BLUES PILLS + KADAVAR + STRAY TRAIN
PUMPEHUSET, KØBENHAVN
03.10.2016
Af Simon Hesselager
Fotografi: Japs
Pumpehuset ved Vesterport Station, der i lang tid har været en hjørnesten i det københavnske musikmiljø er på det seneste nået ind i finansielle vanskeligheder som mange af dets stamgæster har frygtet kan gå hen og føre til dets lukning – til det punkt, at masser af underskriftsindsamlinger og demonstrationer har opstået for at bevare lokalet. Hvorfor Pumpehuset er værd at vedligeholde blev så demonstreret i aftes, hvor dette spillested var vært til tre af denne generations fineste psykedeliske hårde rock-grupper.
Aftenens første navn var det slovenske orkester Stray Train, hvis stil var baseret på 70’er-sydstats-boogie-rock som Molly Hatchet og ZZ Top men moderniseret gennem 90’er-grunge som Alice in Chains og Stone Temple Pilots: Deres musik var bygget op omkring hårdtslående midt-tempo bluesede riffs underbygget af rullende og aktive baslinjer og rytmer – alt sammen præget af en grad af sving og groove, der sjældent har været hørt i nutidens rockmusik efter 1980erne. Highlight ved Stray Trains musik var helt klart de udvidede instrumentale passager karakteriseret af guitardueller som gjorde brug af de to guitaristers ret forskellige stilarter – den ene benyttede sig af psykedelisk farverige røgslør af forvrængning mens den anden anvendte mere komplekse melodier med masser af hurtig fingerakrobatik – samt hvordan sangeren skiftede gnidningsløst fra en rå og ærlig vokalstil a la Layne Staley eller Scott Weiland til høje virtuosiske tenorvokaler nærmest i stil med Ronnie James Dio eller Ian Gillan, når musikken blev virkelig storslået. Et andet sammenligningspunkt vil være den amerikanske gruppe Clutch, men en grad mere ambitiøst instrumentalt. Deres ret minimalistiske og tørre lydbillede fik netop også de mere dramatiske øjeblikke til at stå frem i sangene.
En ret usandsynlig blanding af påvirkninger især i betragtning af at deres sangtekst-univers og visuelle æstetik (pladecovers, videoer, banner på scenen) trak kraftigt på de overnaturlige og spøgelseshjemsøgte sider af den amerikanske vilde vests folklore, men allerede i aften markerede Stray Train sig som en gruppe der burde holdes øje med ved at have kombineret nogle meget forskellige inspirationskilder i en større helhed med en klar vision kørende igennem.
Næste levende billede var det første af aftenens hovednavne, den tyske powertrio Kadavar som spillede for anden gang i Pumpehuset siden 2. december 2015. De har udviklet sig fra at starte som et kultband, markeret af plader der lød som om de var faldet igennem en tidslomme fra 1971 til i dag, et logo med nok trekantsymbolik til at fylde en hel frimurerloge og et udseende som en krydsning mellem en germansk jernalderstammes shamaner, selvforsynende bjergboere i 1800-tallets vilde vesten og 60’er-bikerhøvdinger… til at sidste år endelig have slået igennem med deres tredje album Berlin. Det teutonske triumvirat gik så på scenen under intromusik der lød som titelmelodien til en tilpas bizar spaghettiwestern (tænk Django, Keoma, El Topo), hvilket satte scenen for en rejse til en mytologiseret fortid vores eget moderne industrisamfund udviklede på kaotisk og blodig vis… bare filtreret gennem et mareridts-syretrip-vision.
Da de gik i gang med at spille, repræsenterede Kadavar også fra første sekund et platonisk ideal af den 60’er/70’er-betonrock som heavy metal udviklede sig ud af: Bestialske trommerytmer lydende som en elektrificeret udgave af en Cro-Magnon-huleboerstammes helligste ritualer påkaldende overnaturlige ktoniske kræfter, buldrende baslinjer der lød som jordskælvsvibrationer gennem et enormt ørkenlandskab – kronet af Christoph “Lupus” Lindemanns guitarspil bestående af tunge blues-riffs forvrænget til tordnende dommedags-akkorder rasende som en storm over arkitekturen lagt ned af rytmesektionen. Det virkelig geniale ved Kadavars musik, der har gjort dem fortjent til at blive nævnt i samme åndedrag som ikke kun Cream og Jimi Hendrix Experience og Mountain men også mindre kendte hårde psykedeliske trioer som Blue Cheer, Grand Funk Railroad og Sir Lord Baltimore kom især frem live endnu mere end i deres studieoptagelser: Den perfekt kemi gruppen har udviklet – hvordan de tre musikeres instrumenters teksturer overlapper og vikler sig ind i hinanden for at skabe et mangefarvet lydlandskab – og hvor instinktivt de spiller op ad hinanden som, hvilket virkelig fik gruppen til live at virke som en naturkraft drevet af en universets højere magt.
