Black Start Riders. Support: Electric Guitars, The Weyers. Gjethuset, Frederiksværk, 1. december 2015
Af Lars Schmidt
Foto: John Mortensson
Scott Gorhams nye band er godt i gang med at vokse sig ud af Thin Lizzys skygge, viste forrygende koncert i Gjerthuset tirsdag aften
Thin Lizzys frække lillebror er ved at vokse sig stor, stærk og yderst selvstændig. Scott Gorhams post-Lizzy band Black Star Riders gav i Gjethuset i down town Frederiksværk tirsdag aften en vaskeægte og uhyggeligt overbevisende opvisning i, hvordan guitarbaseret hardrock skal og bør spilles.
Saft, kraft, energi, spilleglæde, musicianship og stærke sange var opskriften på en festlig aften, hvor kun rundt regnet 300 fandt vej til Nordsjællands suverænt bedste koncertsted. Men de 300 fik smæk for skillingen og sang, klappede og skrålede deres kærlighed direkte tilbage til det band, som om noget bør være hardrockens nye håb.
Black Star Riders var i Danmark for anden gang inden for en lille måned. I november var Kolding åstedet for en ligeledes fremragende koncert. Men koncerten i Frederiksværk var – ifølge øjenvidner – oppe i et lidt højere gear end den i Kolding. Og denne anmelder måtte overgive sig fuldt og helt.
Årets koncert var, hvad Scott Gorham & Co. leverede. Black Star Riders’ første show i Danmark fandt sted i Amager Bio 17. november 2013 og var en fantastisk forrygende fest. De to år, der er gået siden hin skønne aften i Amager Bio, har gavnet Black Star Riders, der i Gjerthuset fremstod endnu stærkere og endnu mere overbevisende og sammenspillet.
For to år siden var der 10 Thin Lizzy-numre ud af de i alt 19 i sættet. Tirsdag var der kun syv af de gamle travere med. De resterende 12 var egne Black Star Riders-numre. Numre af en usigelig høj kvalitet, eksekveret af en håndfuld gutter, der i dén grad mener det. Numre, der sagtens kan tåle at stå alene.
To Lizzy-numre trak især glædestårer: ’Bad Reputation’ og ’Waiting For An Alibi’, hvor især den – forholdsvis – nye bassist, Robbie Crane (ex-Ratt) viste, hvor godt og stærkt et valg han er på uriasposten som Phil Lynotts afløser på den firestrengede. Og han har et langt bedre sammenspil med den ultratighte trommemand, Jimmy DeGrasso, end forgængeren Marco Mendoza havde.
Af egne BSR-numre var den lidt poppede ’Finest Hour’ et overraskende godt livebekendtskab, titelnummeret fra album nummer to, ’The Killer Instinct’, en fremragende Lizzy soundalike, der virkelig sparkede igennem. ’Hey Judas’ fra debutalbummet ’All Hell Breaks Loose’ (2013) var med sin stærke, dobbelttydige tekst, de velkendte harmoniguitarer og et hårdt groove aftenens bedste. Ikke mindst, fordi det blev fremført af en utroligt nærværende og indlevende forsanger, Ricky Warwick.
Sammenspillet mellem den dynamiske guitarduo, Scott Gorham og Damon Johnson, bliver bare bedre og mere overbevisende, og Lynott-ske-tak-og-lov, så giver Gorham sin unge væbner rigtig meget plads. Damon Johnson får så meget rum, at han let og troværdigt og helt naturligt fremstår som den egentlige bandleder. Men han er ikke mere leder end, at han stadig kan stå og kigge beundrende på Gorham, når denne lever en af sine klassiske, melodiske soloer.
Før aftenen blev præcis så fed og festlig som håbet, måtte vi igennem to supportbands, hvor det ene var bomstærkt og det andet mærkeligt.
Aftenens første på scenen var Søren Andersens og Mika Vandborgs Electric Guitars, om boltrede sig, legede og råspillede sig igennem en effektiv og super fed halvtimes guitarrock og leg. D’herrer Andersen og Vandborg er stærke på deres spader, og nu er de også ved at komme godt efter det vokalmæssigt. Electric Guitars fremstår nu mere og mere som et af de absolut bedre danske bidrag på livescenen. Gode sange, monsterriff eksekveret af et par af landets største og mest rutinerede eksperter, som oven i købet bliver bedre til at synge. Og allerbedst: De demonstrerer et fantastisk overskud på scenen, leger, optræder og har et højt nærvær og stærk energi.
Andet opvarmningsband var den schweziske brødreduo, The Weyers, som har besluttet, at en bas ikke er nødvendig i et livesetup. De tager fejl. Mest af alt kommer duoen til at fremstå som noget lettere mærkeligt, kuriøst melodisk støjrock, som denne anmelder er blevet for gammel til at forstå. Undskyld: Til at ville forstå.
Nej, så hellere fuldt program med guitarer, bas og trommer à la Black Star Riders. Først om mere end et år kommer album nummer tre, og her vil vi opdage, at bandet kommer til at frigøre sig endnu mere fra Thin Lizzy. Det er i hvert fald en naturlig følge af bandets to første år, to første albums og to første turneer.
