Megadeth + Lamb Of God
Wembley Arena
November 14th, 2015
Af Stampe
Fredag den 13. November ramte terroren Paris med blandt andet et dødeligt angreb på en rock koncert i Le Bataclán. Dagen efter drog min bror og jeg til London, på en rejse der var booket måneder i forvejen, for at se Megadeth, Lamb Of God, Children Of Bodom og Sylosis i den mægtige Wembley Arena. Jeg har set alle fire bands live tidligere, men glædede mig til at se dem samlet. Havde min bror og jeg betænkeligheder over eventuelle terroraktioner, blev de drukket bort i Kastrup Lufthavn og på flyturen til London. Men da vi ankom til Gatwick, blev vi hurtigt mindet om verdens barske realiteter, da hele den nordlige terminal var spærret af, på grund af en galning der, ifølge vagterne, havde viftet med en pistol og et sværd og efterladt en mistænkelig pakke. Den sikkerhedsmæssige afspærring og den generelle kaos der herskede i lufthavnen, gjorde at vi ankom til Wembley Arena godt forsinkede, og for sent til at se Sylosis og Children Of Bodom. Ydermere missede vi de fire første numre af aftenens co-headliner Lamb Of God.
LAMB OF GOD
Vi ankom midt i “Ghost Walking” og bevægede os fremad mod scenen på det tætpakkede gulv. Vi spurgte gutten vi havnede ved siden af, hvilke sange vi havde misset, og beskeden var mildest talt nedslående. Lamb Of God havde åbnet ballet med to kæmpe crowdpleasers der samtidig var to af mine yndlingsnumre. ”Walk With Me In Hell” og ”Now You Got Something To Die For”, var blevet efterfulgt af mine to yndlingsnumre fra den nyeste skive, den fremragende VII – Sturn Und Drang, ”Still Echoes” og ”512”. Det var der jo ikke noget at gøre ved, og jeg har alligevel aldrig været typen der græder over spildt mælk, så da bandet spillede ”Ruin” startede min fest. Jeg har set Lamb Of God adskillige gange, og sangen der først fangede min interesse for bandet var netop dette fede nummer fra deres 2003 album As The Palaces Burn. Tilbage i 2005 rejste et par venner og jeg til Hamburg for at se Lamb Of God headline et show på det lille bitte spillested Logo, der har plads til 450 mennesker, sammen med DevilDriver og The Agony Scene. Efter DevilDriver var færdige, forlod halvdelen af publikum stedet, og vi cirka 200 der var tilbage, fik en fantastisk koncert af Lamb Of God. Nu her, ti år senere, er jeg igen rejst udenlands for at se bandet, og denne gang spiller de på en kæmpe scene foran tusinde og atter tusinde skrigende fans. Karrieren er skredet den rigtige vej for Richmond-drengene. Den kæmpe scene var fyldt op af store skærme, der sammen med det store backdrop, fremviste videoklip med død og ødelæggelse fra forskellige steder i verden, gennem hele sættet. Publikum var vældigt medlevende og råbte med da frontman Randy Blythe indledte ”Omerta” med dens spoken word intro og enorme pits blev åbnet under ”Hourglass”, ”Set To Fail” og ”Laid To Rest, men den største publikumsbevægelse kom, ikke overraskende, da Lamb Of God spillede deres formodentlig største hit ”Redneck”. Blythe opfordrede publikum til at lave det største circlepit i Wembleys historie, og selvom jeg ikke er bekendt med den lokale rekord, vil jeg alligevel mene at vi fik en udfordrer til titlen her. Lamb Of God afsluttede med den sædvanlige ”Black Label”, til stor glæde for det energiske publikum. Jeg husker at min bror og jeg, der begge er kæmpe fans af Megadeth, undrede os over hvordan i alverden Dave og co. skulle overgå denne mægtige koncert. Brutaliteten og energien under koncerten, og det faktum at Lamb Of God skulle spille i Vega d. 1/12 sammen med Children Of Bodom og Sylosis, fik os til at glemme at vi kom for sent, og vi nød bare at have overværet denne fænomenale optræden af metalhovederne fra Virginia.
