The Raven Age + Ghost + Iron Maiden
Boxen, Herning
21/6-16
Af ZoNNi
Foto: john-son
Når man er søn af selveste Steve Harris, får man nok lettere et opvarmnings-gig for Iron Maiden. Jeg var i hvert fald ikke synderligt imponeret over det britiske moderne metal-band. Lyden var pivringe under hele The Raven Age, hvilket kun gjorde en jævn præstation dårligere rent oplevelsesmæssigt. Jeg har så aldrig hørt bandet før, men der skal mere til, at imponere her.
Det blev straks bedre, da svenske Ghost indtog scenen. Jeg havde glædet mig længe, til endnu en gang at opleve Ghost på dansk jord igen, og denne forventning om en superb præstation, blev næsten indfriet. Papa Emeritus druknede lidt i musikken, og man kunne ikke helt høre de skøre/dystre monologer ind mellem sangene; mikrofon-indstillingerne var simpelthen for ringe. Energien, dynamikken samt en stor mængde tight sammenspil skal de svenske okkult-rockere have stor stor ros for, og sætlisten var godt skruet sammen med sange som, Mummy Dust, Cirice, From The Pinnacle to the Pit og mange andre publikumsfavoritter.
Efter en kort pause blev det så endelig til mit femte live-møde med det band, der tilbage i midten af firserne vagte min interesse for metallens verden. Heldigvis havde lydmanden fået Iron Maiden justeret nogle få procenter bedre end de to opvarmende bands, men lyden var nu ikke så god, som da Maiden spillede på Copenhell i 2014, men vi var nu på et acceptabelt niveau rent lydmæssigt. Personligt synes jeg, at de aldrende briters bedste udspil i mange år er det seneste The Book Of Souls fra 2015, og hele seks sange fra det album, anført af If Eternity Should Fail, Tears of a Clown og Death or Glory, havde fundet vej til de femten sange Maiden spillede live i Herning. De nye sange fungerer godt på plade, men live fungerer de endnu bedre, og det feststemte publikum var ikke sene til at gjalde med, som galdt livet. Der må være mange hæse stemmer i Danmark i dag!
Af de ni andre numre der blev spillet, havde The Irons valgt Children of The Damned, Powerslave, Iron Maiden, Hallowed Be Thy Name, Fear of the Dark og den obligatoriske The Trooper, inden et encore med The Number of the Beast, Blood Brothers og Wasted Years, og selvom bandmedlemmerne i snit er omkring 60 år gamle og har spillet de numre adskillige gange, fyrede de den af, som var det første gang på scenen. Steve Harris sprang rundt som en gazelle, ligeså gjorde en raskmeldt frontmand i Bruce Dickinson. De to 80’er guitarister i bandet Adrian Smith og Dave Murray var som altid mere stillestående men velspillende, smilende og karismatiske i hver sit spotlight. Janick Gers, den tredje guitarist, fløj rundt på scenen og slyngede rundt med sin guitar som vanligt mens den småfjollede Nicko McBrain gjorde en god figur bag de utallige trommer og bækkener. Mesterlige Maiden leverede endnu en magdemonstration både i sceneshow, udførelse og energi. Som intro kørte en båndet udgave af UFO’s Doctor Doctor, ikke udgaven Iron Maiden selv indspillede med Blaise Bailey, men UFO’s originale sang, hvilket nok fortæller, hvad The Irons mener om den epoke af en 40 årig karriere. Der blev lukket endegyldigt af med Monty Pythons udødelige Allways Look on the Bright Side of Life!
