Album, der for første gang blev spillet live denne aften, har på flere punkter, ligesom EPen All I Want, lagt afstand til det første selvbetitlede album. Der var der lagt mere fokus på en oprindelig doomlyd frem for power. Ikke desto mindre blæste bandet den tætpakkede sal bag over med en uendeligt insisterende, tight guitar og en intet mindre en fantastisk powerperformance fra Smith, der ikke uberettiget er blevet omtalt som den kvindelige udgave af selveste Dio i flere medier. Endvidere overtog hun faktisk i sin tid Mikael Åkerfeldts plads, da han af travlhed måtte melde sig ud af bandet. Men nok om det, husk det, hvis du nogensinde tilfældigvis skal besøge det af Stockholms mange hospitaler, hvor Smith arbejder som psykolog. Noget helt andet, så var der noget der skæmmede under koncerten, udover til tider dårlig mikrofonlyd. De skide maracas! Smith slipper sjældent grebet om dem, og det er synd, for musikken kan sagtens undvære dumme raslelyde. Her skinner hendes Blues baggrund måske igennem, men den burde hun måske lige pakke væk ind i mellem. Derudover spillede Avatarium naturligvis en mængde sange af ældre dato, som også lød godt på trods af, at de stille øjeblikke med Smith og hendes akustiske guitar faldt lidt igennem grundet den dårlig lyd i hendes mikrofon. Det er ellers netop i det rigtigt langsomme og doomprægede, at bandet har sine store forcer, om man så er til det helt nye, 80er-assoicerende materiale eller ej. Ellers gled koncerten klædeligt på skinner, og det var ikke til at se, at bandet faktisk kun er omkring to år gammelt. Der var lidt problemer med flagre-dragten, der af og til ikke kunne smides over guitararmen, når der skulle spilles akustisk, men ellers ingen ulykker. Der gik næsten melodi grand prix i den, da der blev skiftet kjole undervejs, og Smith kom ud med en anden sort kjole og en arm dækket af strudsefjer. Koncertens to sidste numre var helt på rette plads og satte en stor, fed signatur på aftenens performance. Dermed blev der afsluttet med Moonhorse, der satte gang i bandets kometkarriere for to år siden og til allersidst bandtitel-nummeret, det lethviskende, men meget tunge, syrede nummer Avatarium. Om bandets nyere numre vil nå helt ligeså store højder i hjertet, må man selv afgøre. Denne aften understregede i hvert en stadig suverænitet inde for, hvad vi stadig i dag vil betegne som doom metal. Omend rigtig god doom metal ligefrem.