MEGADETH
De fire medlemmer af Megadeth gik på scenen til massive klapsalver fra publikum der, umuligt som det føltes under Lamb Of God, på en eller anden måde alligevel var vokset i antal. Dave Mustaine, Dave Ellefson, Kiko Loureiro og Chris Adler, der denne aften spillede et dobbelt sæt bag gryderne, sparkede med det samme koncerten i højeste gear med den udødelige klassiker ”Hangar 18”, som om de ville kvæle hver en tvivl der måtte være om hvorvidt de kunne overgå Lamb Of Gods fantastiske koncert. Fra det øjeblik så Megadeth sig ikke tilbage og det stod klart at vi ville være vidne til noget meget stort. Bandet virkede helt oppe at ringe over at spille her og publikum skrålede med på tekst og riffs i ”Hangar 18”. Mustaine har aldrig været det store sludrechartol under koncerter, og han holdt sig da også til et kort “hello” ledsaget af hans skæve smil, efter første sang. Dette var dog nok til at få publikum til at juble, og glæden steg yderligere et nøk da MegaDave gik i gang med sin hitparade. ”She-Wolf”, ”Wake Up Dead”, den sjældent spillede ”In My Darkest Hour”, ”Sweating Bullets” og den gamle perle ”Dawn Patrol” blev leveret i et frontalt thrashangreb, der efterlod mig og resten af publikum, svedige, stakåndede og lykkelige. Megadeth var på toppen, denne aften i London, og det virkede som om at de to nye medlemmer virkeligt har sparket liv i Mustaine igen. En teori Dave for øvrigt selv bekræftede da jeg interviewede ham et par dage efter koncerten. Du kan læse det store interview i det kommende nummer af Metalized, der udkommer d. 3. december. Mustaine har aldrig været en Bruce Dickinso-type frontmand der spæner rundt og underholder publikum. Han har altid foretrukket at lade musikken tale, og så for øvrigt stå og fyre det ene fede riff af efter det andet, gemt bag sit lange røde hår. Men hvad han muligvis mangler som entertainer, har hans højre hånd, bassist Dave Ellefson i spandevis. Han var her, der og alle vegne og hans knytnæve pumpede taktfast over hovedet når han ikke brugte den på bassen. Han opildnede publikum til mere fest og ballade. Noget vi var mere end glade for at give ham. Den nye guitarist Kiko er en fornøjelse at se og høre og Chris Adler leverede en magtdemonstration bag trommerne. Man kunne ikke mærke på ham at han lige havde spillet en hel koncert med Lamb Of God. Efter ”Poison Was The Cure” og den mægtige ”Tornado Of Souls” var det tid til aftenens første og eneste skæring fra det kommende album Dystopia. ”Fatal Illusions” havde på koncerttidspunktet været ude i lidt over en måned, men at dømme efter publikums mærkbare nedgang i momentum, var det de færreste der havde familiariseret sig med nummeret. Det er så sandelig ikke noget galt med nummeret, og for den sags skyld heller ikke med hele albummet Dystopia, der virkeligt er det bedste album som Megadeth har lavet i mange år, men selvom jeg stod og håbede på flere numre fra skiven, tror jeg nu nok at Dave valgte rigtigt da han valgte kun at tage det ene nummer med på sætlisten. Det er svært at få folk med på numre de ikke kender. Publikum vågnede op til dåd igen da storhittet ”Trust” blev spillet, og der blev skrålet med på hver en tone og hvert et ord. Publikum var aktive på en anden måde end under Lamb Of God, da der ikke var specielt meget moshing og der var bestemt hverken wall of death eller circlepit, men hver en stemme i Wembley skreg med på lyrikken til ”Skin O’ My Teet” og ”Symphony Of Destruction” før de totalt overtog sangtjansen på ”Peace Sells”. En guitar jamsession over den franske nationalsang ”The Marseillaise” og et Viva La France fra scenen til ære for de faldne i gårsdagens tragedie ledte op til en sublim afslutning med den evigt relevante og tragisk aktuelle ”Holy Wars…The Punishment Due” med dens tekst der går ”Killing for religion, something I don’t understand”. Igen sang publikum med på hvert et ord, strofe, tone og riff, og det var den perfekte slutning på en perfekt aften. Megadeth modtog stående klapsalver. Både fra gulvet, naturligvis, men også fra de mange tusinde på siddepladserne oppe på balkonen, og smilene på både bandmedlemmerne og publikummernes fjæs var et bevis på at vi netop havde overværet noget helt ekstraordinært. Megadeth version 2015 er bedre end de har været i mange mange år, og det er et band i absolut topform der rammer Copenhell i 2016. Det tør jeg godt garantere. De beviste i dag at du godt kan have eksisteret i over tredive år, og stadig gå ud og destruere på scenen. Krammere blev uddelt blandt fremmede og venner og publikum strømmede ud i den kolde engelske novembernat, varmet op af det faktum at vi netop havde været en del af en oplevelse for livet.
