SKINDRED/CHEMIA/DEADLY CIRCUS FIRE
Pumpehuset, København
03.12.15
Af Trine Sebæk Madsen
Torsdag aften stod den på eksperimenterende metal i Pumpehusets mindste sal. Stedet kunne stort set beskrives som tomt indtil ni-tiden. Inden da varmede Deadly Circus Fire op for den næsten tomme sal. De få publikummer, der allerede var dukket op, var svære at sparke gang i, trods forsangeren Adam Grants ihærdige forsøg, der bestod i at kravle op på højtaleren og skrige af sine lungers fulde kraft. Lydbalancen var ikke optimal, da trommerne fik lov til at overdøve det samlede indtryk, og guitaren var tilmed svær at høre. Venstre højtaler svigtede også af og til. Alligevel var der noget sært dragende over den progressive lyd og Grants følsomme Tool-vokal, der decideret gav gåsehud, når han ramte de højeste overtoner. Både ham og bassist Mike Enort hoppede energisk rundt på scenen, og man frygtede ofte, at nogle skulle slå hovederne sammen. Trods stor entusiasme fik bandet dog aldrig helt publikum med sig, trods gode melodier og god performance. Det er nok engang nu de hårde vilkår man må leve under, som det første band på scenen. Dermed måtte de overlade scenen til polske Chemia, der leverede musik i en helt anden boldgade, nemlig klassisk hard rock og rock ‘n’ roll, og netop dette band havde det nu pludseligt voksende publikum med sig hele vejen. Udtrykket var anderledes udadvendt end hos det forrige band, og da der kom styr på forsanger Lukasz Drapalas mikrofon, blev folk decideret slået omkuld over, hvor velklingende hans stemme var i selskab med bandets stil. Stemmeføringen og teknikken kunne snildt sidestilles med den vibrato man tidligere har set hos Elvis. Folk sang med og dansede takket være bandets medrivende performance og deres evne til at være i øjenhøjde med deres publikum. Selv de ofte klichéprægede og irriterende fraser, hvor publikum skal lege Simon Says med forsangeren fungerede godt, fordi de blev leveret med humor og et glimt i øjet. Således blev publikum opfordret til at sige ”åh jaaa” i stønne-toneleje og ”I love you” på en meget skinger måde. Resten af bandet leverede ikke helt den samme mængde energi og lod til at hvile på forsangerens store overskud. Bandet blev ved med at hive velsvingende rock ‘n’ roll-melodier med gode guitarsider op af hatten, og efter hånden som mange blandt publikum fik drukket til, blev der danset godt igennem. Bandet spillede to ekstranumre, og det lod til at falde i usandsynlig god jord hos publikum, der ved koncertens begyndelse ikke havde ladet til at kende bandet. Flere gik nok hjem efter denne aften med håb om at kunne opstøve mere musik fra bandet på internettet. Mange havde troet hovednavnet skulle spille i den store sal, men måtte erkende, at bandet bare ikke havde ligeså stor tilslutning i Danmark som i England. Derfor forblev koncerten i den mindste sal, også selvom Kerrang! magazine i år havde kåret bandet som Englands bedste inden for livemusik. Da Skindred så endelig gik på, var det med et mix af et tema, der vakte alles opmærksomhed, nemlig et scratch-udgave af Star Wars-temaet. Bandets besynderlige, eksperimenterende stil, der figurerer mellem jamaicansk reggae, dubstep og metal havde det fremmødte publikum i deres hule hånd. Den vildeste, mest aggressive moshpit Pumpehusets lille sal nogensinde har set, udfoldede sig højst sandsynligt denne aften fra starten af Skindreds sæt til slut. Lyden var generelt god i gennem hele koncerten, så det lod til teknikerne omsider havde fået det hele under kontrol. Selve bandets forsanger Benji Webbe med de interessante nitte-solbriller var også meget aggressiv i hans sprogbrug, hvilket naturligvis var en del af, hvad publikum havde ventet på. ”Fatso cunts”, ”Stupid bitches” og ”Fucking Copenhagen” var en fast del af det smukke ordbrug, der blev kastet udover scenekanten. Dette fik naturligvis bare publikum til at opføre sig endnu vildere, og et øjeblik føltes det næsten som om rummets piller skælvede i bandets nærvær. Samtidig proklamerede bandet frihed og anti-racisme for fuld drøn, mens Webbe dansede rundt med Union-jack over ansigtet og opfordrede publikum til at ”wave like the queen”. Mellem sangene blev der scratched julemusik og andet musik, der virkede ude af kontekst med bandets egen musik, men folk elskede det, og stemningen dykkede aldrig rigtigt på noget tidspunkt af aftenen. Selv ikke for en som undertegnede, som aldrig rigtigt har taget stilling til, om hun egentlig synes godt om wallisisk regae dubstep metal. Ikke desto mindre var det en oplevelse værdi.