Den anden side, der har adskilt Kadavar fra så mange andre nutidige grupper som rekonstruerer klassisk håd rock, er hvordan deres sangskrivning perfekt bygger spænding op mellem temposkift til virkelige tunge sektioner hvor trioen for alvor slår sig løs som en sublim lydtornado på niveau med Black Sabbath i deres storhedstid … og de hurtigere trippede sektioner hvor Kadavar i bedste Hawkwind-stil begiver sig ud i et uendeligt sublimt kosmos af elastisk udstrakte og sammenvævende lag af lyd. En musikoplevelse nøjagtigt passende på de oder til ildens og stormvejrets mystiske symbolværdi som Lindemanns sangtekster – for ikke at nævne “Black Sun” om en transformativ kraft eftersøgt af renæssancens alkymister som nøgle til oplysningensprocessens magnum opus.
Højdepunktet af Kadavars sæt må dog være det cover af Beatles’ “Helter Skelter”, de endte deres sætliste med – og forvandlede den gamle klassiker til det hårdeste og mest intense af alle sange som de spillede med i aftes! Undertegnede undrede sig over, om det må være sådan som “Helter Skelter” lød for Charles Manson tilbage i 1969…
Aftenens hovednavn Blues Pills har ikke umiddelbart lignet et projekt, der kunne gå hen og blive så populære i metalkredse som nu. Gruppen er opstået som en så ren hyldest til sen-60’ernes psykedeliske rock som musikere født i 80’erne og 90’erne kan præstere. Ikke kun den hårde såkaldte betonrock, som det hed her til lands før heavy metal slog sig fast som genrebetegnelse, men trækker også på datidens undergrundsmiljøs folke- og soulmusik. Dog har de erobret hjerter og pladesamlinger i metalverdenen – hvilket Blues Pills demonstrerede hvorfor her i aften.
Gruppen gik på scenen foran et banner afbildende en mere astrologisk geometrisk udgave af det altseende øje, der har været et gennemgående symbol i esoterisk spiritualitet fra oldtidens Egypten til nutidens frimurere – også repræsenterende gnosticismens Sophia, i. e. den kvindelige emanation af det guddommellge lys menneskehedens fælles bevidsthed nedstammede fra. Og det var netop den mystiske dimension af rockmusikken som et fartøj for åndelig transcendens og kanalisering af højere kosmiske energier, som Blues Pills mestrede. Deres sætliste startede med titelnummeret fra deres nyeste LP Lady In Gold, et konceptalbum om dødens repræsentation som en underskøn lyshåret kvinde som kendt fra østeuropæisk folklore helt tilbage i oldtiden (i dag fra TV-serien “American Horror Story”) – og straks strømmede pulserende hypnotiske rytmer fra bassen og trommerne ud over salen, mens slørede fuzz-guitarriffs skvulpede ud mod publikum som flydende livsenergi gennem æteren – med sit anker i deres frontkvinde Elin Larssons performance, hvor hun hoppede rundt som besat af mens hendes stemme krængede ikke kun sin sjæl men hele universets højere bevidsthed ud af højtalerne.
I endnu højere grad end Kadavar mestrede Blues Pills også at gøre deres koncerter til en oplevelse langt udover deres allerede imponerende studiealbums, da de instrumentale solo-passager her blev udvidet til længere udtrippede jams som virkelig udforskede de effektpedal-indsvøbte guitarers og glødende el-orgels melodiske linjer ud til kanten af et storslået psykedelisk lydtapet hvor hver enkelt melodi glintede i mange forskellige nuancer der bugtede og svævede henover hinanden som nordlys på tværs af en stjerneklar himmel midt i en meteorsværm.
Hvad der virkelig fik dette til at stå frem, var så kontrasten med hvor fysisk og robust Blues Pills’ musik også var – både i hvordan Elins vokalstil afhang mere af hendes rå karisma og styrke end teknisk træning, samt at de mest udsvævende atmosfæriske passager også voksede frem under en bund af svedige hårdtslående bluesrytmer. Det generelle indtryk mindede om både Big Brother and the Holding Company og Jefferson Airplane, BP ofte bliver sammenlignet med, samt i deres udvidede og udstrakte også om europæiske grupper som Amon Düül og Brainticket, men meget mindre musikteoretisk kunstakademi-studentikost og meget mere rå garagerock-undergrund – drevet samme exceptionelle grad af passion og spontanitet sjælden i den moderne rockverden der også har bragt Kadavar i det nutidige hårde psykedeliske rockmiljøs første rang.
I alt var aftenen en sublim og uforglemmelig opvisning fra to af de største navne i nutidig, der begge bar bevægelsens tradition videre i det 21. århundrede med deres egne individuelle visioner og signatur-stilarter, samt en præsentation af et nyt lovende orkester som undertegnede forudsiger vil gå hen og blive et større navn i den nære fremtid.
